Social identitet. Er ”kristen” blevet det nye veganisme?

4 minutters læsning

At bære korset: Hvad vil det sige at være kristen?

Selvom Folkekirken oplever et kontinuerligt fald i medlemstallet, virker det som om, at flere og flere inden for min egen lille podcast/wellness-osteklokke bekender sig til kristendommen. Både i USA og i den amerikanske satellitstat vi kalder Danmark. Det er der i og for sig ikke noget galt i, men det rejser en række spørgsmål: Først og fremmest nogle lidt tekniske: Har disse nyomvendte overhovedet læst Bibelen? Har de et begreb om hvor kompleks og selvmodsigende den kan være? Og har de et begreb om hvor meget kristendommen er videreudviklet, i forskellige lag og retninger, siden Bibelen blev skrevet?
Dernæst nogle mere filosofiske: Hvad indebærer det at være kristen? Er der en kristen grundkerne alle kan blive enige om? Er mormonerne kristne? Jehovas Vidner eller gnostikerne? Det mener de selv, men andre der kalder sig kristne, er uenige.
Med andre ord: Er kristendom blot en kulturel identitet man kan påberåbe sig, eller kræver det at kalde sig kristen en dybere forståelse?

Jeg sidder med en fornemmelse af at der bliver taget for let på begrebet.
Ligesom man ikke bliver astrofysiker af at have læst en artikel om superstrengsteori i Illustreret Videnskab, eller får en fuld forståelse af konflikten i Mellemøsten ved at høre Radioavisen, så er det for vagt at erklære sig kristen ved blot at kunne fadervor og tro på, at Jesus døde for vores synder.

Jeg snakker ikke om at være passivt kristen, som man kan argumentere for at man som dansker er gennem vores opdragelse i en kultur der er formet af kristne værdier. De fleste af os vil nok betegne os selv som "kulturkristne" eller måske endda "spirituelle", men hvis man går fra at være enten ateist eller blot ”åben for en gud”, er det så ikke noget af et spring at kalde sig troende "kristen"? Det er i så fald en bevidst identitetserklæring, men hvad betyder det helt præcist?
Når man bekender sig til kristendommen, er der en række helt grundlæggende dogmer som man implicit accepterer, men som kræver en ret dyb forståelse af den kristne teologi. At kalde sig burde i mine øjne være en slags beskyttet titel, noget man gør sig fortjent til ved læse teologien indgående og leve efter den, ikke bare et begreb man løst slynger ud.

Til læseren der har været med i kristenklubben længe, vil jeg invitere til at reflektere over følgende spørgsmål og have det med i baghovedet når du læser videre: Hvad betyder det for dig at være kristen? Og i hvilken grad er din tro er baseret på henholdsvis kultur eller teologi?

Kristendommens kerne: De grundlæggende metafysiske idéer

For at forstå, hvad det indebærer at kalde sig kristen, må vi dykke ned i nogle af de centrale dogmer, som alle kristne bekender sig til. Lad os tage udgangspunkt i trosbekendelsen; altså den bekendelse hvor man i fællesskab formulerer principperne for den kristne tro. Den indeholder en række koncepter man som erklæret kristen køber ind på. Det første er at Gud er himlens og jordens skaber og at universet og alt i det er skabt af Gud. Dette må være det første og mest grundlæggende princip for de fleste troende, uanset religion, så den er logisk nok.
Dernæst kommer en række ideer der er lidt mere tricky:
- Jesus er født af en Jomfru, der er blevet befrugtet af Helligånden.
- Jesus er Guds unikke og guddommelige søn, ikke kun et menneske.
- Jesus døde, men genopstod på tredjedagen.
- Troen på, at de døde vil genopstå med en fysisk eller åndelig krop på dommens dag.
- Troen på et evigt liv, enten i paradis (for de frelste) eller adskilt fra Gud (for de fortabte).

Kristendommens komplekse teologiske begreber

Før man overhovedet kommer i gang med resten af den kristne lære, så bekender man sig altså til de her ideer, hvis man vil kalde sig ”kristen” i 2025. Lad os dykke ned i de mest bøvlede problemstillinger der kan være urimeligt svære at forstå:

- Tag f.eks. den trinitariske forståelse: At "Gud" både er en gud, Jesus og Helligånden. Hvordan kan Jesus både være fuldt ud guddommelig, ufejlbarlig og med ubegrænsede egenskaber og samtidig være Guds søn, der er fuldt ud menneskelig, fejlbarlig med alle et menneskes begrænsninger? Og hvad er Helligåndens rolle?
- Frelse ved tro og nåde: I kristendommen er frelse en gave fra Gud som man opnår ved at tro på Jesus Kristus, ikke ved gerninger. Men hvis frelsen blot er afhængig af tro, hvilken rolle spiller gode gerninger så? ”Why even bother?” fristes man til at spørge; man bliver jo alligevel frelst. Og i forlængelse af det: hvordan håndteres begrebet retfærdighed i forhold til de uretfærdige, der også kan blive frelst?
- Hvordan foregår en fysisk opstandelse i praksis?
- Arvesynden, som vi alle er født med (Thanks Adam!): Hvordan kan en hel menneskehed holdes ansvarlig for én persons handlinger og hvordan hænger det sammen med Guds retfærdighed og kærlighed?

Disse spørgsål kræver hver især en dyb forståelse og personlig overbevisning og er ikke bare noget man kan ignorere eller skøjte hen over, de er essentielle for kristendommen. Kan man erklære sig kristen uden dem? Hvor mange forstår reelt, hvad de betyder? Jeg gør ikke, men det gør dem der kalder sig kristne forhåbentligvis.

Derudover rummer Bibelen en masse udsagn, der ved første øjekast kan virke selvmodsigende: Er Gud en følelsesdreven gammel mand der straffer og belønner efter humør, eller er det en allestedsværende omnipotent ånd, der går ud over menneskets forståelse? Er det øje for øje og tand for tand, som beskrevet i Mosebøgerne, eller skal man vende den anden kind til, som Jesus fortæller i Bjergprædikenen? Er Gud blevet mere progressiv og overbærende efter at han kom ned på jorden som Jesus?
I Romerbrevet 3:28 mener Paulus at mennesket frelses ved tro alene og ikke gennem gerninger, men i Jakobs Brev 2:24 står der ” at et menneske bliver retfærdiggjort af gerninger og ikke af tro alene”.
Der er en masse kompleksitet i disse budskaber, som teologer og kirkefædre har analyseret og diskuteret i årtusinder. Forståelsen af disse nuancer er afgørende for hvorvidt man formår at leve et liv i overensstemmelse med den kristne lære, noget man bør have gjort sig bevidste tanker om inden man på nogen meningsfuld måde vil kunne betegnes som kristen.

Hvad er egentlig kristendom og hvad er senere tilføjelser og kulturelle misforståelser?

Mange af os tror måske at vi har en forståelse af hvad kristendommen er. En forståelse der ikke er kommet ved at dykke ned i den kristne lære, men som er kommet gennem vores kultur. Men hvor mange erklærede kristne har egentlig sat sig ind i hvor meget af det, vi ser som kristendom, der stammer fra evangelisk lære, og hvor meget af det vi ser som kristendom der faktisk er middelalderlige forestillinger, tegnefilmsagtige myter eller senere moderne (ofte katolske) kulturelle forståelser?

Vi mener f.eks. at vide at Jesus er født af en jomfru i medicinsk forstand, som søn af en gud, en Zeuslignende mand med et skæg på en sky. Det fejrer vi cirka d. 24. december, hvilket jo er dette barns fødselsdag. Når vi en dag dør så afgører Sankt Peter om vi skal brænde i Skærsilden hos Satan, en rød mand med horn og en trefork, eller om vi skal svæve i skyerne ved siden af nuttede engle med vinger. Hvor meget af dette stammer rent faktisk fra Bibelen? Svaret er ”intet af det”. Meget af det vi opfatter som det mest grundlæggende i kristendommen er egentlig senere opståede eftertanker. Problemet er, at meget af det, vi opfatter som kristendom, stammer fra moderne kristendomsinspireret kultur og ikke fra Bibelens ord. Dette skaber forvirring om, hvad kristendommens grundlæggende budskab egentlig er. Hvis man kan skelne fiktion fra evangelisk lære og samtidig tro fuldt og fast på det sidste, så begynder man med rette at kunne kalde sig kristen.

Et kritisk blik på religioners relevans i dag

Hvis alle kan kalde sig kristne uden at forstå Bibelens mange budskaber eller uden at tro på de metafysiske principper i trosbekendelsen, hvad er så pointen med denne titel? Hvad siger man reelt hvis man ikke har disse trosmæssige adgangskrav for at kunne kalde sig kristen? At man bare gerne vil have medlemmer i sin klub? Hvorfor ikke bare prædike en form for humanisme eller den ”originale version” af stoicismen (Altså den version der har en guddommelig skaberkraft som baggrund for sit filosofiske koncept, ikke de moderne fortolkninger der giver dig stresshåndteringsværktøjer og gør dig til en mere effektiv DJØF’er)?

Jeg mener, at religionernes træ – altså deres komplekse begreber og regelfiksering – ofte fjerner fokus fra deres frugt: Hvordan man opfører sig i verden. Der er brug for flere mennesker, der opfører sig som om de er religiøse, ikke flere mennesker der siger, at de er det.
Jeg er kæmpe fan af kristendommen – eller i hvert fald den kristne etik (tag vare på dig selv og andre, tilgiv som du selv ønsker at blive tilgivet, styrke gennem selvbeherskelse, ydmyghed, ærlighed, troskab og ansvar). Hvis alle mennesker levede som om de var kristne ville verden uden tvivl være et bedre sted. Men er det virkelig nødvendigt at være en del af en klub med komplekse regler og ritualer for at være et godt menneske? Er alle symbolerne og dogmerne ikke med til at skabe mere splittelse end samhørighed? Mellem jøder, protestanter, ortodokse og katolikker? For ikke at tale om islam?
I stedet for at fokusere på en masse regler uden synderlig overførbarhed til livet eller at prøve at bestå en teologisk eksamen der er umulig for de fleste, giver det så ikke mere mening at spørge os selv hvordan vi inddrager de bedste af religionernes værdier i vores daglige liv?

Motivationen for at kalde sig kristen

Og så er vi tilbage til hovedspørgsmålet: Hvorfor erklærer man sig kristen? Jeg kan komme på to svar.

Det ene svar: Man bekender sig til kristendommen for at komme med i en klub og påtage sig en spirituel identitet, nu hvor veganisme og wokeisme er ved at være ”so last year”. Jeg er helt med på styrken ved en menighed; et åndeligt fællesskab hvor man holder hinanden op på værdier som tilgivelse og næstekærlighed, at vende den anden kind til, undgå fristelser og behandle andre som man selv ønsker at blive behandlet. Jeg var i Alabama hvor vi besøgte en bekendt der var dybt troende og dybt sympatisk. Vi var på bølgelængde på cirka 99% af alle emner, filmen glippede på den ene procent omkring genopstandelsen og treenigheden. Han var med i en kirkegruppe hvor mændene mødtes en gang om ugen og talte om hvad det ville sige at være en god mand, ven og far. Hvad det vil sige at lade sig friste og synde, tilgive og angre. Hvis vi havde menigheder herhjemme der tilbød den samme mulighed for at vende livets store og små problemer ud fra et fælles sprog og samme åndelige værdier, så ville jeg komme der ugentligt, men jeg ville kun komme for at deltage i snakken og få indstillet mit moralske kompas; før jeg har fået en personlig åbenbaring, vil jeg aldrig kunne erklære mig kristen.

Det andet svar: Man har rent faktisk har sat sig ind i kristendommens lære og reflekteret over netop kompleksiteten. Man ser de ting der ved første øjekast virker som selvmodsigelser, for en uoplyst bøv som mig, i stedet er nødvendige nuancer der er til for at få den fulde værdi af Bibelens visdom. F.eks. at Gud på den ene side er en transcendent ånd i det nye testamente, men på den anden side også besidder en gammel testamentelig personlighed der muliggør relationer til mennesker.

Jeg frygter dog at det sidstnævnte svar gælder for et fåtal. Jeg føler at jeg har et nogenlunde begreb om hvad kristendommen går ud på, men jeg føler mig langt fra værdig, selvom jeg havde troen på treenigheden og genopstandelsen, til at kalde mig kristen, da jeg tvivler på at jeg kunne bestå den eksamen jeg føler er nødvendig for at kunne komme med i klubben. For at få den beskyttede titel.

Afslutning – religionens fremtid

Også vil jeg egentlig runde af med det der er min skjulte agenda: i min optik er det religionernes værdier der er deres styrke - for individet og for samfundet, ikke al teologien og de mange regler.
Hvis det vi egentlig ønsker med religioner, er en bedre verden, en slags John Lennonsk 'fred på jord', og ikke bare en masse eksklusive klubber med forskellige ritualer, bør vi så ikke lægge kors, stjerne og halvmåne på hylden og i stedet samle os om nogle universelle moralske værider – og leve efter dem?