Ateisme del 1: Ateisternes fejlkritik og de utilsigtede bivirkninger ved at afvikle religion

4 minutters læsning

Baggrund

En podcast med ateisten Anders Stjernholm og mit mancrush Kristian Leth satte for nyligt gang i nogle tanker hos mig om den betydning som en fuldstændig afvikling af religion ville have– et spændende tankeeksperiment, men ikke uden utilsigtede konsekvenser. Jeg har lavet tre afsnit om emnet hvor jeg dykker ned i de forskellige problemstillinger:

-            I første afsnit skal vi se på de potentielle problemer ved at afvikle religion samt overveje hvad et godt liv egentlig er og det problematiske i at ateister gør sig til dommere overfor hvordan andre skal leve.

-            Dernæst skal vi se på hvorvidt man helt kan afvise tro ved at bruge videnskab som argument og om videnskab og tro kan sameksistere.

-            I sidste afsnit af dette tankeeksperiment skal vi se på om man kan forene videnskab og tro. Og i den forbindelse stille et spørgsmål til hver gruppe. Til ateisterne: er det så forfærdeligt at tro på en større sammenhæng? Og dernæst til de troende: er det en tros kollektivt gavnlige værdier der er vigtigst, eller er det at være med i et identitetsfællesskab hvor man lever efter en masse regler for reglernes skyld?

Indledning

”Gud er død”, som Nietzsche, noget brutalt, formulerede det. Vi kan takke videnskaben og den sekulære tænkning for at vi ikke længere lader tolkningerne af mellemøstlige eventyr diktere vores liv. Halleluja!  Religionens tunge åg er lettet fra vores skuldre. Vi er nu frie. Eller ikke helt, der er stadig lommer af forskellig tro rundt omkring, men det er der militante ateister der er klar på at gøre noget ved. Ifølge dem er der kun én korrekt tro og det er ”ingen tro”.

 Men hvilken effekt har det på vores sind? Hvis afviklingen af religion skulle gøre os frie og lykkelige, hvorfor er psykisk mistrivsel så stigende i vesten? Og hvis vi ikke skal tilbede en gud, hvad ender vi så med at tilbede?

Problemstilling

Verden er ved at gå af lave. Det lader de fleste, både troende og ateister, til at være enige om. Men når man snakker om hvorfor det forholder sig sådan, så hører enigheden hurtigt op. Vi står med to lejre der giver hinanden skylden for menneskehedens deroute.

I den ene lejr står ateisterne. De mener at religion styrer folk med social kontrol og trusler om straf i efterlivet. De mener også at religion står i vejen for oplysning og nytænkning og at religioner bliver brugt som argument til at begå forskellige former for diskrimination. Derudover har religioner en medfødt tendens til at skabe konflikter da krig og invasioner retfærdiggøres med at have en guds ord på sin side.

På den anden side står de religiøse. De mener at vi lever i en autocentreret gudløs kultur hvor værdierne magt, penge, status og nydelse langsomt men sikkert udfaser værdier som tålmodighed, gavmildhed, tilgivelse og beskedenhed. Vi er nu frivillige slaver i et kapitalistisk system, der udnytter både mennesker og jordens naturlige ressourcer for profit. Det har efterladt befolkningen uden moralsk kompas, drevet dem til at kæmpe om brødkrummerne fra de riges bord og at bruge deres sparsomme fritid på at distrahere sig med forbrug og åndsforladte fornøjelser.

Jeg kan følge begge sider, men jeg ser et tredje problem, nemlig tribalistisk kassetænkning: Begge lejre er så identificerede med deres egen version af virkeligheden at de fokuserer så meget på de andres fejl og mangler, at de er blinde overfor deres egne - eller endnu være: nægter at indse dem. Man ender i to skyttegrave, hvilket sjældent er særligt konstruktivt.

 Inden vi likviderer Gud fuldstændigt, så lad os dykke lidt ned i konceptet og overveje religionens fordele og ulemper.

Problemerne ved religion

Først og fremmest er der en masse dogmatisk læsning af religiøse tekster der fører til knap så næstekærlige ting som diskrimination og social udskamning.
Derudover bruger mange religiøse for meget tid på at leve op til regler og efterleve ritualer og for lidt tid på at være nogle fede medmennesker. De ender i lukkede klubber der repræsenterer forskellige kulturer og verdensopfattelser og ender med at se andre der tror anderledes som ”forkerte”, hvilket kun bidrager til yderligere grøftegravning.
Hvis formålet er menneskelig samhørighed på verdensplan, lidt som i John Lennons ”Imagine”, så er religionernes påståede patent på sandheden og manglende villighed til samarbejde altså lidt i vejen.

Fordelene ved religion

Religionerne tilbyder en form for åndelig vejledning og kan skabe rammerne om et liv baseret på næstekærlige værdier og accept af livets ulykker. De har formaliseret at mødes ædrueligt med venner, familie og ligesindede på ugentlig basis, noget de færreste i den vestlige del af verden har tradition for nu om dage.

Problemerne ved at afvikle religion

Indledningsvis bliver jeg nødt til at nuancere debatten lidt. Selvom ateisterne mener at religion stadig er nødvendig at bekæmpe, så mener jeg at vi allerede har afviklet, eller i hvert fald kraftigt begrænset, religioners indflydelse på vores hverdag. I fraværet af religion er det nu kulturen og markedskræfterne, der dikterer hvad vi tilbeder – en ny form for tro formet af sociale medier og forbrugsdrømme. Gud er død, algoritmen har taget over.

Vores problem er at vi tror vi ved bedre, at vi selv kan navigere i livet på en måde der er bedre end at følge de moralske rammer religion tilbyder, men hvor har den plan ført os hen? Vi har i generationer søgt lykken i magt, penge, status og nydelse, men uden held. Vi har så forsøgt at fixe os selv med piller, pulvere, kure og hacks, men problemerne ser kun ud til at blive værre. Hvis vi selv har svarene, hvis vi selv ved bedst, hvorfor er vi så sygere, federe, mere ensomme og mere deprimerede end nogensinde før?

 Har vi plan for vores fysiske og sjælelige trivsel uden religionernes åndelige rettesnor, eller plukker vi bare lidt hist og her af de ting der trender for tiden? Har vi i samfundet nogle fælles sekulære rammer for et godt liv, eller følger vi bare kulturen og vores lyster? Jeg håber at ateisterne står klar med et alternativ.

Ateisternes kritikpunkter

Ateisterne lader til at have to grundlæggende aversioner imod religion:

-Ateisternes første kritikpunkt handler om at religion ofte medfører diskrimination, social kontrol og voldelige konflikter, hvilket i ateisternes øjne gør at det bør afskaffes. Det er ikke uskyldige forbrydelser, men er de religiøst baserede eller kulturelle? Er disse ting ikke alment menneskelige og noget der dukker op i alle sammenhænge hvor vi indgår i fællesskaber? Der findes nærmest ikke en eneste form for social identitet der kan binde folk sammen mod andre og få det værste frem i os, religion er blot en af dem. Alt fra sport til politik til kostvaner bliver brugt som påskud for at out’e, chikanere og angribe andre fysisk og verbalt.

Og i forlængelse af det: hvor mange af alle religiøse gør sig skyldige i disse handlinger? Jeg ser dem ikke som repræsentative for langt de fleste troende. Min oplevelse er at det er de færreste religiøse der diskriminerer minoriteter, udskammer andre der ikke følger de religiøse tekster eller angriber folk der tænker anderledes, lige så lidt som de færreste fodboldfans er hooligans og lige så lidt som at alle politisk engagerede er voldelige aktivister.

"Der findes i virkeligheden ingen ateisme. Alle tilbeder noget. Det eneste valg vi har, er hvad vi vil tilbede." -David Foster Wallace

Er det at nogle få mennesker bruger religion som påskud for at være nogle røvhuller grund nok til at afvikle religioner som koncept og skulle vi i så fald også forbyde fodboldkampe og partikongresser?
Religioner er ikke i sig selv dårlige, det er det menneskelige element der korrumperer.

-Ateisternes andet kritikpunkt handler om nogle relativt uskyldige metafysiske misforståelser som argument for at de troende spilder deres liv: Deres pointe er at den religiøse skabelsesopfattelse er opdigtet, hvilket den muligvis er, men hvis folk formår at leve et liv i trivsel med ligesindede, baseret på deres religions værdier, hvad er så problemet i det? Om Big Bang skete med eller uden guddommelig indblanding er vel dette uvedkommende? Og hvad kommer det ateisterne ved?

Dette kritikpunkt rejser et helt grundlæggende spørgsmål: kan ateisterne overhovedet tillade sig at gøre sig til dommere over hvad et godt liv er for andre?

Der er en nærmest komisk hyklerisk arrogance ved at ateisterne vil afgøre hvad et godt eller dårligt liv er, baseret på deres verdensopfattelse. Præcis det samme som de anklager fundamentalistiske religiøse for.

Det er nemt at pege fingre ad religionernes fejl, men har ateisterne en model for hvordan man så skal leve? Hvis man har en plan for at afvikle religioner og deres negative følgevirkninger bør man også stå klar med et alternativ til deres åndelige og moralske vejledning. Det lader dog ikke til at være en del af ateisternes plan. Kritik uden løsningsforslag er en gratis omgang. Problemet med planer uden exit-strategier er alle de utilsigtede følgevirkninger som man har overset i sin iver. Man ender med at gentage historien og alle de andre gange hvor man har nedbrudt gamle systemer uden at bygge nye strukturer for mening, fællesskab og moral.

Afslutning

En ensomheds epidemi skyller ind over den vestlige civilisation. Vi aner ikke hvordan vi skal finde ”mening” og ”indhold”, så vi håber at der er nogle influencers der kan fortælle os det. Samfundets fælles værdier omhandler magt, penge, status og nydelse og vi samles om politiske ideologier.
Vores problemer er ikke opstået fordi kristendommen i sig selv er ”magisk” og at gud nu har forladt os, de er opstået fordi vi har forladt det at mødes ugentligt med venner og familie og at vi ikke længere har et nogenlunde ens moralsk kompas vi kan orientere os efter.

Når gamle meningsstrukturer som religion bryder sammen, bliver folk ofte mere modtagelige for ekstreme ideologier, kultagtige fællesskaber, uhæmmet forbrug eller narcissistisk selvtilbedelse. Statsateisme løser intet af dette. Vi kan afvikle religion, men ikke vores medfødte trang til at tro, søge mening og fællesskaber.

Selvom religion har en masse medfølgende problemer, så medfører afviklingen af religion altså mindst lige så mange problemer som den løser. Men hvad er alternativet til religionens livsramme? At lytte til vores lyster og begær?
Hvis det hverken er religion eller markedskræfterne der skal guide os, hvad skal så? I næste afsnit om ateisme undersøger vi om videnskab og tro er uforenelige og om man kan komme religionernes problemer til livs uden at afskaffe den åndelige samlekraft.