Om Apropos Alt
Hvem er jeg? Jeg er 80’er barn, selvstændig, fraskilt alenefar til to piger med to forskellige mødre, tidligere hooligan, tidligere hypokonder, tidligere weekendnarkoman, tidligere ateist, tidligere graffitimaler, tidligere pornoafhængig apatisk teenager fyldt op med weltschmerz. Alt sammen tidligere identiteter der, set i bakspejlet, tegner et billede af en med en rodløs søgen. Hvem er jeg så nu? Det aner jeg ikke; og jeg vil vove den påstand at det er noget de færreste ved, når man lige har skrællet deres navn, CV og cpr-nr væk. Men min søgen efter svar har drevet mig til at skrive.
Jeg forsøger at samle trådene mellem religion og filosofi på den ene side og evolutionsbiologi og -psykologi på den anden side. Målet er at gøre den visdom som vi mennesker har samlet gennem de sidste par tusind år, tilgængelig og relevant i en moderne hverdag.
Hvad er min baggrund for at udtale mig, og hvad kan denne blog, som andre ikke kan?
Jeg har ingen formel uddannelsesmæssig baggrund. Jeg er autodidakt, og det, at jeg ikke har et bias på grund af et specialiseret professorat, er egentlig min og bloggens berettigelse. Nu, mere end nogensinde, er der nemlig brug for livsoverførbar popfilosofi. Flere og flere leder efter svar på eksistentielle spørgsmål og en åndelig struktur i livet, men når filosofi bliver debatteret i Kristeligt Dagblad eller på P1, kunne det som oftest lige så godt foregå på oldgræsk. Selv for relativt begavede mennesker kan det i værste fald være uforståeligt, i bedste fald være uinteressant. Der er brug for nogle forfriskende nye bredtfavnende perspektiver, ikke højere lixtal og snævert fokus.
Hvem får noget ud af at læse med?
Mænd og kvinder i alderen 18-95, der savner konstruktive steder at kanalisere deres energi hen i stedet for fester og forbrug eller statusopbyggelse og konflikt. Religionsinteresserede, der ønsker teologisk anskuelse med nye øjne. Øjne der ikke sidder på en person, der også har gået på samme teologistudie.
Filosofiinteresserede, der vil læse filosofi fra en praktisk overførbar vinkel, en vinkel der ikke minder om nogen af dem, der normalt bliver formidlet.
Adfærdsforskere, antropologer og neurobiologer, der ikke har studset over sammenfaldene mellem videnskabens beskrivelser af afhængighed, dopaminbalance og gruppepsykologi og religioners sprog for synd, dyd, fristelser og næstekærlighed.
Folk, der gerne vil leve sundere, friere og mere intuitivt, men som er ved at brække sig af influencere og slanke- og selvhjælpskultur.
Jeg har ledt efter svar alle de steder, jeg lige har beskrevet, og har fundet overlap i alle emnerne. Alle, der har beskæftiget sig med den menneskelige eksistens, kommer uforvarende frem til de samme svar, men med vidt forskellige sprog og beskrivelser, afhængigt af deres baggrund. Det har ledt mig til erkendelsen af, at der findes det, som stoikerne kalder en naturlig universel sammenhæng, en åndelig manual vi kan leve efter og trives, men som vores kultur gør alt for at aflære.