Derfor er du fucked del 3: Dopamin og afhængigheder

15 minutters læsning

Indledning

Dette er tredje del af serien om hvad der gør at vi alle sammen går rundt og er lidt fucked. I første afsnit så vi på hvordan vi går og jager lykken i det eksterne uden nogensinde at ankomme. I andet afsnit så vi hvordan en forsømmelse af vores grundbehov kan føre til ubehagelige følelser af tomhed, ensomhed og meningsløshed - generelt vestligt mismod. I dette sidste afsnit vil vi se på hvordan vi bedøver og distraherer os selv for at undgå at deale med alle disse ubehagelige følelser.

 Inden jeg går for godt i gang, så skal jeg måske lige komme med en disclaimer: jeg er ikke misbrugsforsker, neurobiolog eller psykiater. Til gengæld har jeg et lidt bøvlet sind, der tit løber om hjørner med mig. Afhængighed er noget der ligger mig meget på sinde, netop fordi jeg har et sind der nemt bliver fanget. Min abehjerne elsker dopamin, der skal ikke meget rastløshed, stress eller kedsomhed til før den forsøger at overtale mig til alt fra snus, Pepsi Max eller dagens 6. kaffe. Selvom mine afhængigheder på overfladen virker uskyldige så har deres tag om mit sind været voldsomt ubehageligt da det var værst. Jeg var ikke fri, men en gepetto dukke der blev styret af en impulsiv og nydelsessyg lille abe. Et udisciplineret sind der aldrig var i ro, konstant i jagt på det næste. 

Hvad er afhængigheder?

 Afhængigheder findes på et bredt spektrum fra at scrolle lidt for meget, til overforbrug af RedBull Light til fentanyl. De har forskellige konsekvenser, men har alle det til fælles at de skal give et afbræk fra vores ubehagelige tanker. Selve tanken om dem udløser dopamin, et neurokemisk løfte om lykke. Deres vanedannende karakter gør at vi ubevidst gentager handlingerne i det uendelige og pludselig kan vi ikke lade være; vi er officielt afhængige. At distrahere os selv fra mentalt ubehag med dopaminudløsende handlinger er dog en kortsigtet håndteringsstrategi, der hurtigt løber løbsk og bliver til forskellige former for afhængigheder.

 Afhængighedstjek

 Der findes en model der beskriver vanedannende adfærd. Den beskriver det cykliske mønster der er i alle former for misbrug, fra overspisning af Mars Barer til kokain:

 1: Sindet vrider sig: Man oplever en form for angst, uro, kedsomhed, smerte, stress, bekymring, sorg, rastløshed eller anden type mentalt ubehag.

 2: Brug af stof eller adfærd: For at distrahere os fra ubehaget vælger vi bevidst eller ubevidst en form for handling for at aflede os midlertidigt fra den ubehagelige følelse.

 3: Midlertidig lindring: Brugen af stoffet eller adfærden giver os midlertidig lindring, et break fra det overvældende tankemylder og følelsen af uro. Det er den lindrende følelse, som virker som den eneste måde at håndtere ubehaget på, der gør at vi søger at gentage den.

 4: Tab af kontrol: Over tid bliver det en copingmekanisme - man distraherer sig gennem indtag eller adfærd og det bliver en automatreaktion til at håndtere ubehag. Hvis det er en nem dopaminudløsende handling, så er det samtidig ekstremt vanedannende og bliver, helt ubevidst, en indgroet del af vores hverdag.

 5: Negative konsekvenser: Brugen af stoffet eller adfærden fører ofte til negative konsekvenser, mentalt, sundhedsmæssigt eller socialt.

 6. Afhængighed og gentagelse: Cyklussen fortsætter, og man kan udvikle en afhængighed. DMan oplever abstinenssymptomer, når man forsøger at stoppe og man fortsætter med at bruge stoffet eller adfærden som en form for selvmedicinering.

 Denne cyklus illustrerer, hvordan afhængighed ofte begynder som et forsøg på at håndtere smerte eller ubehag, men ender med at forværre problemerne over tid.

 Mønsteret kan overføres til alt. Indsæt newsfeed scrolling, Instagram, kaffe, snacks, sukker, smøger, porno, gaming eller what ever. Tjek dig selv, vær ærlig. Er der noget underlæggende vi ikke forholder os til?
Hvis du vil teste din egen afhængighed, så prøv dette:

• Sluk din telefon i 24 timer og mærk, hvordan du reagerer.

• Drik kun vand i en uge – ingen kaffe, sodavand eller energidrikke.

• Drop alle sociale medier i en måned.

Kan du gøre det uden at få abstinenser? Hvis nej, så ejer du ikke dine vaner – de ejer dig.

Er du afhængig? 

"Vi skal lære os selv at se på den nydelse, vi er ved at foretage os, i det klareste og skarpeste lys, for at kunne se, om det er noget, vi vil fortryde bagefter, og ikke gøre det, hvis vi vil fortryde det." – Seneca

Uden at have lavet en form for meget ubehagelig sjælelig selvransagelse så tror jeg de færreste af os automatisk får en åbenbaring og erkender et problem i nogen form. Hvor vidt det problem så er noget vi ønsker at leve med, eller tør at udforske, er op til den enkelte.

 Vi er desværre verdensmestre i at bullshitte os selv og negligere eller ignorere vores uvaner. Vi trøster og undskylder os med at alle de andre også gør det i stedet for at tage stilling til om de optager unødvendigt meget mental kapacitet. Det er klassisk misbrugsfornægtelse. Fordi vores afhængigheder kommer i mange afskygninger og findes på et spektrum fra ”dårlig vane” til ”ekstremt misbrug”, så ligger de fleste af dem under overfladen og vi opdager dem aldrig. Og fordi så mange af dem er så almindelige så ser vi ikke det greb de har om vores sind.

 Vi lever i en verden hvor vi nemt forsømmer vores grundlæggende menneskelige behov og hvor vi udfylder de åndelige huller med unaturlig adfærd. Det bliver hurtigt til cyklusser, der kan virke uskyldige, men på sigt giver os fattigere liv: et varmt kram fra en kop kaffe, intimitet fra porno, nærvær fra sociale medier, spænding på et kasino og udfordring i computerspil.

 Det er ikke en moralsk dom der handler om hvorvidt vi er dårlige eller forkerte, det handler om at vi er mennesker med drifter og behov i et unaturligt miljø, hvor de adfærdsmønstre der tidligere sikrede vores overlevelse nu, spænder ben for vores trivsel.

Jo værre et problem er, desto nemmere er det at opdage og med viljestyrke, netværk og ressourcer derfor også de nemmeste at tage hånd om. Jo mere almindelige og socialt acceptabel en uvane er desto sværere er den at indse. Man kan leve et dysfunktionelt liv i årtier uden at kunne formulere hvad ens problem er, man kan bare mærke at noget er galt.

Der er som sagt tale om et spektrum, men personligt bryder jeg mig egentlig ikke om tanken om at befinde mig noget sted på dette spektrum.

 En god test for at se om der kunne være et underliggende problem er at grave lidt i dit forhold til dig selv. Hvis du ikke kan være alene med dine tanker, hvis du har et behov for konstant distraktion, så lever du ikke et reflekteret liv, så driver du igennem tilværelsen uden at få det fulde ud af den og du får aldrig undersøgt hvilke følelser det er du prøver at flygte fra.

 Jeg vil derfor opfordre til ærlig selvrefleksion:

Hvordan påvirker dine uvaner og smålaster dig?

Hvor meget mental kapacitet bruger du på dine distraktioner? På at søge skærme, sodavand, snacks, slik og koffeinholdige drikke?
Har disse handlinger, hånden på hjertet, negative fysiske og mentale konsekvenser?
Retfærdiggøres og efterrationaliseres de fordi tanken om at ændre vanerne er for uoverskuelig og ubehagelig?

Tør vi sætte os ned, kigge os selv i spejlet og gennemgå alle vores daglige og ugentlige handlinger, spørge os selv hvor de kommer fra og hvorfor vi foretager dem?
Det kan godt ende med at blive en lang række konfrontationer med vores dæmoner, hvor svarene er ubehagelige.

 Det kan godt være at vi ikke mener at vi har et problem, men det er som at spørge en fisk hvad den synes om vand. De færreste af os har prøvet at leve uden den daglige dopaminudløsning fra skærme, kaffe, slik, sodavand eller junkfood og kan i hvert fald ikke huske hvordan det opleves ikke at leve konstant distraheret.

 At være i dopaminunderskud og i en konstant jagt på det næste hit er nærmest kronisk i den vestlige verden. Få af os kender følelsen af et rent uforstyrret sind hvor følelsen af velvære kommer fra at få vores åndelige grundbehov opfyldt og ikke fra eksterne stimulanser eller skærme.

Det var altså et lidt retorisk snydespørgsmål. Min påstand er at vi alle er afhængige, graden og alvoren varierer fra person til person, men vi skylder os selv at tænke over de bagvedliggende årsager.

 Hvorfor er vi afhængige?  

Jeg mener at svaret er klart: som med rotterne i Rat Park der søgte heroin når deres udfoldelsesmuligheder blev begrænset, så er det når vores grundbehov ikke bliver opfyldt at vi oplever følelser af ubehag. Oprindeligt var vi tvunget til at handle proaktivt for at fjerne disse følelser, det var sindets signal om at vi var ude af balance og skulle lette røven for at genfinde den; nu om dage kan de følelser i stedet overdøves med ufortjent dopamin.
Vi udskyder dermed at få vores egentlige behov opfyldt, hvilket bare forværrer problemet og de ubehagelige følelser som vi så forsøger at overdøve på ny. En ond spiral er i gang.

 Da det er et mønster vi alle er født ind i, virker den her cyklus som et grundpræmis for vores eksistens som vi aldrig sætter spørgsmålstegn ved.
Fra at scrolle feeden på toilettet om morgenen, til den første kaffe, til den første snack, til den første energidrik, til den første LYFT, til den første direktørsnegl, til den første fyraftenscocktail gennemfører vi dagligt en række ritualer, afbrudt af endeløs scrolling, der kulturelt virker helt normale, men som har en direkte negativ effekt på vores trivsel. Vi tror at det er ting vi bruger for at fornøje os, men det er tingene der er designet til, på mest effektiv vis, at bruge os.

 Hele kunsten er ikke at komme ud af balance, men det er lettere sagt end gjort og vi vil uundgåeligt have dage og perioder hvor voksenlivet kommer i vejen for vores sinds trivsel.

Dernæst kræver det en bevidsthed om ikke at distrahere sig fra de her følelser med dopaminudløsende adfærd. Det sidste er det sværeste, for selv om vi gør os umage for at undgå det, så kommer vi ofte i situationer hvor stress, rastløshed eller tomhed presser sig på og mulighederne for distraktion er konstante og allestedsværende. Problemet er at distraktionerne er så normaliserede, men hvis vi leder efter copingstrategier i kulturelle normer som svar på vores problemer, så er det nærmest game over.

Dopaminunderskud, en kort introduktion 

“Og hvad så om min light sodavand, computerspil, Instagram eller (dybstegte) Mars Bar har en dopaminudløsende effekt, jeg hygger mig med det og kan godt lide det og jeg føler ikke at det har en negativ styrende effekt på mit liv”. Umiddelbart en fair pointe.
Problemet er at vi ikke nødvendigvis er bevidste om hvad de skjulte biologiske omkostninger er, men konstant udløsning af dopamin har nogle meget mærkbare indvirkninger på vores liv:
 Vores hjerner er indrettet til at søge homøostase, at opretholde balance.
 Når vi bombarderer vores hjernes belønningssystemer med dopamin fra vi står op til vi går i seng så bliver den nødt til at nedregulere vores egen naturlige produktion af dopamin. Når vi så ryger under vores dopaminbaseline får vi abstinenslignende symptomer der kan føles som angst, kedsomhed, rastløshed, cravings, koncentrationsbesvær og irritation.

 Dopaminudløsende aktiviteter er altså ikke uskyldige konsekvensløse handlinger, der er et direkte negativt trade off, en form for tømmermænd forbundet med dem alle.

Så hvad er dopamin egentlig? 

Før jeg moraliserer videre, så lad os lige få på plads hvad dopamin egentlig er og hvorfor det eksisterer i vores hjerner.

Dopamin er det mest berømte signalstof vi har i hjernen, det er den der løber med al opmærksomheden når vi snakker hjernekemi.
 Lidt misforstået bliver dopamin forbundet med lykke, som et belønningsstof der bliver udløst og bringer os i en form for ekstase, men rent teknisk er dopamin det stof der bliver frigivet for at anspore os. Det er et målstregssignalstof, en følelse af rus ved forventningen om at klare en opgave og få en belønning, ikke en belønning i sig selv.

Det er den neurotransmitter der historisk set har ført os til nye opdagelser, sejre, gjort os vedholdende og vidensbegærlige, det der har drevet os frem. Evolutionært set var dopamin altid forbundet med en indsats, enten med kognitive opgaver hvor man skulle bygge sin hytte, lave våben, tænde bål eller sætte en fælde op. Eller fysiske opgaver som at krydse en flod, besejre en modstander, jage et bytte og slæbe det med hjem til lejeren. Dopamin var aldrig ”gratis” og ud over at vi fik det rart ved tanken om at fuldføre opgaven, så gjorde vores umage gavn for os selv og vores nærmeste og sikrede vores videre overlevelse.

 Dopamin er altså et signalstof der skal motivere os til at forfølge mål, noget der bliver frigivet for at holde os til ilden selvom vi er udmattede og det er af den grund at det føles fucking godt. Den følelse af glæde eller ro vi får efter af have klaret en opgave eller fysisk anstrengelse er ikke fra dopamin, men fra andre “feel good” stoffer som f.eks. endorfin eller serotonin.

  Når opgaven er fuldført, er dopamin altså ude af billedet; vores kemiske belønning kommer fra helt anden side. Et af problemerne med ”ufortjent dopamin” er at de ikke frigiver nogen af de andre lykkehormoner, det er altså en hul rus der efterlader os tomme, ikke opfyldte. Derfor kan teenagere være ensomme selvom de er i kontakt med alle de kender gennem deres telefon, derfor kan gamere føle at livet er meningsløst selvom de har erobret verden i World of Warcraft og derfor er weekendnarkomaner der har simuleret lykke i kokain deprimerede.

For vores forfædre var det umuligt at blive afhængige, de havde ikke brug for selvdisciplin, afholdenhed eller et sprog for laster. Alt der føltes godt måtte man arbejde for. Problemet for os nu om dage er at vi har dopamin tilgængeligt konstant, men det er “ufortjent” dopamin, det ikke kræver nogen indsats.

Ufortjent dopamin griller dit sind

 Vi gør altså ikke os selv nogen tjenester ved at pakke det ind eller romantisere det: ufortjent dopamin smadrer os, frarøver os glæden i hverdagen og vanskeliggører nærvær. For meget ufortjent dopamin gør os deprimerede og gør at vi mentalt kun kan eksistere i fremtiden når vi fantaserer om det næste dopaminhit.

Hvis der er én ting vi kan gøre for vores mentale velvære, så er det at være opmærksomme på og begrænse alle de områder i vores liv hvor det sniger sig ind.

 Er der håb for os? Lad os se på hvordan vi genopretter dopaminbalancen. Der findes heldigvis en helt gratis løsning.

Dopaminbalance, introduktion

Dopamin er tilgængeligt overalt og for meget af det over tid ender med at tømme vores dopamincentre i hjernen, hvilket gør os deprimerede, ængstelige, rastløse, ude af stand til at være nærværende og konstant på jagt efter ny dopamin. Så langt så godt.
Lad os se på mekanismerne der ligger til grund for hvorfor dopamin ikke bare er et ”free ride” som vi kan plukke glæde og nydelse fra uden konsekvenser.

Type 1 og Type 2 handlinger, umiddelbare fristelser vs. langsigtet tilfredsstillelse.

 For at forklare hvad der foregår i hjernen, vil jeg dele vores adfærd op i to kategorier. Det forudsætter et par grundpræmisser:

Den første grundpræmis:. Som Newtons tredje lov beskriver det har alle handlinger en direkte afledt konsekvens: for hver aktion er der en lige så stor, men modsatrettet reaktion.

 Den anden grundpræmis: Alle vores handlinger kan koges ned i to typer: Begge har hver især deres afledte effekter på krop, sind og dopaminbalance. Vi kalder dem Type 1 og Type 2 handlinger.

 Type 1 handlinger er alle dem der har en umiddelbar nydelse forbundet med sig: Druk, snacking, scrolling, porno, slik, shopping, rygning mv. Deres aktion er at de alle har en dopaminudløsende effekt, de lokker dig til at gentage adfærden og at eskalere forbruget for at kunne få samme effekt som første gang du havde denne oplevelse. De har samtidig alle forskellige former for negative bivirkninger; en slags tømmermænds effekt. Fælles for dem alle er at de undertrykker vores naturlige dopaminbalance. Deres modsatrettede reaktion er altså at de nedbringer vores naturlige produktion af dopamin.

 Type 2 handlinger derimod, er alle dem der umiddelbart virker afskrækkende og kræver behovsudsættelse, viljestyrke, anstrengelse, udholdenhed, lidelse eller at man presser sig selv.

Deres aktion er en endorfinudløsende effekt når de er overstået. De beriger dig, gør dig stærkere, udvikler dig. De kræver lidt eller ingen eskalation for at få de positive effekter, til gengæld bliver de nemmere at udføre med tid i takt med at de bliver til vaner. Deres modsatrettede aktion er at de genopretter vores dopaminbalance.

 Meget af vores weltschmerz skyldes altså for et liv med for meget nydelse og komfort og for lidt opsøgt lidelse og anstrengelse. Sindet kommer ud af balance hvis vi ikke gør en bevidst indsats for at rette det op.

 Heldigvis er der to måder hvor vi kan fremskynde processen: afholdenhed og at engagere os i fysisk eller kognitivt anstrengende aktiviteter, den første vi behandler, er afholdenhed.

 
Detox som modgift (afholdenhed er ikke så sexet, derfor ”detox”)

Den allerstørste ting vi kan gøre for vores mentale trivsel er, uden sammenligning, at værne om vores dopamin. Det går forud for alt andet, da alt i vores omverden forsøger at frarøve os den fra vi står op til vi går i seng. Størstedelen af den vestlige verdens mentale problemer bunder i en kombination af uopfyldte grundbehov og kronisk dopaminunderskud. Alligevel lader vi dopaminen suge ud af os på daglig bais.

Gennem hele vores liv har vi bygget og svejset nervebaner i hjernen der forstærker de her mekanismer. Det er dem vi skal aflære og nedbryde og det gør vi først og fremmest ved at tage en kold tyrker. Den dårlige nyhed er at man ikke kan gøre det uden selvdisciplin og viljestyrke, evner der er atrofieret fra manglende træning over tid.

Det kræver desværre som oftest en eller anden form for negativt anledt motivation, men en eller anden dag bliver følelsen af at have en vingummisjæl fanget i en sojakrop og af at spilde ens liv og potentiale for meget og følelsen af apati har ophobet sig som en ballon der er ved at sprænge, man har fået nok og bliver tvunget til at tage ansvar. Det handler om at omdanne denne negative energi til en bevidst selvkærlig livsstilsomlægning. Enten savler man resten af livet med hånden i en slikskål foran en skærm eller også genføder man sig selv, renset for synd.

 
Dopamin detox i praksis

Ok, så vi har erkendt at vi er afhængige og vil gøre noget ved det. Første skridt er at stoppe med at tømme vores naturlige dopamin.

At ”dopamin detoxe” betyder egentlig ”bare” at man ikke smider flere ”type 1 lodder på vægten” der tipper vores dopaminbalance ud af balance. Når vi ikke konstant bomber hjernen med dopamin, retter den lige så stille sin naturlige balance tilbage. Problemet er at denne proces er smertefuld på en måde de færreste af os er bevidste om. Alle følelser af ”rastløshed”, ”kedsomhed”, ”angst”, ”impulser” og ”manglende koncentration” er symptomer der kommer til udtryk gennem den tømmermænds proces det er at lade hjernen finde tilbage i homøostase. Det er bogstaveligt talt abstinenser, psykiske symptomer der kan virke så overvældende at de kan opleves som fysiske; sindet vrider sig så meget at kroppen nærmest går i kramper.

For at have en realistisk chance er det ikke nok bare at sige ”jeg vil prøve ikke at kigge på min telefon hele weekenden”. Hvis du er i tvivl om hvor svært det er for en alkoholiker at holde sig fra sprutten ved kun at sige at han ”tager en drukfri weekend”, så prøv at lytte til de stemmer der vil begynde at forhandle med dig og rationalisere hvor fjollet det er med en dopaminfaste, at ”du måske går glip af noget vigtigt”, at ”12 timer er fint nok” og at ”du ikke behøver at bevise en pointe”. Man mærker hvor mange forklædninger djævlen kan dukke op i der alle virker både saglige og fornuftige.

Du er nødt til at have en defineret intention. En intention om mental frihed, mere overskud og nærvær, bedre fokus og koncentration, om at være herre over dine egne handlinger, ikke at være en slave af impulser. Det er 1-1 den samme proces folk med svært misbrug skal igennem, der er ingen vej uden om. Det er kampen mellem amygdala, dine begærer på den ene side og den præfontale cortex, din fornuft, på den anden side. Djævelen på den ene skulder mod englen på den anden.

 
 Også begynder testen

 “It's important to connect the so-called temptation with its actual effects. Once you understand that indulging might actually be worse than resisting, the urge begins to lose its appeal. In this way, self-control becomes the real pleasure, and the temptation becomes the regret.” – Ryan Holiday

Vil du tænke langsigtet eller vil du for evigt være en fange af dine umiddelbare lyster?

Hver en tanke der fører til hver en handling, bliver nu i sig selv en test. Det kræver konstant opmærksomhed. Din underbevidsthed vil prøve med alle metoder fra alle vinkler.

 Hvad er der på den anden side af cravingen? Hvad sker der hvis vi ikke dulmer ubehaget, giver efter for impulserne? Hvad sker når vi ikke konstant indtager underholdning eller fødevarer? Hvad gør vi med os selv når vi er stressede? Hvad gør vi hvis vi ikke hele tiden har muligheden for at håndtere følelser gennem distraktioner? Hvad afslører vi ved os selv, hvad skal vi forholde os til ved os selv, hvad føler vi?    

 Forhandlingerne i hovedet kan være overvældende og intense og de går ikke væk første, anden eller tredje gang man prøver at tysse dem ned, træffe en beslutning og tale dem til fornuft. Når sirenerne kalder, kræver det en overordnet plan, en årsag til hvorfor man overhovedet vil tage kampen op og stå imod. Uden en plan og en intention er det som at gå i krig uden våben eller en strategi.

Hvor stormfuldt og uoverskueligt det kan virke når bølgerne går højt og alle vores fastmejslede nervebaner pumper derud af for at gentage den adfærd der giver os vores trygge dopaminforløsning, lige så roligt og fredfyldt er det stille hav på den anden side af stormen hvor vi ikke har givet efter for fristelserne.

Selvkærlig tough love

 Når vi først har lavet koblingen mellem vores uvaner og deres effekt på vores krop og sind og har sat os nogle mål for at leve med en intention om fysisk og mentalt velvære, så er det på tide at droppe selvmedlidenheden og give os selv noget tough love: at overleve Auschwitz er svært. At blive optaget som NAVY SEAL er svært. At droppe Pepsi Max, Pringles, TikTok eller kanelsnegle, det er altså ikke svært.

Folk går nærmest i choktilstand ved tanken om at undvære ting som sukker, brød, skærme og pasta. De kan ikke forestille sig et liv uden og formulerer at ”det vil de aldrig kunne”.

 Det siger noget om hvor indgroet det er i vores liv og hvor stor en afhængighedskraft de har: fødevarer, underholdning og nydelsesmidler der er relativt nye opfindelser, men nu udgør størstedelen af vores mentale opmærksomhed og fysiske energiindtag, bliver betragtet som uundværlige. Men det er noget der er muligt for alle mennesker at afskære, det er udelukkende op til os selv at træffe den beslutning.

 Jeg har rantet nok om nødvendigheden af afholdenhed nu. Jeg behandler emnet særskilt i indlægget omkring faste hvor jeg bliver mere konkret. Men det vigtigste take away er altså at hjernen med tiden lige så stille fjerner nogle af de type 1 lodder vi har lagt på dopaminvægten hvis vi ikke fylder nye på. Det føles ikke rart, men det er en situation vi har bragt os selv i. Kun ved at holde ud og undgå at give efter for fristelserne til at søge ny dopamin og derved smide flere lodder på kan vi komme tilbage i balance. Det er den disciplin der i sidste ende giver frihed.

Lidelse og anstrengelse som modgift

” Struggle holds the joy that pleasure promises.”

Vi kan som sagt også gøre noget aktivt for at fremskynde processen mod homøostase. Som med alt andet i livet er der en også en dualitet i processen med at komme i balance.

Type 2 adfærd er den anden side af mønten der trækker os op, hvor type 1 adfærd er den der leder os i fordærv. I stedet for at bruge tid og ressourcer på at jage dragen gennem nydelse, så må vi erkende at glæde ikke kommer gratis, men gennem prøvelser, umage og anstrengelse.
Når man foretager type 2 aktiviteter som træning, faste, isbade eller lange yogastræk så fjerner man type 1 lodderne fra vægtskålen. Resultatet er, over tid, et sind i balance. Hvis vi altså ikke fejrer den overståede træning med reels og Oreo’s.

 
Åndeligt sprog for vores bøvlede neurokemi

 I kristendommen er koncepterne ”himmel” og ”helvede” opstået lidt hen ad vejen. Trusler om straf i efterlivet blev en super smart måde at kontrollere en stadigt voksende gruppe af religionens tilhængere til at holde sig indenfor nogle rammer der gavnede samfundet, men ”synd” og ”dyd”, er samtidig religiøse begreber der beskriver mange af de handlinger (type 1 og type 2) der påvirker vores dopaminbalance og dermed vores trivsel og oplevelse af livet her og nu. Religiøse begreber om ”synd” og ”dyd”, ”himmel” og ”helvede” er bogstaveligt forkerte, men moralsk korrekte: et liv i ”synd” sender dig muligvis ikke ned til djævelen når du dør, men er en passende metafor for hvordan et liv baseret på nydelse ender med at præge sindet.

 Allerede tidligt i kristendommen dukkede tanken om lidelse som en vej til at rense sjælen op. Dette er blevet tolket som en slags selvpiskning hvor man skal bevise sin fromhed og dedikation overfor gud, men jeg ser det som en erkendelse af at måden hvorpå vi holder sindet frit for mørke er ved at gennemgå fysiske og mentale prøvelser. Depression, rastløshed, angst og overgrubleri kan ikke eksistere i sindet når legemet konstant opsøger sine fysiske grænser. Ligesom guld renses i ilden, sådan bliver sjælen renset gennem lidelse og anstrengelse.

 Evolutionære genistreger, moderne trivselsforhindringer

 ”Overlevelse” er i dag vendt på hovedet: at undgå lidelse og opsøge nydelse har historisk set holdt os i live, men dovenskab og fråseri er nu om dage vores akilleshæle. Dem der er mest tilbøjelige til at blive afhængige, er dem der før i tiden var mest tilpasningsdygtige, da de havde været villige til at vandre længere i ørkenen for at finde vand eller forfølge et bytte trods udmattelse. Det drive gør dem nu til de mest sårbare i en verden af overflod og uanede muligheder for at få vores mest primitive behov opfyldt.

De egenskaber der gør os til gode misbrugere, at kunne blive i noget trods åbenlyse negative konsekvenser, kan også vendes om og kanaliseres over i behovsudsættende adfærd der kommer os til gode på lang sigt.

Fordi vi er gået fra at leve i en verden af knaphed og mangel som jæger/samlere til en verden af vanvittig overflod, så er vi nødt at lave en modreaktion for at korrigere. Vi må indføre lidelse og afholdenhed, hvor vi før blev belønnet ved at være grådige og impulsive.

 Ikke alle sind er skabt lige. Nogle mennesker har brug for flere stimuli for ikke at blive skøre, mens andre fint kan trives med lidt hyggebold i fjerneren og pubquiz uden at føle sig synderligt understimulerede. Jeg har lavet en meget lidt uvidenskabelig graf der skal illustrere det jeg ser som sammenhængen mellem et overaktivt sind der konstant leder efter mønstre, sammenhænge og årsager og dets behov for fysisk og mental anstrengelse og et mere ubekymret sind. Dem der ikke har en konstant indre monolog kan bedre slippe afsted med at lade sig underholde, hvor andre meget hurtigt kan ende et meget mørkt sted hvis de lader nydelse og fornøjelser få for meget plads.

 Teorien er altså at ikke alle har det samme behov for at komme ud og skide fysisk og mentalt, det er nok en forbandelse et fåtal døjer med. Jeg tror dog at de fleste mennesker undervurderer værdien og nødvendigheden af at anstrenge sig.

 Afsluttende moraliserende rant – det er samfundets skyld

 Det er svært og ubehageligt at vænne sig af med alle de vaner og afhængigheder vi er blevet fodret og opdraget med gennem hele vores opvækst. Der er tonsvis af ting vi måske aldrig har tænkt over der er i vejen for vores trivsel. Mange af dem er ovenikøbet forbundet med hygge og sociale arrangementer og der kan være noget FoMo og frygt for social isolation forbundet med at træde ud af nydelsesfællesskabet.

 Men alt det vi går og bilder os selv ind, er fornøjelser har den stik modsatte virkning på vores lykke. Vi har aldrig haft flere ting at fordrive tiden med, aldrig haft mere at proppe i hovedet og depression, fedme og ensomhed har aldrig været højere.

 Det er foruroligede at så få sætter spørgsmålstegn ved et system hvor vi afleverer både sjæl og penge og intet får igen. Der bliver konstant markedsført til vores dårlige selvværd og hang til nydelse og når det så manifesterer sig i fysisk sygdom eller depression står der nogen klar til at slå plat på det med en pille eller et pulver. Et loop uden udsigt til helbredelse.

 Hvad er det vi er så bange for ved at bryde ud af det net af afhængigheder vi har viklet os ind i? Er det en frygt for tomhed, ikke at vide hvad vi skal bruge livet på hvis vi ikke konstant er beskæftiget med at indtage, forbruge eller tænke på det næste hit?

Hvor mange mennesker møder du på ugentlig basis der ikke bare driver gennem tilværelsen? Deres kroppe er i bevægelse, men deres sjæl er komatøs. Konstant klistret til skærmen, tyggende på snus, gurglende på energidrik, fanget i et mentalt limbo mellem voksenbekymringer og forventninger til fremtidig lykke der aldrig bliver forløst.

 Hvorfor accepterer vi situationen som den er nu? Hvorfor er vi ikke fucking rasende over et system, der ønsker os syge og afhængige, hvor alt vi omgiver os med langsomt dræner os for livsenergi?
 
Vi accepterer det ikke bare, vi betaler glædeligt for at spilde livet med streamingtjenester, tælle dagene til den næste iPhone udgivelse, proppe os med uhellige kombinationer af fedt og kulhydrater fra snackafdelingen og skyller ned med aspartam-vand.

Vi tror, vi fornøjer os gratis, når vi scroller på Instagram eller ser top-10-lister på YouTube. Vi fejrer det måske med et maraton på PornHub.

 Men intet er gratis; vi betaler med vores sjæl.

 Når vi går i seng, kan vi se tilbage på en dag fyldt med dopaminudløsninger – men ingen bedrifter. Er det bare sådan det er? Har menneskeheden sejret sig ihjel?

 Afsluttende moraliserende rant – det er vores ansvar

 Svaret er at vi har det system vi fortjener. Det er ikke fordi systemet er ondt, men fordi det frie marked giver os præcis det vi som forbrugere efterspørger. Markedskræfterne har bare været så dygtige til at møde efterspørgslen, cracket samtlige algoritmer og huller i det menneskelige belønningssystem, at vi nu alle har en lang række vaner og handlinger vi gentager på daglig basis, som intet agvnligt gør for vores trivsel.

 Modgiften er et liv hvor vi er i udvikling, hvor vi er noget for andre, hvor vi er sammen med andre, gør ting der giver mening. At opsøge anstrengelse, lidelse, umage, være som Sisyfos og romantisere det. Tvinger dopaminbalancen i vores favør. Der er en form for sadistisk nydelse når man modstår fristelser, omfavner lidelsen og beviser sin viljestyrke overfor sig selv i jagten på et højere mål og ønsket om et bedre liv. Hver dag bliver en test.

 Vi er alle på en rejse som vi aldrig kommer i mål med. At gøre sig fri af sine laster er ikke en enkel handling som at trykke på en knap, men en lang og uendelig proces.

Hver dag har vi en lang række valg for hvilken retning vi ønsker at leve vores liv, men alt for ofte vælger vi den magelige rute og lader dovenskaben og nydelsen vinde. Smider benene op foran fjerneren, knapper en dåse og bestiller take-away.

  Meget få af os er alkoholikere, narkomaner eller ludomaner, men alle er vi afhængige og hælder dagene i lokummet, sætter livet på fast-forward og skynder os mod graven og fylder tiden ud med fuldstændigt ligegyldige overspringshandlinger i stedet for, eller måske af frygt for, at leve. For vi har aldrig lært det.
 

Opsummering af rant

Det handler ikke om at man ikke må dyrke ”hygge og afslapning”, men når det bliver brugt som påskud for at stene foran en skærm eller mødes over slikskåle og alkohol så vidner det om en kultur hvor småmisbrug er så indgroet at vi ikke kan adskille de to ting.

Jeg tror de fleste af os går rundt med en form for dårlig samvittighed over alle vores små dårlige vaner, men jeg tror de færreste har en bevidsthed om hvad de reelt gør for vores glæde og tilstedeværelse i livet. Man behøver ikke gå fuld munk-mode, men jeg tror at samtlige mennesker i den vestlige verden, der befinder sig i toppen af Maslows behovspyramide, ville have det federe ved at skrue ned for dopaminen og op for nærværet og anstrengelserne.