“Din identitet er ikke din egen”. Om social konformitet, frygten for at stikke ud og behovet for at høre til

12 minutters læsning

Indledning

”Helvede er de andre” – Jean Paul Sartre

  Vores behov for at tilhøre en gruppe samt overfiksering på hvordan andre opfatter os er nok de nedarvede træk fra vores jæger/samler-forfædre der er mindst hensigtsmæssige i moderne kontekst, og det siger ikke så lidt når man tænker på vores tilbøjeligheder til at smide stængerne op i sofaen, konsumere hjernedød underholdning, spise energitæt mad og hengive os til impulsivt nydelsesfråseri.

 Urhjernens nutidige benspænd

 Vi har en masse nedarvede træk, der har været mega praktiske og helt kanon til at holde os i live, men som i dag er mindre heldige og kommer til udtryk på forskellige ret uhensigtsmæssige måder:

-Det der drev os til at opsøge energi og næring nok til at overleve vinteren, gør os i dag fede.
-Det der holdt os fri for at overforbruge energi, gør at vi i dag bliver dovne. Det der gjorde os til kreative, iderige, fokuserede og handlekraftige jæger/samlere gør os i dag til en flok omvandrende rastløse og utilpassede ADHD diagnoser.
-Det der gjorde at vi ikke blev udstødt socialt fra gruppen, og dermed overladt til den visse død, var vores evne til at passe ind i en flok, ikke stikke for meget ud og ikke gøre os upopulære.

Evolutionære genistreger, moderne trivselsforhindringer.

 Vores urhjerne er ret ligeglad med vores sindsro, lykke og ambitioner om en flot bikinikrop. Dens eneste mål er at holde os i live længe nok til at vi kan formere os. Derfor driver den os mod magt, penge og status for at virke attraktive – og mod konformitet, så vi ikke bliver udstødt. Resultat: Usikkerhed og en neurotisk overbevidsthed om, hvad andre tænker.

 Social udstødelse var noget man i stenalderen for alt i verden ville undgå. Men hvor det i stenalderen var mere alvorligt og direkte forbundet med ens overlevelse hvis man satte spørgsmålstegn ved at ofre det sidste lam til solguden, så er frygten for social isolation nu om dage en selvskabt illusion. Problemet er at angsten for at lave det forkerte jakkevalg aktiverer de samme hjernecentre som det at blive anklaget for at være heks; vores urhjerne kan ikke kende forskel.

 Dette træk er så stærkt at vi vil gøre og finde os i nærmest alt, hvis alternativet er ensomhed. Jeg var selv i et miljø i mange år hvor jeg kunne betragte en masse skæbner, der befandt sig i den nedre del af hierarkiet. De udsatte sig selv, helt frivilligt, for det der bedst kan beskrives som ultramobning. Uden udsigt til nogen form for socialt avancement dukkede de op gang på gang, uge efter uge og lod sig agere boksepude og jokepointe til andres morskab og statussikring.
Konklusionen må være at tanken om at stå helt alene og udenfor er mere ubehagelig end det at lade andre booste deres ego på ens bekostning ved at blive latterliggjort og hundset med.

 Behovet for at høre til. De tre problemkategorier:

 Vi tror at vi går og foretager en masse selvstændige valg, men det er i virkeligheden vores behov for at passe ind der trækker i trådene: vi går i tøj som dem vi kender, går i byen de samme steder som dem vi kender, bliver klippet som dem vi kender og kan lide musik som dem vi kender. Alt sammen ret uskyldigt.

Vores problemer opstår når ønsket om at passe ind får en negativ indflydelse på vores liv og findes i tre kategorier. Jeg ridser dem kort op her og her uddyber hvert punkt efterfølgende:

 -Kategori 1. Den indre strid: Den første type problemer har en meget internt følt karakter. Det er når bevidstheden om andres tanker kommer til at fylde for meget og selvindbildte forestillinger om hvad andre tænker gør at objektivt set helt ufarlige situationer i hverdagen kan opleves som liv eller død. Tøjkriser, hårkriser, FOMO og moralske tømmermænd er typiske symptomer på at vores pattedyrshjerne forsøger at skræmme eller skamme os til konformitet.

 -Kategori 2. Ureflekterede livsvalg: Den anden type problemer opstår når vi ukritisk bruger andres adfærd som reference for hvordan vi skal leve vores liv. Ved at gøre normerne i vores kultur til guide for hvad der er acceptabelt, hvad der er sundt, hvilke værdier vi skal prioritere, hvilken partner vi skal vælge, hvilke mål vi skal forfølge og hvad der gør os glade, så risikerer vi at træffe valg der ikke opfylder os, men blot lever op til samfundets uudtalte forventninger.

I værste fald risikerer vi at få vi de samme resultater som omverdenen: overvægtige, deprimerede, stressede og ensomme.

 -Kategori 3. Osteklokke-sekterne: Den tredje type af problemer er identitetsmæssige. Vi begynder at tillægge os de holdninger og værdier som dem vi sympatiser med og begynder at hade eller se ned på dem som vi ikke kender og ikke vil identificere os med. Vi skaber grupper af ”rigtige” og ”forkerte”, fordi det er en tryg, rar og simpel verdensanskuelse.

 Kategori 1. Den indre strid - overfokus på andres tanker om vores person:

 For vores forfædre var gruppeaccept lig med overlevelse – udstødelse betød død. Derfor har vi arvet en hyperbevidsthed om, hvad andre tænker: Fra køddelingen ved bålet til vores dårlige jokes i dag.

Dem der afveg, var kontrære, belastende eller satte sig imod lederne har ikke været troværdige og pålidelige allierede og har i værste fald ikke fået deres gener videreført. Denne form for social bevidsthed gav mening i en tid hvor 50-100 mennesker cirka var det antal mennesker vi kunne regne med at forholde os til igennem et helt liv, men i en verden hvor den gennemsnitlige vesterlænding har over 500 venner og bekendte på de forskellige sociale medieplatforme kører den her mentale baggrundsproces konstant på overdrive. Vi har aldrig været skabt til at forholde os til hvad hele Instagram synes om vores person, vores karrie- tøj- og partnervalg. Sociale medier har skruet ekstra op for det pres det er at ”gøre det rigtige” og vi udsætter os selv for det helt frivilligt, men ubevidst, på daglig basis. En nærmest ubærlig mental byrde hvis vi lader det fylde for meget.

 Det første skridt mod at gøre sig fri af de lænker vi slæber rundt på må altså være at blive bevidste om at de her mekanismer foregår og at det er noget vi alle har arvet. Hvis ikke, så er vi dømt til konstant at gå rundt med en overbekymring der lurer i baggrunden samt at gennemleve de ubehagelige følelser der opstår i uvante, men ufarlige, sociale situationer, det grubleri vi gennemgår når de mange forskellige outfits bliver visualiseret inden vi kan beslutte os for hvad vi skal have på til vores vens bryllup om fire måneder, de selvdestruktive tanker om vores huds mange fejl der farer igennem hovedet når vi gør os klar foran spejlet til en bytur eller når gymnasieeleven laver den cost/benefit-analyse der konkluderer at det er bedre at overskride sin fraværskvote og gå op i fuldt pensum end at gennemleve den ydmygende oplevelse det er at tage i skole med en hårdag fra helvede.
 Når vi først kan kende den her urmekanisme så kan vi begynde at indse to ting: dels at det er irrationelt at blive så bekymrede, da vores overlevelse ikke længere er betinget af en lille gruppes accept, dels at alle i virkeligheden er ret ligeglade med os og selv render rundt og bekymrer sig om hvad alle omkring dem går og tænker.

 Kategori 2: Ureflekterede livsvalg - når vi lader omverdenen påvirke vores livsretning:

”… Vi elsker os selv mere end andre mennesker, men bekymrer os mere om deres mening end vores egen…” – Marcus Aurelius, Meditationer 12:4

 Én ting er det følte ubehag og de tanker vi kan gå og tumle med som følge af vores sociale overbevidsthed, hvilket kan være slemt nok i sig selv.

Men vores medfødte anlæg for social konformitet gør at vores forestillinger om hvad andre tænker kan ende med at have unødigt stor indflydelse på vores liv. I den blide ende har vi ting som hvorvidt vores jakke er så meget ”so last year” at vi skal gå i overtræk for at få den opdateret til en mere tidssvarende version, hvad vores holdning er til de ømtålelige emner i den offentlige debat der bliver debatteret i kantinen og om vores seneste sushi-post på Instagram har fået tilstrækkeligt mange likes til at den er socialt acceptabel at have stående til offentligt skue. De kan alle optage alt for meget kognitiv båndvidde på den korte bane, men er hver især ikke noget der ændrer grundlæggende på vores større livsvalg.

  Men de større livsvalg bliver også ubevidst præget af ønsket om social accept og frygten for omverdenens misbilligelse:

 -Vi vælger i høj grad uddannelse og karriere baseret på hvad der vurderes til at have høj social status såsom advokat eller revisor, ikke på hvad der vil gøre os lykkelige. De jobs og uddannelser bliver automatisk de mest kompetitive, selvom lykkeoutputtet ikke nødvendigvis følger med den forbundne status. I forlængelse af det kan vi klamre os så meget til et prestigefyldt job at vi ender med at identificere os med det og den følelse af værd og status det medfører. Ligeledes kan den forestillede opfattelse af penge som en indikator af vores kvalitet som menneske gøre at vi ender med at gå på kompromis med trivslen i resten af vores liv, hvis vores indkomst er høj nok.

 -Vi vælger at betale absurde overpriser for at bo i forkrampede kasser hvor et brusebad foregår håndholdt ovenpå toilettet, hvilket gør at al trafik til og fra badeværelset de næste 5 timer enten skal foregå barfodet eller i gummistøvler, blot for at kunne bo et sted der slutter på ”-bro”.

-Folk bliver veganere fordi konsensus i kulturen er at det er både sundere for kroppen og bedre for klimaet, uden på noget tidspunkt at have overvejet det klimaaftryk transporten og opbevaringen af avocadoer fra Peru har på jorden eller undersøgt hvad den langsigtede effekt af at undvære essentielle fedt- og aminosyrer, samt en række vitaminer og mineraler, vil have på deres krop og trivsel.

-Vi har ekstremt travlt med at finde en at slå os ned med inden vi bliver 30, da vi ikke vil lade skammens sorte peberkværn foran opgangen vanære os overfor de naboer vi måske ikke kender navnet på, men vis sociale agtelse vi alligevel rangerer så højt at vi klæder os ud hver gang vi går ned og handler i Brugsen.

-Vi lader forbrug og statussymboler i alle former og størrelser trække os rundt i manegen hvis vi oplever at omverdenen tillægger det en værdi og fatter ikke hvorfor vores flamboyante livsstil, fede bil, sjældne ur og lækre taske ikke har gjort os lykkelige endnu.

 Vi lader altså en hel masse antagelser om hvad andre tænker, gør, mener og værdsætter diktere hvad vi selv skal tænke, gøre, mene og værdsætte.  Problemet er, at det at noget er normalt, populært eller eftertragtet ikke på nogen måde er en garanti for lykke, men vi bruger det alle ”de andre” gør som en slags automatisk blåstempling. Før i tiden var det en naturlig logik at følge: ”De andre overlever ved at gøre som de altid har gjort, så virker det nok også for mig”. Det omvendte er nærmest gældende i dag, hvor algoritmerne og markedskræfterne appellerer til vores dårlige selvværd og statusangst og hvor man skal svømme mod strømmen for at have en chance for ikke at ende syg og deprimeret.

 Vi er alle skyldige i de her ting i større eller mindre grad, men uden at tjekke os selv ender vi med at blive en flok får der blot følger med, der er bange for at skille os ud i stedet for at lytte til os selv. Lette at manipulere til forbrug, lette at præge til at hoppe med på værdimæssige vogne og nemme at skræmme til konformitet.

“And now you do what they told ya” – Rage Against the Machine

 Det kræver en rimelig stor gentænkning af alt det man går og tager givet for at kunne stå på egne ben, tage bevidst ansvar for egne handlinger og ikke længere tilpasse sig ud fra hvad flokken eller seje enkeltpersoner definerer som succes. Det strider imod alt hvad vores gener ønsker for os, nemlig at vi bliver i vores trygge lille gruppe og ikke afviger fra normen.
Det er det Nietzsche kaldte ”übermensch”, en individuel, selvskabt og selvstændig eksistens, der gentænker alt i samfundet, strukturelt, åndeligt og værdimæssigt. Man skal se kulturens værdier som ting der bare er gået i arv fra generation til generation uden at nogen har tænkt videre over det, ikke selvfølgelige retningslinjer vi skal indrette os efter.

”Vores ønsker får os til at imitere og konkurrere med andre, men hvad vi i sidste ende søger, er deres anerkendelse og accept.” – René Girard

 Så for lige at opsummere den anden type af problemer vi oplever, så lever vi ud fra en lang række antagelser om hvad et godt liv er, som påvirker nærmest alle vores livsvalg, både store og små. René Girard var en fransk filosof der stod bag teorien om mimetisk begær. Den beskriver kort og godt denne anden type af problemer: fordi vi ikke intuitivt ved, hvad vi skal begære, efterligner vi andre i deres begær. Vi låner begæret fra de mennesker, som forekommer os at være stærke eller på anden måde gode at efterligne. Vi ved ikke, hvad vi vil have, eller hvordan vi skal leve, så vi kopierer hinanden og finder derigennem svar.

 Kategori 3. Osteklokke-sekterne: Når vores behov for at høre til bliver til identitet.

” Because I want – to fit – in!” – Patrick Bateman, American Psycho

 Som sårbart flokdyr har vi altid været afhængige af vores nærmeste; at danne alliancer og grupper. Dig og din bedste ven mod de andre i skolegården, A’erne mod B’erne, jeres skole mod naboskolen, jeres kommune mod nabokommunen, sjællænderne mod jyderne, danskerne mod svenskerne, europæerne mod amerikanerne og de hvide mod de mørke.
Vi finder instinktivt fælles træk at identificere os omkring og de grupper der har formået at samarbejde har udkonkurreret dem der havde travlt med at skændes indbyrdes. Jo mere der har bundet en gruppe sammen desto stærkere har den stået i modgang mod ydre fjender.

 Det næste jeg skriver, er på ingen måde videnskabelig bevisførelse, men jeg tror at vi er født med et nedarvet instinkt til at helliggøre og idolisere. Både enkeltpersoner og forskellige ideer om guddomme. Det at være sammen om noget større har forstærket gruppeidentiteten, har givet ansporing til mere ærlighed, gavmildhed og samarbejdsvillighed i gruppen med tanke på at en højere magt følger vores handlinger. Det har samtidig givet en større referenceramme at sætte gruppens værdier op på, noget moralsk godt overfor noget moralsk ondt. Det er denne tendens til at dele verden op og anskue den binært, at finde sammen med andre og dyrke det moralsk gode der, i mine øjne, er grobund for den tredje type problemer der er forbundet med at være et socialt dyr der har behov for at høre til: da vores egne meninger og holdninger altid er de gode er dem der mener anderledes derfor pr. definition repræsentanter for det onde. Netop derfor er stærkt følte meningsbaserede identiteter så farlige.

 ”Tribalisme” er et begreb der det at finde ligheder hos vores nærmeste, som vi kan alliere os omkring og samtidig finde forskelle hos ”de andre”, som vi kan alliere os imod. Som med alle vores andre nedarvede træk, der engang var en afgørende fordel for vores overlevelse, er det i dag en funktion der har en langt mere skadelig end gavnlig effekt på hele vores samfund.

I den relativt uskyldige ende af skalaen har vi klassekamp i skolegården og landskampsdriller mod svenskerne. I midten af alvorsskalaen har vi internetskænderier hvor forskellige kost- og livsstilsideologier udkæmper kampe på ord og i den mere alvorlige ende af skalaen ser vi hvordan politiske og religiøse overbevisninger fører til vold og optøjer.

 Vores trang til at høre til gør at vi identificerer os med en masse meninger og værdier som vi måske egentlig ikke havde den store holdning til inden, men som gruppeidentiteten pludselig gør at vi vil forsvare med liv og sjæl. Vi bruger en masse mental energi på det, selvom det burde være os uendeligt ligegyldigt, da de fleste af emnerne vi identificerer os med, er langt udenfor vores kontrolsfære. Sociale medier accelerer denne opdeling og algoritmerne fodrer os med ting vi kan forarges over, da splid og irritation gør at vi interagerer mere.

 Vores behov for fællesskab får os til at adoptere værdier ukritisk – fra mode og subkulturer til sportshold og politik til religion og konspirationsteorier. Når gruppen anerkender en værdi, tager vi den til os. Det er som at finde en familie. Vi køber uforvarende ind på værdier og holdninger der ikke nødvendigvis er moralsk forsvarlige eller faktuelt korrekte da andres sociale accept gør at vi automatisk identificerer os med dem.

 Men jo mere identitet vi ligger over i en enkelt gruppe, jo mere lader vi vores lykke være op til medlemmerne af denne gruppe; social udstødelse er kun ét dårligt tweet væk. Samtidig er vi nødt til at følge alle normerne i gruppen for ellers kan vi risikere at blive set som illoyale eller utroværdige og derved vil vores agtelse og status internt i gruppen falde. Blind loyalitet overfor gruppens værdier er dermed blevet afgørende for vores sociale tryghed og vi tilpasser vores holdninger til miljøet vi færdes i.

 Vi ender i ekkokamre hvor det vigtigste er at være konform, ikke at finde sandheden. Vi opgiver et ophøjet liv til fordel for tryghed og genkendelighed.

Pludselig har vi hjernevasket os selv og har ladet gruppens værdier diktere vores liv, berusede af den tryghed, mening og sammenholdsfølelse gruppen giver.

 Så for lige at opsummere den tredje type af problemer, så gør vores behov for at høre til og andres accept at vi ukritisk tager holdninger og værdier til os. Måske fordi den moderne verden er så kompliceret prøver vi at simplificere den for at skabe et trygt psykologisk miljø; det er nemmere at dele verden op end at forholde sig til dens kompleksitet. Så snart vi kender folks holdning til corona vaccination tager vi en masse mentale smutveje og antager at vi derved også kender den anden persons holdning til klima, racisme, kønspolitik, situationen i Gaza og muligvis også deres spisevaner.

Det at vi identificerer os med vores holdninger og deler verden op i gode og onde, er med til at ødelægge vores relationer. Vi bliver trigget af emner vi burde være ret ligeglade med eller tillægger andre mennesker holdninger på baggrund af én mening der ingen relevans har for noget som helst andet, og vi ser det ikke selv.

Vi går i forsvarsposition og bliver forargede hvis nogen stiller spørgsmål ved vores holdninger og derved identitet: “hvis du kritiserer min holdning så forkaster du den også forkaster du mig”.

Det er noget vi alle er skyld i og der er ikke nogen indlysende løsning. Det bedste vi kan gøre, er at hoppe af nyhedsflowet og prøve at være bevidste om alle de tilfælde hvor vi er i gang med at generalisere og mærke efter hvilke følelser andres holdninger vækker i os og hvorfor. I stedet for at prøve at have en holdning til alt er det måske meget sundt at sige ”det ved jeg ikke en skid om og jeg tror egentlig også at jeg er ligeglad, men hvordan har du det egentlig?”

 Skyggen

Nåh okay, vi har altså alle de her ikke så fede træk der gør os unødigt selvbevidste, lader andres værdier diktere vores livsvalg og i værste tilfælde gøre at vi finder sammen i grupper om outrerede holdninger. Hvad kan vi gøre ved det? En bevidsthed om selve behovet for at høre til er selvfølgelig første skridt, men hvordan finder vi roden til alle de mørke følelser der gør at vi ikke tør stå alene?

 Carl Jung havde et begreb for den del af vores sjæl få af os kender, eller har lyst til at kende. Alle de ting der ikke gør sig særlig godt på Instagram (det tæller ikke når man lige håndplukker et par sjove billeder af morgenhår eller en tre dage gammel ulækker opvask) som vi ikke ville drømme om at nævne på en første date eller til en jobsamtale.

 Alle de dele af vores personlighed der ikke er en del af den fortælling vi har om os selv på overfladen. Den del af sjælen kaldte han ”Skyggen”.

 Skyggen er der hvor alt det vi ikke vil kendes ved gemmer sig. De ting der er årsag til alle vores ubevidste tanker og de handlinger vi gør for at passe ind. De følelser vi undertrykker og skjuler, de personlighedstræk vi ikke vil erkende eller acceptere, de minder og traumer vi fortrænger og de konflikter og relationer vi ignorerer og undgår at forholde os til.
Med en smule selvindsigt kan vi reflektere over de tanker, der bliver til værdier, som bliver til handlinger som bliver vores problemer, men først når vi kigger ind i skyggerne kan vi for alvor arbejde med deres årsager og blive fri af dem. Problemet er bare at det er fucking ubehageligt.

”… Hvis en gud trådte frem for os – eller endda en vis person – og forbød os at skjule vores tanker eller forestille os noget uden straks at råbe det ud, ville vi ikke klare os igennem en enkelt dag. Så meget værdsætter vi andre menneskers meninger – i stedet for vores egen.” – Marcus Aurelius, Meditationer 12:4

 Skyggen dækker over en ældgammel forsvarsmekanisme. “Selvet” som vi opfatter det er programmeret til at undgå nærmere grundig analyse og dermed sjæleligt ubehag. Til at blive i det vante fordi det indtil videre har sikret vores overlevelse. I den kontekst er åndelig trivsel ikke så vigtig.

 Vores behov for at høre til gør at vi bedrager os selv og andre alt der får os til at stikke ud bliver gemt væk i skyggen.

 Målet er at forstå skyggen så vi kan begrænse den negativt styrende den kan have på vores adfærd. Når man forstår hvor drevet man er af sine egne skyggesider så indser man at andre mennesker også er det. Det gør det lettere at være empatisk og overbærende med andre når de handler irrationelt, men det gør det også lettere at kalde sine egne handlinger ud man gør for at passe ind.

 “ Desværre er der ingen tvivl om, at mennesket som helhed er mindre god, end han forestiller sig selv eller vil være. Enhver bærer en skygge, og jo mindre den er legemliggjort i individets bevidste liv, jo sværere og tættere er den. Hvis et mindreværd er bevidst, har man altid en chance for at rette op på det. … hvis det bliver undertrykt og isoleret fra bevidstheden, bliver det aldrig rettet. ”  - Carl Jung

 Skyggearbejde

 Og hvordan får vi så skyggerne belyst? Senere terapeuter har udviklet Carl Jungs skyggeteori og der er opstået et koncept der hedder ”skyggearbejde”. Man stiller en række spørgsmål der skal hjælpe med at belyse de sider af os selv vi ikke er fuldt bevidste om eller har svært ved at acceptere. En slags selvterapi.

Det er vigtigt at svare ærligt, det er kun en selv der skal høre svaret. Når jeg selv stiller de her spørgsmål, kan jeg straks høre mit ego begynde at lave sådan nogle PR-medietræningssvar der skal lave damage control hvis nu svaret skulle slippe ud til omverdenen. Det skal man lige ud over. Det er vigtigt at tage sig god tid til hvert spørgsmål. Stille dem flere gange og lige bruge 10 minutter, hvor der ikke kører podcast, musik eller skærme så man reelt kan bearbejdede det uden distraktion.

 Hvis du vil være next level så tag spørgsmålene med på et silent retreat hvor du samtidig faster og lad mig høre om du endte med at transcenderede det materielle univers og hvad der i så fald er på den anden side, men mindre kan også gøre det…

Lad spørgsmålene synke ind, stil dem igen og igen, besvar dem igen og igen. Få dem lidt på afstand og spørg igen om et par dage. Det er en proces hvor man kun langsomt løsner op og ikke får en akut åbenbaring. Man stiller måske spørgsmålet 10 gange. De første tre svar kommer let, de er en slags automatsvar, ikke nødvendigvis ærlige. De næste er så lidt sværere og gør måske lidt ondt, men nærmer sig ærlige erkendelser. De sidste er som at vride vand ud af en sten, det kramper i sjælen og man skal lede langt og længe efter noget brugbart. Man får ikke nødvendigvis et endeligt svar på hvert spørgsmål, men de sætter forhåbentligvis nogle tanker i gang om mekanismer man ikke var bevidst om.

 Nogle spørgsmål kunne være:

 Hvordan vil dine venner eller familie beskrive dig?

Hvilke situationer undgår du?

Hvilke træk ved andre mennesker irriterer dig mest?
Hvornår føler du dig mest dømt eller kritiseret af andre?

Hvad er den ene ting du ikke vil have andre skal vide om dig?

Hvad skammer du mest dig over?

På hvilke områder føler du ikke du hviler i dig selv?

Hvad er din største usikkerhed?

Hvad frygter du mest?
Hvilket image bruger du tid på?

Hvad ved din personlighed vil du ikke indse?

Har du undersøgt de holdninger du identificerer dig med til bunds eller gengiver du bare hvad andre har sagt?

I hvilke situationer spænder du mest i kroppen og hvorfor?

Har du nogle holdninger du holder tilbage af frygt for hvad andre vil synes om dem?

Hvad lever du for?

Hvad vil du dø for?

 Jeg er ikke terapeut eller på den anden side af en mental renselsesproces og ud over at være tålmodig med de her spørgsmål har jeg ingen råd eller tricks jeg vil prøve at belære andre om. Jeg er meget langt fra at være perfekt eller at have behandlet mine egne skygger. Pointen er at det gælder om at få en bevidsthed om de her mekanismer hvis vi ikke vil bruge tid og ressourcer på at bedrage os selv og verden omkring os for at passe ind og føle os gode nok.

Ved at få belyst vores skygger kan vi bedre forstå os selv og hvorfor vi reagerer som vi gør, hvorfor vi prioriterer som vi gør og forhåbentligvis blive mindre usikre, mindre påvirkelige og mere frie.

Opsummering

 I stedet for at bilde os ind at vi er frie og upåvirkede af vores omverden skal vi hellere anerkende at vi har et medfødt behov for at passe ind og prøve at navigere ud fra det, så vi undgår at træffe valg der ikke gavner os og de værste psykologiske stressfaktorer det kan medføre at være over bevidst om andres tanker.