Faste

15 minutters læsning

Introduktion. Problemet med afhængigheder og fastens rolle i at bryde dem

I serien om hvorfor vi alle er fucked var der et afsnit der omhandlede afhængigheder. Det korte af det lange i det indlæg er at vi alle er afhængige i en eller anden grad og at vi enten er fuldstændigt uvidende om det, eller at vi skubber vores uvaner i baggrunden og udskyder at forholde os til dem.

Afhængigheder er en form for loop hvor man søger at genoprette dopaminbalancen i hjernen ved at foretage dopaminudløsende handlinger. Handlinger der så fører til nye cravings, der fører til flere dopaminudløsende handlinger og sådan fortsætter loopet.
Vejen ud af denne cyklus kræver at man bryder kæden. Det er her, at en periode med bevidst afholdenhed kan hjælpe os med at bryde fri fra afhængighedsloopet og finde mental klarhed.

Askese og faste gennem tiden: Historisk og spirituel kontekst og overførbarheden til i dag 

De fleste religioner har en tradition for at faste i en eller anden form. Faste har været brugt som en åndelig disciplin hvor formålet er en renselse af kroppen og sindet. En proces der skal hjælpe til fordybelse, refleksion og at træne sin selvdisciplin.
Samtidig skal det skabe en taknemmelighed for det man har og en indsigt i hvor lidt eksternt man egentlig behøver for at være glad, tilfreds og have sine behov dækket.

Alt sammen fine værdier, men noget de ikke gik og bøvlede med dengang, er alle de moderne distraktioner som vi andre bliver bombarderet med hver dag. Der var ikke noget snus, energidrik, slik, smøger eller sociale medier. Der er altså langt flere laster at være opmærksom på nu til dags. Jeg synes især at det er i denne sammenhæng det er værd at støve konceptet af og se hvad det kan bruges til: En øvelse hvor man gentænker alle de uvaner og afhængigheder man unægtelig har tilegnet sig. Hvilke fristelser falder man normalt i? Fører de til stress eller uro? Hvordan reagerer sindet når man fjerner mulighederne for at overdøve larmen? Hvilke følelser dukker op? Hvad er det man forsøger at undgå at mærke? Traditionen med at faste kan altså hjælpe med at afsløre hvor mange ting vi egentlig er afhængige af. Med lidt refleksion kan man måske endda afsløre hvad det er man prøver at undgå at forholde sig til.

 Faste nu om dage: En kortsigtet slankemetode 

Nu om dage har konceptet skiftet form og en faste er, meget vestligt, blevet et rent fysiologisk projekt der mest handler om vægttab og sunde biomarkører. Der er mange versioner, men de har det samme til fælles at det eneste man egentlig gør, er at undlade at spise i et givent tidsvindue, eller helt afstår fra mad i flere dage. Et slags prestigeprojekt for folk i den øvre middelklasse, som gerne vil bevise en pointe. Jeg er selv skyldig.

 En faste kan som nævnt have mange fordele, men langt de fleste vælger faste af en helt forkert årsag, nemlig som en vægttabsmetode. Man taber sig da uundgåeligt også ved ikke at spise i en længere periode, men der er nogle problemer ved at sulte sig for at tabe vægt:

 1: Du lærer intet om dine vaner, mads værdi eller dit eget sjæleliv. Du kan måske lide dig igennem en periode med en motivation fodret af en blanding af dårlig samvittighed og dårligt selvværd, men det er ikke en selvkærlig tilgang og når perioden er slut, har du enten fejlet, med endnu mere dårlig samvittighed til følge, eller også har du gennemført og står nu med et lavere tal på badevægten, men fuldstændig rådvild om hvad du nu skal gøre for at det tal ikke meget hurtigt vil kravle op hvor det var da du startede, samt et smadret stofskifte. Derudover har du ikke fået nogen indsigt i hvilke dæmoner der trækker i dig og hvad der fik dig til at overspise i første omgang.

 2: Du smider måske vægt, men fordelingen af forbrændt fedt og muskel er højst sandsynligt ikke som du ønsker. Du vil have langt mindre energi til at træne og mindre næring til musklerne så din proteinsyntese vil være lav og kroppen vil bruge af både muskler og fedt for at undgå sultedøden. Kroppen vil som bekendt overleve, den er ligeglad med dine forfængelighedsmål. Du ender måske med lavere vægt, men med en lige så høj eller højere fedtprocent.

Med det forkerte fokus er faste altså et misforstået forsøg på at ændre sin kropskomposition som ikke vil give de langsigtede resultater man leder efter og man lærer intet om sit eget sind. At anskue faste fra en mere holistisk vinkel vil til gengæld give mere bæredygtige resultater. Faste bør være en form for fysisk og mental nulstilling hvor man får en øget åndelig indsigt. En periode hvor man fjerner så mange af sine laster som muligt, så man på et oplyst grundlag kan vælge hvilke der er værd at have i sit liv og i hvilket omfang.
Når man aldrig har været foruden alt det man går og distraherer sig med til dagligt, så har man aldrig mærket fraværet og dermed har man ikke en reel bevidsthed om hvad man har af uvaner og hvilken magt de har over en.

 Udfordringer og fristelser: Hvordan faste tester os mentalt og fysisk 

”Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg” - Esajas Bog 58:6

 En holistisk faste lyder måske som et spændende projekt, men åndeligheden bliver ret hurtigt testet i en grad man ikke er vant til når man går fra at leve som man plejer til en periode med afholdenhed. For det første har man ikke noget man kan bedøve de normale følelser af rastløshed, ensomhed, kedsomhed og stress med. Som om det ikke var nok står du pludselig med en række abstinenssymptomer som du også skal forholde dig til. Det hele kan virke meget overvældende. Det er nu testen begynder. Uden en formuleret intention om en åndelig udrensning og selvkærlig læringsproces har man ikke mange chancer, man drukner simpelthen i larmen.

 Jesus selv gennemgik 40 dage og nætter i ørkenen hvor han fastede, ikke for at blive bikiniklar til sommeren, men for at lade sig friste. Friste af djævelen, for at blive testet.
Det er den samme tilgang vi skal gøre os. Det bliver fucking hårdt, kedeligt, ængsteligt, angstprovokerende. Derfor skal vi gøre det, for at modstå fristelsen og bestå testen.

Det er når vi er pressede, ude at skide, når vores dopaminbalance forsøger at regulere sig tilbage og skriger på mere nydelse, når sulten trænger sig på, når vi føler os ensomme, når blodsukkeret dykker, det er der djævelen melder sig. Men djævelen kommer forklædt, ikke med trefork og hale, men forklædt som fornuft og saglige argumenter. ”Du har gjort det fint nok nu, du behøver ikke bevise en pointe”, ”Tænk på den fremlægning du har i morgen, det er dumt hvis du er svimmel og desorienteret”, ”Kaffe er jo ikke et rigtigt rusmiddel og det er i hvert fald ikke mad, så du kan godt lige tage en kop”.

 Hvordan fasten taler til os, hvis vi vil lytte

Når du faster, kommer du i kontakt med dine inderste længsler, din angst, dine behov.
 Når der ikke er en konstant støj fra distraktioner, kan vi blive mere lydhøre, mere fintfølende.
Vi ser indad, men ikke alt, hvad vi møder i vores indre, er smukt. Ikke alt hvad der gemmer sig i skyggerne, har vi lyst til at se. Vi har hver især vore egne dæmoner at kæmpe med, som vi bør tæmme.

På den anden side er belønningen: At vide at man kan mere end man fortæller sig selv. At de stemmer der, fortæller dig at du ikke kan gennemføre er de samme stemmer der holder dig tilbage i middelmådig magelighed og gør at du aldrig tager det ekstra skridt der rykker dig.
 At de undskyldninger der dukker op i din bevidsthed, ikke er dig, men det er dig der vælger at lytte til dem.
En faste er ikke romantisk eller sjov. Det kræver en formuleret intention og en bevidsthed om at overholde den. At være opmærksom på tankerne der dukker op og distancere sig fra dem, men ikke distrahere sig fra dem. Det er testen og det er samtidig målet.

Faste i praksis, maden

Så har jeg vrøvlet længe nok om intentioner og hvad baggrunden for faste bør være. Hvad gør vi så i praksis?

Jeg foreslår en faste som følgende:

 21 dage med faste fra man vågner til solnedgang 16:30. Med start d 1. december og slut d. 21. så ville man afslutte ved vintersolhverv, årets korteste dag. I en måned fokuseret på forbrug, materialisme og løsløben hedonisme og hvor alle andre uhæmmet propper sig og lever efter vaner, impulser og nydelse så øver man selvdisciplin og afhold.

 Med et vindue der åbner allerede ved 16-tiden, så er det så tilpas nemt at man kan fungere kognitivt og fysisk derhjemme og på arbejde, men stadig så stramt at man til sidst vil være ved at give op, træt og afkræftet. Man vil ligeledes kunne deltage i måltider i sociale sammenhænge og det vil standse tids nok til at man kan holde jul.

 Med relativt færre kalorier at gøre godt med giver det også muligheden for at gentænke kvaliteten af de fødevarer man indtager. En større værdsættelse af sine måltider og hvad de rent molekylært bidrager med til din organisme. 

Man har nærmest kun ét måltid på dagen at gøre godt med. Det giver muligheden for at tage aktiv stilling til hvad intentionen skal være når man går ind til det: Skal det være et måltid hvor du slår hjernen fra og hæmningsløst fortærer alt det dine lyster begærer i form af slik, kager og pizza?
Eller vil du ære og nære din krop, tænke at det med så kort tid er mere vigtigt end nogensinde at hver bid bidrager maksimalt til din organisme? At få så mange sunde fedt- og aminosyrer ind som muligt og samtidig begrænse mængden af giftstoffer som optages og lagres i din krop.

 Overvej igen intentionen med en faste. Hvis det bliver et nydelsesorgie, hvor er så alle tankerne om beskedenhed og ydmyghed? Hvor er tankerne om taknemmelighed for hvad mads hovedegenskab egentlig er og hvor meget vi bør værdsætte at have adgang til det? Adgang der geografisk, historisk og demografisk er få forundt.

 Det meste af vores historie har handlet om at kunne skaffe føde til os selv og vores nærmeste blot for at overleve. Som med alt andet er det nu om dage blevet vendt på hovedet og vi skal nu beherske os selv for ikke at spise os til sygdom og overvægt.

Faste i praksis, alt det andet

En faste skal som sagt ikke begrænse sig til mad. Det handler om at afholde sig fra alle de distraktioner der er mulige. For at opnå indre ro, åndelig dybde, personlig vækst, klarsyn, selverkendelse og dykke dybere ned i sindet og finde ud af hvad der egentlig rør sig er vi nødt til at fjerne alt det der forstyrrer. Det vil altså sige 21 dage hvor man afholder sig fra mad indtil solnedgang. I fastevinduet er der ikke andet end vand, ilt og 0,25L kokosvand for elektrolytter. Derudover ingen stimulanser, det vil sige ikke noget nikotin, koffein eller alkohol, det gælder hele døgnet i 21 dage.
Når fastevinduet for mad lukker, er der frit slag, du kan spise hvad og hvor meget du vil, det er nu op til dine intentioner og fornuft at træffe de rigtige valg, hvem får lov at styre slaget? Den sorte hest eller din fornuft?

I perioden hvor du ikke spiser er der heller ingen apps, intet der kan distrahere eller fjerne dit fokus. Det vil sige ingen gaming, ingen streaming, ingen kattevideoer på YouTube, ingen internet casino, ingen musik, ingen tinder, ingen candy crush, ingen instagram, ingen twitter.

De eneste apps der giver mening, er hvis man har en app til guided meditation.
 Brug podcasts med måde, som inspiration eller refleksion når sindet er lydhørt, ikke som distraktion for at overdøve dine indre stemmer.
Medmindre dit arbejde afhænger direkte af det er der generelt ingen ting tilladt der kræver adgang til internet. Når fastevinduet lukker er det igen op til din fornuft og samvittighed hvorvidt du vil overkompensere dit manglende medieforbrug eller du vil bruge det med opmærksomhed og bevidsthed.

 Det lyder sgu for tungt, hvad skal jeg bruge tiden på?!

 Hvad er så tilladt? At se skyerne bevæge sig over solen, høre vinden i træerne, kigge dine kære dybt i øjnene og fortælle om dine følelser, tanker og oplevelser. Dykke ind i dig selv og finde styrken, minde dig selv om dine intentioner. Mærke abehjernen skrige på stimulans, få nydelse af at høre den lide.
Den er måske lidt svær at sælge, men stay with me!

 At snakke om se på naturen lyder meget godt, men jeg er stadig ikke overbevist

21 dage hvor du kun får omkring et måltid om dagen der er så naturligt som muligt, ingen medier eller rusmidler til at distrahere. Det lyder fuldstændig uoverskueligt og angstprovokerende for de fleste af os. Hvad skal vi gøre med os selv, vores følelser, tanker og abstinenser? Det aner vi ikke. Og netop derfor skal vi gøre det. Det der lyder som at gennemføre en ironman med en brækket fod efter at have været indlagt med en ondartet streptokokinfektion er i virkeligheden det der har været en hel normal hverdag for vores forfædre for 10.000 år siden. Det siger noget om hvor distraherede og afhængige vi nu er, hvor meget vi bevæger os rundt i en mørk sky hvor vi ikke kan se lyset. En mørk sky vi har været i så længe at vi slet ikke er bevidste om et alternativ.

For at opnå sjælelig frelse, mental frihed og glæde ved vores eksistens er vi først nødt til at erkende i hvilke omfang og hvor ofte vi synder til skade for os selv. Først i et fravær af vores vaner kan vi se dem for hvad de er og hvilken effekt de har på vores evne til at se klart.

 Fasterefleksion

Én ting er at tage en skærmfri weekend eller at droppe morgenmad og frokost en gang i mellem. Noget andet er en at gå ind i en proces hvor man fjerner alle distraktioner, en proces der samtidig har en lang, nærmest uendelig, tidshorisont hvor forløsningen ikke kommer når fastevinduet brydes om eftermiddagen, men starter forfra igen og igen hver morgen.

 Man kan have gjort sig tidligere erfaringer med fastes værdier og prædike dets lyksaligheder ud fra de mange forestillinger man gør sig om den rejse en længerevarende faste kan give, men én ting er hvad man tror når man sidder i sin lune sofa og er tryg, mæt og varm og ikke har været alene med sine tanker, mærket sult eller på noget tidspunkt gået uden alle de små afhængigheder man har samlet op i løbet af sit liv, noget andet er den følte oplevelse der er langt mindre romantisk.
Det er nemt at rant’e om en faste, men det ville runge hult hvis det var ren belærende teori, så for ikke at være en kæmpe hykler måtte jeg walk the talk for også at kunne lave en troværdig erfaringsdeling, så her kommer de refleksioner jeg har gjort mig efter forløbet:

 Mine første tanker om processen var at det ville blive nogle rigtig lange uger.
Til hverdag ”faster” jeg helt naturligt fra mad i 12-14 timer, hvilket nok egentlig bare betyder at jeg ikke spiser mere efter aftensmad og at morgenmaden kommer noget efter at jeg er stået op.
Jeg har fastet i 24 timer nogle gange tidligere og følte det som et maraton hver gang, men det var efterhånden ved at være længe siden.

 Jeg gik ind i processen med et stofskifte som et japansk atomkraftværk efter en periode med intens træning og et dagligt kalorieindtag i omegnen af 3-4.000 kcal hvor jeg var vant til at spise hver gang blot en snert af sult meldte sig, ikke den mest glidende overgang til en fase der nærmest simulerer hungersnød.
Sulten var intens allerede fra kl 8 første dag og var det hele den første uge. Den var umulig at abstrahere fra, alle mine indbildte meditative egenskaber til trods. Efter en uges tid glattede sultfølelsen ud og blev en stabil følgesvend der ikke længere var invaliderende for min koncentration, men som bare lå og summede i baggrunden.

 Jeg troede derudover at jeg havde udfaset mit kaffeindtag, men jeg spurtede frontalt ind i en kold tyrker: jeg troede først at jeg havde fået influenza og madforgiftning på samme tid; den første dag oplevede jeg feber, muskelsmerter, hovedpine, kvalme og træthed. Jeg var ved at falde i søvn bag rattet flere gange og var nødt til at tage tidligt hjem fra arbejde for at lægge mig. Da fastevinduet lukkede, havde jeg ingen appetit på grund af kvalmen, men tvang nogle bidder ned, velvidende at næste chance for næring var 24 timer senere. Næste dag bød på lidt af det samme, men i en mildere version og tredje dag var jeg endelig symptomfri.

Jeg har aldrig regnet på mit koffeinindtag, men efterfølgende har jeg sjusset mig frem til at have ligget i omegnen af 6-700 mg koffein om dagen inden fasten. Til sammenligning er de danske anbefalinger at man maksimalt skal ligge på omkring 300 mg. Ups. Et rimelig hårdt selvtjek.

 Min energi, fysiske styrke, produktivitet og kreativitet styrtdykkede. Jeg kunne ikke sætte mig ud over sulten og følelsen af at være svækket. Jeg fik ikke de ophøjede åbenbaringer om meningen med livet som jeg havde håbet på, min muse var død.
Det var meget lidt romantisk, jeg kørte den udelukkende på stædighed og viljestyrke.
Der var dog en sadistisk glæde ved at opsøge og udsætte sig selv for fristelsen. Fristelsen til at give op, fristelsen til at søge distraktioner, fristelsen til at give efter for stemmerne der siger at man kan gradbøje sin faste og tvivle på hele dens formål.

 Jeg fik altså ingen input fra de højere magter om vejen for mit liv, men jeg gjorde mig i stedet en række erkendelser om mine vaner og fik en indsigt i hvordan jeg ønsker at hverdagen skal forløbe når jeg genstarter: Mere flow og intuition, færre distraktioner og færre kompulsive handlinger. Jeg planlægger at øge mit kaffe- og madindtag, samt min træningsintensitet, gradvist efter fasten og vil holde igen, og eventuelt skalere tilbage, inden nogen af dem får lov at tage overhånd. 

Jeg havde i forvejen ikke rigtig et forbrug af sociale medier, så det var ikke et afsavn.
Men bevidstheden om ikke at distrahere mig selv når jeg bliver stresset, overstimuleret, irriteret, ked af det eller oplever kedsomhed gør at jeg nu har nemmere ved at være til stede i alle situationer, følelser og stemninger, også ubehag. Den følelse af ikke at søge “det næste” hele tiden er ekstremt befriende og noget jeg vil holde mig selv op på og minde mig om at holde ved.

  Der er en kæmpe ro ved at vide at man kan stole på sig selv, holde sig selv op på et løfte. At man ikke giver efter for alle de undskyldninger som dukker op fra underbevidstheden. At kunne være i ubehag uden at knække. At sætte sig et mål der ikke var motiveret af magt, penge eller status og opnå det. At føle at jeg er den person jeg bilder mig ind at være og kan efterleve de værdier jeg prædiker selvhøjtideligt når jeg sidder i en varm stue med et glas rødvin og tror jeg har regnet det hele ud.
Faste er en øvelse jeg skal øve mig på, reflektere over løbende og gentage med jævne mellemrum. Det er den ultimative lavenergiperiode, man kan ikke forberede sig på hvor fysisk uoplagt man bliver. Det er umuligt at lave erobringer eller besejre andet end stemmerne i ens sind. Derfor er det vigtigt at vide hvilke spørgsmål man vil stille sig selv i en periode der er dedikeret til refleksion, hvor der ikke er al den eksterne larm der normalt distraherer en fra at komme dybt i sindet. Det er en oplagt mulighed for at lave det jungianske skyggearbejde man normalt undgår og jeg vil forberede nogle emner og spørgsmål til næste gang jeg dykker ned i det. 

 Jeg vil ikke huske tilbage fasten som en periode med afsavn, det var en proces hvor jeg kom tættere på mig selv. Men det var også en ensom proces og jeg savnede nogen at gennemgå og dele det med.

Afsluttende tanker 

Faste er nok den åndelige praksis der har mest værdi i en moderne kontekst hvor nærmest alle vores daglige handlinger er styret af en form for afhængigheder. Det er en mental øvelse i disciplin, prioritering og refleksion over hvad der giver livet værdi.

 For at kunne rykke sig fri af uvaner kan man ikke omgås folk der er styret af deres laster. Det har en selvforstærkende effekt at dyrke selvdisciplin og afholdenhed i fællesskab i en periode og at kunne have det som et projekt i en vennegruppe kan være en fælles udviklingsrejse, noget der knytter gruppen tættere og harmoniserer nogle fælles værdier.

 At have faste som soloprojekt er en fin øvelse, men at have det i fællesskab med andre må være en helt anden oplevelse. Der er en grund til at faster er stort opsatte sociale begivenheder i forskellige religioner, det sociale aspekt og de fælles formulerede tanker om processen giver det en ekstra dimension. Jeg håber at genbesøge det sammen med andre på et senere tidspunkt hvor man kan støtte hinanden og dele erfaringer.