Derfor er du fucked del 1: De fire idoler

12 minutters læsning

Baggrund

Hvad tilbeder du egentlig? Hvem styrer dit liv? Dig selv eller dit begær? Har du et stærkt moralsk kompas du navigerer efter eller lader du ubevidst samfundets trends og normer diktere hvordan du lever dit liv?
Religioner har i tidens løb fungeret som rettesnor i den vestlige kultur, men i takt med at samfundet blev mindre troende opstod der gradvist et moralsk tomrum. Denne tekst dykker ned i hvad det har betydet for vores sjæleliv og hvorfor vi alle sammen render rundt og har det så fedt materialistisk, men knap så fedt åndeligt.

Guds død og dets konsekvenser
I efterdønningerne af oplysningstiden hvor videnskabelige opdagelser havde medført en øget sekulær tænkning, forudså Nietzsche ”Guds død” - at der ville opstå en spirituel krise i samfundet hvor religionens moralske retningslinjer ville blive erstattet af individuelle og ureflekterede værdier.
Guds død virkede ellers umiddelbart som en befrielse: Pludselig lettede alle de åg der tyngede folks individuelle frihed og holdt dem underkuede med social kontrol og trusler om straf i efterlivet. Men sammen med de åg forsvandt også alle de normer som vi kulturelt havde fulgt, da kulturen i overvejende grad var baseret på traditionelle religiøse værdier.

Nietzsche så ikke ”Guds død” som værende godt eller dårligt. Han så det både som en risiko for at vi ville ryge i moralsk forfald, men også som en mulighed for at skabe vores egne værdier at leve efter. I mangel af en åndelig rettesnor var det, ifølge Nietzsche, op til os selv at finde lykken og skabe et liv i trivsel, men det krævede en dyb forståelse af vores menneskelige natur og en vilje til at omfavne livets udfordringer og lidelser.

På den anden side så han en faldgrube i fraværet af et religionens moralske fundament; at vi i stedet vil lade os styre af en form for massekonformitet, hvor samfundets normer bliver det vi bruger som rettesnor. En slags autoritet som vi automatisk antager har svarene på livets store og små spørgsmål. En flokmentalitet hvor det at mange værdsætter eller mener noget får en selvforstærkende effekt og bliver til en sandhed i kraft af at mange mener det samme. Jeg vil vurdere at vores succes med at undgå ukritisk begærstyret massetænkning og i stedet indføre et sundt kollektivt mindset ligger et godt stykke under middel.

Hvad tilbeder vi i stedet for Gud?

 Hvis vi ikke tror på Gud længere, er vi så bare glade, frie og oplyste? Mange moderne ateister tror fejlagtigt, at de ikke følger en spirituel praksis.; det er i bedste fald en misforståelse, i værste fald et selvbedrag. Den spirituelle praksis er bare ikke bevidst: vi tilbeder de ting vi værdsætter og dyrker mest. I fraværet af et fælles moralsk kompas har vi ubevidst skabt vores egne afguder – magt, penge, status og nydelse. En kollektiv begærskultur.
Biler, ure, tasker, ting, titler, likes, følgere, komfort, magelighed, frås, forbrug og fester bliver vores idoler; billeder vi skaber i hovedet af at vi bliver tilfredse og lykkelige hvis vi opnår dem. Fortællingen er at hvis du ikke er lykkelig, så er det fordi du ikke har nok. Men det er tomme løfter; intet verdsligt vil i sidste ende kunne udfylde vores sjæls behov.

Det handler ikke om at eje mere, men om at ønske sig mindre

Vi er biologisk programmeret til at ville have mere, til aldrig at være tilfredse, vi havde aldrig overlevet evolutionært hvis vi tog til takke. Det er den mekanisme markedskræfterne udnytter, men det eneste man mærker når man tror man er ankommet er et kort dopaminsus efterfulgt larmende tomhed. Cyklussen gentager sig og vi opnår aldrig sjælefred hvis vi ikke får den brudt.

Det er så simpelt at det lyder banalt, men buddhisterne har regnet den ud for længe side: i buddhismen siger den ”Første Ædle Sandhed”, at "livet er lidelse" (Dukkha). Ideen er, at livets generelle utilfredsstillende karakter opstår af en indbildt længsel efter ønsker om, og tilknytning til, det eksterne. Ting der er flygtige. Tankerne om alt det vi ikke har er det der frarøver os evnen til at være glade nu og her.

” I can't get no satisfaction” – Mick Jagger

De fire idoler

Ikke mere baggrund og teori. ”De fire idoler” er ikke bare et teoretisk koncept, det er også en øvelse hvor man ser hvor meget magt de har over ens daglige gøren og laden.

  Lad os ridse idolerne kort op inden vi går i gang med selve øvelsen:

Penge:

Dyrkelsen af penge som en falsk gud refererer til besættelsen af rigdom og materielle goder. Det er tanken om, at penge og det de kan købe i sig selv kan bringe lykke og tilfredsstillelse hvilket kan føre til en grådig og selvcentreret tilgang til livet.

Magt:

Magt som en falsk gud henviser til ønsket om at dominere og kontrollere andre, at være i toppen af et hierarki, ikke for at gå forrest som godt eksempel, men med det primære mål at være i en magtposition. Det handler om at dominere og føle sig overlegen og værdier som medfølelse og empati glider i baggrunden for at opnå målet om magt.

Berømmelse eller status:

 At få andres beundring og anerkendelse. I værste fald kan det føre til en overfladisk livsstil hvor man konstant forsøger at fremstille sig selv positivt og hvor det vigtigste er hvad andre tænker. Et liv hvor man er mere optaget af ens image og omdømme end af ens personlige integritet, mentale trivsel eller værdier.

Nydelse:

Dette er den mest tricky af de fire idoler da nydelse er allestedsværende og trænger sig på konstant hos os alle.

Nydelse som en falsk gud indebærer at søge øjeblikkelig tilfredsstillelse, distraktion eller glæde. Dette kan føre til impulsive handlemønstre: alt fra alkohol, slik, skærmkiggeri, dovneri, porno, gaming eller stoffer. Alle vores dopaminudløsende handlinger. Alle de ting der lokker med lykke, men som ender med at give fysiske og moralske tømmermænd.
Som livsstil er det den evige søgen efter forløsning i fornøjelser, altid på jagt efter den næste ferie der skal gøre en glad, den næste middag, weekenden der ikke må slutte. Forbrugsvaner der tager overhånd, Black Friday tilbud og uendelige streaming binges. Ikke nok med at de ting man jager, ikke vil indfri ens indre længsel, man kan ikke gemme sig for de skadelige effekter det vil have på krop, sind og pengepung i længden. Tomhed og apati lurer i baggrunden og stikker hovedet frem når den øjeblikkelige rus har fortaget sig og presser en til at gentage mønsteret.

Selvom nydelse måske ikke er det idol der fylder mest for den enkelte er det stadig det idol der er sværest at undgå da det er så integreret en del af vores kultur og er til stede konstant og overalt.

”Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider.  For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud” - Paulus’ 2. brev til Timotheus 3:1-4

Opsummering - hvordan tøjrer vi idolerne?

Vi træffer de fleste af vores daglige beslutninger baseret på tilbedelsen af vores respektive idoler. Hvis vi ikke tjekker os selv, kan vi ende på en endeløs jagt efter mere: højere løntrin, federe biler og flere statussymboler. Flere likes, skulderklap, beundrende blikke og berusende skærmforbrug. Den hedoniske trædemølle er uden ende.

Det er nemt at pege fingre og blive forarget når vi genkender det i andre fordi det fungerer som et spejl ind i vores sind hvor vi ser vores egen menneskelige grimhed. Det er iboende i os alle, men vi bryder os ikke om at erkende det.

Mange går igennem hele livet helt uvidende om deres motivationer. For nogen tager det overhånd og det kommer til at styre alle deres handlinger, til skade for dem selv og deres nærmeste og uden nogensinde at opnå den lykke de forbinder med deres idol.

Penge, magt og beundring er i sig selv ikke fordærvende. Det kan komme som afledte effekter af at dyrke sine interesser og forfølge sine mål med engagement og dedikation.
 En ren sjæl der brænder for et formål, kan nå uanede højder, men succes opnået med urene intentioner er ikke bæredygtigt: der findes masser af gangstere, diktatorer og politikere der kan sætte flueben ved en masse af de eksternt målbare parametre som samfundet betegner som ”succesfulde” og som bader i penge, fornøjelser, magt og beundring, men sover de godt om natten? Har de nogen der elsker dem betingelsesløst eller har de kun undersåtter der frygter dem og folk der omgiver sig med dem i håb om at der falder lidt af til dem?

Find dit eget idol

Jeg blev introduceret til ”De Fire Idoler” gennem lykkeforskeren Arthur C. Brooks, der beskriver en enkel refleksionsøvelse. Formålet er at identificere, hvilke af idolerne der primært driver vores handlinger. Ikke at fordømme dem, men at forstå, hvordan de påvirker os, så vi kan finde en sund balance.
Øvelsen er simpel: gå listen igennem og udeluk de idoler der giver dig mindst værdi først. Bevæg dig nedad indtil kun et er tilbage; det er dit idol.

Fordi jeg dagligt går og pudser glorien og tror at jeg har fat i den lange ende i alle livets aspekter, så tænkte jeg at det var sundt at kigge ind ad og prøve øvelsen af på mig selv.
Er jeg fuldt bevidst om alle mine motiver for mine handlinger, eller er der en indre svinehund der trækker mig rundt?

Første forsøg på at lave dette selvtjek blev lidt en hurtig og overfladisk gennemgang. Mit selvbillede var ikke at jeg var typen der gik rundt og var ude af kontakt med mine intentioner og uvidende om mine handlinger, det var nemt at melde hus forbi. Men var det nu også den helt ærlige konklusion?
Jeg var muligvis ikke nær så fucked som jeg tidligere havde været, jeg var blevet ældre, havde begået en masse fejl og følte at jeg havde taget ved lære af dem og at jeg derved var blevet mere bevidst om mine handlinger og baggrunden for dem, men hvor meget af det jeg går og foretager mig kan egentlig klare en tryktest uden at udstille mig som hykler?

Hvis man tør at grave i de her fire idoler så ligger der nogle befriende indsigter og gemmer sig i skyggerne. Det er nemt at efterrationalisere sine handlinger, men hvis man tør at holde alting op i lyset, så er det man ser nok ikke så kønt som når man gemmer det væk. Problemet med ens skyggesider er at man som oftest ikke er bevidst om dem. Netop derfor er det her en sund proces.

1: Nydelse

 Jeg har et afhængighedssind af natur, en narkoman i dvale der aldrig har fået aktiveret et stofmisbrug. Jeg har været afhængig af alt fra tyggegummi, light sodavand og proteinbarer og jeg har observeret hvordan lidt ”hyggegambling” på en VM-slutrunde ret hurtigt er endt med at jeg livebetter på kvindesnooker i Øst Asien, da det er det første marked der åbner for livebetting. Jeg har spildt skræmmende mange timer med at føre obskure engelske 3. divisionshold frem til europæisk succes i FIFA.

Jeg har mærket sirenesangen fra nydelse og hvor meget det kan fylde i min hverdag og den overvældende ubehagelige følelse gør det nemt at afsværge. Det har ikke været en nem proces, men det har været en velsignelse at det har fyldt så meget, da det har gjort beslutningen om at skære det fra og kanalisere energien væk fra skadelige distraktioner meget nemmere, så den er ude, for nu. En sikker 3’er.

2: Penge

 Penge kan give frihed og oplevelser, men når man når en moden alder, så opnår de fleste en voksenindkomst der gør at de kan leve relativt frit, hvis de samtidig er nogenlunde ansvarlige og holder deres forbrug nede. Da jeg ingen penge havde var jagten på dem noget af det der opfyldte min tid mest, manglen på dem var en daglig kilde til stress og dårligt selvværd.
At tjene penge til dagen og vejen, og lidt til, har fjernet alle tanker om økonomisk status og frygten for ikke at kunne betale regninger og jeg tror ikke at der er lineært mere lykke forbundet med en højere indkomst; i hvert fald ikke i en grad der gør at jeg vil gå på kompromis med andre områder i mit liv for at tjene dem.

Materielle ting kan være sjove nok, men jeg er helt på linje med at de til enhver tid kan forsvinde, at de ikke i sig selv gør mig lykkelig, men at de derimod kan blive en belastning for min trivsel hvis jeg begynder at spekulere på hvordan andre opfatter mig eller hvis de bliver en økonomisk stressfaktor.

Jeg citerer lige et lykkestudie for at hænge pointen op på klogere menneskers forskning:

”Der findes et tal for lykke. Det mener ny forskning, der har undersøgt 1,7 mio. mennesker fra 164 lande for at finde frem til lige præcis det tal, der skal stå på lønchecken, hvis mennesker skal føle sig tilfredse

»Det er blevet diskuteret, om man kan nå et punkt, hvor flere penge ikke længere ændrer dit niveau af velvære. Vi har fundet frem til, at det ideelle indkomstpunkt er 95.000 dollars for såkaldt livstilfredshed, og 60.000 til 75.000 dollars for følelsesmæssigt velvære. Dette beløb er for enkeltpersoner og vil sandsynligvis være højere for familier,« siger Andrew T. Jebb, der er hovedforfatter og ph.d.-studerende på Purdue Unversitet i Indiana i USA.”

Statussymboler og forbrug fylder ikke for mig, men jeg sætter stadig pris på den frihed og de muligheder penge kan give og jeg skammer mig ikke over det, da jeg samtidig er bevidst om at flere penge ikke vil føre til mere lykke.

Det er desværre en sen erkendelse, jeg har brugt alt for megen tid på at arbejde, skære hjørner af og handle uærligt for at få penge nok til at understøtte en livsstil med et eksponentielt eskalerende forbrug. Det har ført en lang række af problemer med sig, problemer jeg hæfter for nu med konsekvenser i form af splid i parforhold, skiftende bopæl, gæld til det offentlige og manglende nærvær til mine nærmeste. Ting jeg må leve med nu og hvis eftervirkninger jeg skal forholde mig til som livsvilkår.

Det virker latterligt indlysende at penge ikke gør mig glad, men tanken om økonomisk frihed gled over i grådighed. Det har været dyre lærepenge at komme frem til.

Selvom den er relativt nem at krydse af nu, så ender den stadig som en 2’er.

3: Magt

Den følelse man får af at kunne udøve autoritet eller dominere andre. At føle andres respekt, deres underkuelse og måske frygt.
Det er nok den mest tåkrummende af de fire idoler og den lugter langt væk af mindreværd og et behov for at hævde sig. Derfor skammer jeg mig også når jeg fornemmer at folk gør sig underdanige i arbejds- eller social sammenhæng. Ikke over at folk gør sig små, enten for at undgå konflikt eller indsmigre sig, det er normale sociale mekanismer, men fordi jeg godt kan mærke at det er lidt fedt på en klam måde. Det ligger altså og lurer i baggrunden, følelsen af magt, jeg er ikke hævet over det, men ikke mere end at den akavede følelse skaber et ubehag. Det har altså ingen nettoværdi.

Jeg skammer mig også ved tanken om hvor lang tid jeg har brugt i et maskulint miljø hvor en del af tiltrækningskraften helt klart har været at føle sig hierarkisk overlegen. En følelse der holdt mig i det langt over sidste holdbarhedsdato.
Men netop bevidstheden om den motivation gør at jeg i dag ser det som den mindst tiltalende af de fire idoler. Omvendt har jeg det ret anstrengt med når andre forsøger at udøve autoritet over mig, noget der skaber ubehagelige situationer for mig når står overfor det jeg definerer som skrankepaver, situationer hvor jeg på ingen måde er næstekærlig og afbalanceret, men generelt bare en dårlig og pinlig version af mig selv. Det er muligvis mit magtidol der stikker sit hoved frem i de situationer, men heldigvis er det begrænset hvor ofte jeg skal lade hjemmeværnets udsendte bestemme over mit trafikale liv, så skaden dette idol påfører mig er alligevel relativt begrænset.

Jeg trives bedst i ligeværdige og ærlige relationer, hvor man giver og får igen på godt og ondt og er med til at bygge hinanden op. Ikke hvor man får et kick af at positionere sig over andre. En klar 4’er.

4: Berømmelse

Smiger og anerkendelse er klart de former for ekstern stimulans der trigger mig mest. Af samme grund undgår jeg bevidst at have sociale medier, det ville simpelthen fylde for meget. Ros og anerkendelse er min motivation og mit brændstof men også min akilleshæl der kan gøre mig nærmest desillusioneret i troen på mine egne egenskaber og ufejlbarlighed
Jeg elsker at arbejde med ting der beriger og stimulerer mig og når jeg bliver set og anerkendt for nogen af de ting, så bliver jeg oprigtigt glad. Det ville dog ekstremt hurtigt kunne blive en glidebane hvor jeg, i en jagt på denne lykkefølelse, lige skulle blære mig med noget af det på Instagram eller lave en YouTube-kanal hvor jeg belærte alle om hvordan verden og livet hænger sammen.
Grænsen mellem at føle sig betydningsfuld og anerkendt for den person man er, til at begynde at dyrke positiv selvfremstilling i jagten på ekstern validering er hårfin og kan ende med at fjerne fokus fra den proces man egentlig brænder for, fordi man begynder at se den som et middel til at opnå sit idol. Som så ender med at være mit idol.

Det kan godt være at følelsen af bekræftelse er rar i øjeblikket, men jagten på den følelse ender altid dårligt for mig. At sammenligne mig med andre fører altid til noget lort, at gå op i hvad andre tænker om mig fører altid til noget lort og at håbe at andre vil synes godt om det jeg har gang i fører altid til noget lort. Det er som om mit ego lider af konstant hukommelsestab og glemmer at ingen selvindbildt identitet vil opfylde mig og at ekstern bekræftelse aldrig vil bringe nogen form for langsigtet lykke. Alligevel er det en fælde jeg ender med at falde i igen og igen. Dette idol ender altså med at være min 1’er.

Personificering af idolerne - hvordan vores kultur definerer ”vindere”

Jeg ville ønske at jeg var vokset op med en tydeligt formuleret bevidsthed om de her motivationer og hvordan de kommer til udtryk. Jeg kunne have sparret mig selv for en masse problemer og ubehag ved ikke konstant at løbe ned ad de her stier.

Jeg voksede op i en kultur i 00’erne med gangsterfilm, MTV Cribs, morgenfester, bling, diamanter, Gucci og magthierarkier i underverden. Værdier der måske virker åbenlyst overfladiske og karikerede nu, men deres grundrod eksisterer stadig i kulturen i dag: vi definerer ”personlig succes” som det at komme til tops ved at blive rig,  berømt, eller magtfuld og ser op til de folk der opnår det. ”Vinderne” er dem der tilsyneladende er villige til at ofre alt for det mål de har sat sig.

 Vi ser det måske ikke direkte, men deres ”succes” er på bekostning af deres nattesøvn, deres familier, venskaber og deres fysiske og mentale sundhed. Vi hylder og beundrer folk i ubalance og skaber en forestilling om at vejen til lykken og et ”succesfuldt” liv er gennem et éndimensionelt liv. Dem vi idoliserer, er bare normale mennesker der er blevet vanvittigt gode til én ting ved at ofre alt andet, ikke hele mennesker. De er så fokuserede på deres mål og identitet at de ikke kan slippe det.

Rusen, selvbilledet og anerkendelsen gør at de overdøver alle de indre stemmer der kalder på moderation og balance. Hvem ville de være uden? Ville nogen holde af dem hvis de ikke længere vandt, tjente, regerede og festede? Når vi ubevidst går og efterligner dem, bør vi spørge os selv: ”Vil du leve et helt liv, eller kun leve når du står på banen, på scenen eller på klubben?”

Vil vi egentlig gerne være nogen af disse personer, med alt hvad det indebærer? Vil vi gerne have deres indre dialog og stemmer i hovedet, deres behov for anerkendelse, deres konstante trang til at holde en identitet ved lige for at føle sig gode nok? Lykke og succes bliver i vores kultur vurderet ud fra hvorvidt man opnår magt, penge eller berømmelse. De folk vi hylder afspejler det. Igen et symptom på en tid hvor vi alle er faret vild åndeligt.

De egentlige vindere

Vi drages ikke af fortællingerne om de rolige og anonyme, men lykkelige mennesker, der kan nøjes med lidt, der lever i balance og har passioner og interesser, der måske ikke skaber den store opmærksomhed, men som stadig opfylder dem og gør at de lever i harmoni med dem selv og deres nærmeste.
Dem der kan tæmme og beherske deres idoler og er drevet af en passion for det de brænder for. Fordi de ikke kan lade være, ikke fordi de ellers ikke føler sig gode nok.
 
Genovervejelse af tidligere værdier

Jeg kan huske første gang jeg så programmet “vinderne” i mine tidlige 20’ere hvor hovedpersonen var en promoter og dj ved navn Jean Von Baden. Jeg tog seriens titel bogstavelig og jeg kan huske at jeg opfattede ham som toppen af poppen. Dj for de kongelige, centrum for alle fester, ombejlet af alle. ”Hold kæft hvor er det tjekket det liv han lever”.

Man kan som bekendt ikke træde i den samme flod to gange og da jeg en del år senere genså programmet, sad jeg tilbage med den stik modsatte oplevelse.
Jeg så en misbruger der var omgivet af røvslikkere der ville have hans status, en mand på flugt fra sine indre dæmoner og som aldrig var lykkelig, kun høj.
Stadig socialt velanset, men for alle de forkerte værdier. Seriens titel fik en dobbeltbetydning, en mere ironisk klang. For hvem er egentlig vinderne? Er det de rige og smukke? Dem der har succes indenfor yuppiekulturens værdier? Eller de der lever ”kedeligt” og beskedent, men samtidig afbalanceret og i trivsel? Folk der lever liv de kan se tilbage på med stolthed, ikke for at have været ”big deals” i Billed Bladet, men for at have levet med dygtighed uden at fortryde at have forfulgt lykken i meningsløse og uopfyldende foretagender?

Afslutning: Det er samfundets skyld at vi er fucked, men vores eget ansvar

Nietzsche mente som sagt at det ikke var tilstrækkeligt at afvikle religionen og erklære guds død; det var også nødvendigt at finde erstatninger for de tabte værdier. Han mente derfor at vi skulle udfordre konventionel tænkning og skabe nye, individuelt meningsfulde livsfilosofier. Her cirka 140 år senere kan vi prøve at gøre status over hvordan det indtil videre er forløbet…

Vi tror måske at vi er oplyste og selvstændige individer her i vesten, der lever reflekteret som ateister og med rette ser ned på de enfoldige, hjernevaskede religiøse, der lever efter forældede regler og tilbeder en navngiven gud af frygt for hans vrede. Vi tror måske at vi har afviklet gud og kirkens undertrykkende magt og lever frit, men, som Nietzsche frygtede, byttede vi religionen ud med en ubevidst tilbedelse af nærmest alle de eksempler han lagde op til.
 Vi er så indhyllet i vores egen kulturtåge at vi ikke kan se at vi selv tilhører en popkulturs-kult, der dyrker individualisme og materialisme og hver dag gennemlever en lang række ritualer baseret på vores umiddelbare og kortsigtede lyster og begær. Guddommen er bare skiftet ud med de fire idoler.

Jeg mener at selve ”mordet på Gud” gennem oplysning, vidensdeling og en åbensindet debat er en god ting, vi forspildte bare chancen for at udfylde tomrummet med en form for fælles spirituel filosofi i stedet.

Vi går alle og spænder ben for os selv ved at lade os drive af de her uædle motivationer. Men det er ikke nok at erkende problemet, vi må tjekke hvilket idol der driver os mest og spørge hvad vi kan gøre for at mindske dets magt over os.

Hvordan bliver vi så glade hvis de fire idoler ikke er lykken og vi ikke orker at blive religiøse? Det er heldigvis super simpelt og helt gratis. Læs med i næste indlæg hvor vi dykker ned i de åndelige behov vi alle har.