Hvad Herkules kan lære os om livsretning

8 minutters læsning

HERKULES VED SKILLEVEJEN

"I have never in my life envied a human being who led an easy life; I have envied a great many people who led difficult lives and led them well." – Theodore Roosevelt

I vores moderne liv står vi dagligt overfor en række stillingstagener, skal vi vælge det der virker tillokkende, komfortabelt og let, eller skal vi vælge dette der kan virke uoverskueligt, hårdt og besværligt – skal vi tage den lette vej fyldt med fristelser eller den svære, men meningsfulde vej?
I et større perspektiv har vi også valget mellem at træffe de lette og sikre valg, leve konformt og i tråd med omverdenens forventninger, eller at tage chancer og dyrke ting der inspirerer os, tænder os og opfylder os. Også selvom de ting ikke er socialt velanset. Denne problemstilling blev symbolsk udforsket allerede i græsk mytologi gennem historien om Herkules ved skillevejen.

 Historien

Herkules var en af de største helte i den græske mytologi og blev ofte udsat for prøvelser og opgaver i løbet af sit liv. En af hans mest berømte prøvelser involverede valget mellem to stier som symboliserede hans fremtidige skæbne og livsvej.
Historien lyder at Herkules, da han var en ung mand, gik en tur igennem skoven hvor han kom til en deling i vejen hvor han møder to kvinder der hver især fortæller hvorfor han skal følge med og vælge netop deres vej.

 Valget mellem Kakia og Areté, magelighed eller ære

 Den ene kvinde kommer og præsenterer sig som ”lykke” eller på græsk ”eudaimoni”. I virkeligheden hed hun ”Kakia” og er gudinden for ”synd”. Hun maser sig foran den anden og giver sig straks til at fortælle hvor fedt det vil være hvis han følger med hende: der vil være fester, kvinder, vin, mad, luksus og ingen problemer. Han behøver ikke at knokle, alt bliver klaret for ham, det bliver easy mode. Hun lover, at denne vej vil være fyldt med nydelse og fornøjelser og føre til øjeblikkelig glæde, men på bekostning af hans moralske integritet og langsigtede lykke (i øvrigt en forfriskende ærlig disclaimer den sidste del). Noget vi alle nok inderst inde er bevidste om, men vælger at ignorere når vi forfalder til nydelse. 

Den anden venter tålmodigt til Kakia har talt færdigt og præsenterer sig selv som Areté (dygtighed). Hun fortæller at hun ikke kan love nogle af de samme ting, men at han, hvis han følger med hende, ville begive sig ud på en vej der er lang og vanskelig, ville skulle arbejde hårdt, opleve modgang og gennemgå udfordringer for noget der er større end ham selv, men vil skabe et liv der er guderne værdigt og som han vil kunne kigge tilbage på med stolthed. ”Intet der er noget værd, godt eller beundringsværdigt bliver foræret til nogen uden indsats” fortæller hun. 

Herkules stod ved denne skillevej og tænkte nøje over sit valg. Skulle han vælge det umiddelbart mest fristende, et liv fyldt med luksus og bekvemmeligheder, eller skulle han vælge et svært, men meningsfuldt og opfyldt liv, der involverede hårdt arbejde, uoverskuelige udfordringer, besværligheder og selvopofrelse for andre? Uden at spoile for meget kan jeg afsløre at han ikke valgte at lade sig friste af Kakia, men i stedet valgte at følge Aretés råd og stien for dyd, mod og godhed.

 Hvad har det med os at gøre? De små daglige valg

 Herkules’ valg repræsenterer ikke kun en generel livsretning, men også alle de små minivalg vi står med til dagligt. Valg om enten at gøre det vi ved vi bør eller om at søge den nemme udvej. Vi behøver ikke at træffe det rette valg hver gang, men for at opnå de mål vi forfølger og for at leve i trivsel så bliver vi nødt til at træffe de disciplinerede valg oftere end de lette. Det kan virke ligegyldigt i øjeblikket, men de små valg har en akkumuleret effekt over tid. Hvis man altid vælger den lette vej, så bliver livet paradoksalt nok hårdt.

 Tomhed, meningsløshed, angst, fedme og manglende energi trænger sig på som konsekvenser af at undgå det der virker ubehageligt. Så vi kan vælge at lade ubehaget komme til os eller vi kan vælge at opsøge ubehaget og samtidig være herre over og skabe vores eget liv. Vores moderne liv er så indhyllet i komfort at vi nærmest automatisk følger Kakias lette sti, vi er altså bevidst nødt til at søge anstrengelserne.

 Den eksistentialistiske vinkel

Sartre, Camus og Kierkegaard havde alle været stolte af Herkules og hans valg. I følge dem er vi alle frie til - men også ansvarlige for - at vælge vores egen vej i livet, men med den frihed følger en byrde da de valg vi træffer har konsekvenser for vores livsretning. De konforme valg letter byrden af usikkerhed for os, men gør også at vi skal leve et liv indenfor nogle forudbestemte rammer; det er en passiv accept af en overfladisk tilværelse uden vækst eller selvopdagelse.
Herkules gør det modsatte. Han anerkender at et godt liv kræver indsats, selvopofrelse og mod. Han påtager sig samtidig den byrde der følger med: Friheden indebærer nærmest uundgåeligt at man begår fejl og at man skal deale med de konsekvenser der følger med.

Nietzsche havde nok også kun haft rosende ord til overs for Herkules. For ham er modgang og kamp ikke ting vi skal undgå, de er helt essentielle for at leve et autentisk og meningsfuldt liv. Herkules’ valg om at gå den svære vej er en manifestation af denne tanke. Ved at vælge modstand frem for komfort lever han autentisk og former sit eget bedste liv gennem vilje og styrke.  

Den moderne skillevej. En opfordring til at bryde med konformitet 

Vi vil nok helst ikke kendes ved det, men vi har kun ét liv og vi står alle i samme dilemma som Herkules: Vil man gøre alt det ”rigtige”, det ”normale”, det samfundet og omverdenen forventer? Kravle gennem gymnasiet og videre gennem den mellemlange videregående, så man kan få det job der betaler regningerne og lidt til, hvilket igen skal tiltrække en partner med samme socioøkonomiske baggrund, som man så kan bygge rede med?

Dagene æder hinanden og ungdommens weekendafbræk med fest og druk er nu aflyst af hurlumhej-mix foran tossekassen. I tager på datenight og er endelig fri for ungerne men stilheden og de tomme blikke gør at i begge skriger indvendigt. Var det virkelig det livet havde at byde på? Det er ikke den andens skyld, det ved i begge, men hvis er det så? Du har gjort alt det de fortalte, ikke lavet nogen fejl. Dit job er velanset, dit tøj er pænt, nyt og rent, men du har ingen ar. Du har aldrig haft en struggle. Du har aldrig været ude at skide, aldrig kastet dig selv ind i ilden uden en sikker udvej, aldrig ramt bunden og set hvem du egentlig er og hvad du er i stand til.

Giver materiel succes dig reel værdi? Føler du dig opfyldt? Eller føler du egentlig at al den her tryghed, forudsigelighed og komfort kvæler din sjæl langsomt?

Den moderne vestlige forestilling om et godt liv er et hul man aldrig kan udfylde. Flere penge og højere status er ikke destinationer man kan ankomme til, men en skrue uden ende. Når man først har råd til fede ferier og en bil med sædevarme, så er der nok ikke meget mere materiel lykke man kan købe sig til. Men hvad så?

Omverdenen vil fortælle dig hvilken vej du skal gå, men de gør det ud fra deres egne værdier og egen frygt for det uvisse. Hvis man ikke tager nogle chancer eller har noget på spil så ender man med at domesticere sig selv som en indekat.

Alt for mange afgiver frivilligt alt det der giver livet mest værdi i form af projekter og eventyr til fordel for tryghed og forudsigelighed. At vælge den nemme og sikre vej er ikke bare fejt, det er en hån mod livet. Hvis dagene er ens og den eneste progression er flere rynker og lidt flere penge på kontoen, så er der meget lidt påskønnelse af tiden på jorden som dyrebar, da der er nok at give af. Først når man indser at man umuligt kan nå at forfølge alle de ting brænder for vil man mærke at tiden er knap og at hver dag er værdifuld.

Hvad har vi at tabe?

Men vi har faktisk et andet valg. At skabe, være i udvikling og løse problemer er medfødte behov vi alle har, især mænd. Vi kan ikke flygte fra det, men vi kan vælge hvilke problemer vi vil løse gennem de projekter vi vælger at forfølge. Hvis vi ikke er i gang med en eller form for meningsfuld udvikling vil den undertrykte energi ophobe sig og komme til udtryk som rastløs nihilisme. Af frygt for at tage chancer vælger alt for mange at simulere de her behov gennem computerspil, men det er ligesom at opsøge intimitet gennem porno, man dræner sig selv for livsenergi og ender som et tomt hylster.

Man kan sagtens opnå materiel velstand selvom man aldrig har været all in, men hvis man ikke har prøvet at tabe og rejse sig igen, altid har valgt den sikre vej, så forbliver man fattig rent åndeligt. Hvis du ikke har oplevet hvordan livet kan pille en ned og ydmyge dig lærer man aldrig at være ydmyg. Hvis man ikke har testet sit sind mod hele verdens vægt, kan det aldrig vokse sig stærkt. Uden en eller anden form for rejse kan man ikke blive en “mand”, kun en rig gammel dreng.

Vi har en medfødt længsel for at være fuldt investeret i noget vi brænder for. Hvis vi ignorerer det for længe, så ender vi tomme og rastløse, uden en fornemmelse af formål. Det er ligegyldigt hvad det er, det behøver ikke være monetærbart, ”big deals” i omverdenens øjne eller “Instagrammable”. Det kan være at skrive en blog ingen gider at læse, lave keramik som ingen gider at købe, instruere en yogaklasse som ingen gider at besøge eller lave mad ingen gider at spise. Lige indtil det vender. Men det handler ikke engang om målet, det handler om at komme hjem udmattet og stimuleret fordi det man laver, beriger og opfylder en. Værdien ligger i den konstante følelse af meningsfuldt flow og den læring man gør sig på rejsen.

Hvad er det vi er så bange for? Hvad er det vi har at tabe ved at slukke for autopiloten? I værste fald får man uvurderlige erfaringer, indsigter og en selvrespekt ved at vide at man har forfulgt noget helhjertet som man brænder for. I bedste fald får man et liv der i sig selv er inspirerende og livsbekræftende. Nok ikke den lineære vej som man håbede på, men før eller siden står lykken den kække bi. Man må affinde sig med og acceptere at blive opfattet af omverdenen som en fiasko i omverdenens øjne på den korte bane for at vinde i det lange løb.

Hvis man altid stopper når det bliver ubehageligt, når tvivlen og usikkerheden melder sig, så ender man med middelmådighed, uforløst potentiale og et evigt nagende spørgsmål i baghovedet om “hvad nu hvis”.

Sorry for ”carpe diem” retorik, men tag dig lige sammen

Vores tid på jorden er kort. Hvilket liv ønsker vi at se tilbage på når det en dag er for sent at lave om? De chancer vi tog, de udfordringer vi klarede, de ting vi lærte, de mål vi forfulgte, de gange vi behovsudsatte og gjorde noget for andre, eller de gange vi gennemførte Netflix, slog kollegaerne i øl-stafet, tømte en Ben & Jerry’s på egen hånd eller satte ny rekord i Candy Crush? Hvilke minder og indsigter vil vi dele med børn og børnebørn på dødslejet?

Er vores forfædre gået gennem krige, sygdomme og hungersnød for at vi kan sidde i fred og ro og lade livet drive forbi os?
De fleste i vores del af verden har et fyldt køleskab, rent drikkevand, en blød ren seng og et socialt sikkerhedsnet der samler os op hvis vi snubler. Vi står op hver dag til en gave uden historisk sammenligning, vi har aldrig haft bedre forudsætninger for at vinde her i livet, alligevel vælger alt for mange at give op på forhånd og tabe uden indsats. Vores tryghed og komfort fjerner al motivation og sender os i dvale. En tilværelse uden kampe, risiko og eventyr er en tilværelse med uforløst potentiale.

 Analogien er ikke et endegyldigt svar på den perfekte livsførelse, men den er en opfordring til et selvtjek: hvor i vores liv laver vi halvhjertede indsatser, hvad er det vi udskyder at forfølge af frygt for nederlag? Vi behøver ikke ringe til chefen og sige op i morgen for at starte en surferskole i Australien, men næste gang vi står overfor valg, både de små og de store, når vi sidder i sofaen og tænker “i morgen begynder jeg”, så tænk ”Hvad ville Herkules gøre?”; vil vores fremtidige ”jeg” være stolt af det valg vi traf?