Den meditative værdi af træning

2 minutters læsning

Moderne træningsfilosofis begrænsninger

De fleste i den vestlige verden har en forståelse af træning som en form for nødvendigt onde. Noget der skal overstås så man ikke bliver syg eller fed. Andre har en bevidsthed om at det gør noget godt for nogle fysisk målbare parametre eller ens mentale overskud. Men træning har en helt anden værdi der ikke handler om kalorieforbrænding, hvor mange reps du kan lave, om du begynder at kunne se en six pack eller om du er har en anstændig 10km tid.

Hvem bestemmer? Din fornuft eller dine tanker?

 Når træning bliver tilpas ubehageligt, åbner det op for en slags meditativ åbenbaring, en holistisk indsigt i din organisme som noget tredelt: din fysiske krop, dine tanker også det der er kernen: din fornuft.
Når det bliver hårdt og intenst nok kommer der et punkt hvor kroppen og hjernen begynder at skrige på at du skal stoppe. Inden det punkt kan man sagtens jogge rundt om søerne og kigge på uret og spekulere over om man huskede at svare på den der mail fra YouSee eller køre sine sæt oppe i fitten uden at rykke noget som helst mentalt; det er først når man presser sig selv ud over sin komfortzone, når stakåndethed, mælkesyre, udmattelse og stemmerne fra ens indre bitch flyder sammen at der er hul igennem. Det er der, midt i alt kaosset, at fornuften skal tage styringen og overdøve de stemmer i hovedet og signaler fra kroppen der prøver at holde dig tilbage. Det er et fucking trip! Du skal fortælle dig at du ikke skal stoppe. Men det er dig?! Så hvem snakker til hvem? Hvem er det der træffer beslutningen? Det er en nærmest skizofren oplevelse, men når man kan adskille fornuften fra larmen, kan man se hvor meget negativ selvsnak der holder en tilbage. Ikke bare under træning, men i alle livets aspekter; hvor mange selvforhindrende overbevisninger man bullshiter sig selv med og at man har et uforløst potentiale der eksisterer lige på den anden side af nogle få ubehagelige beslutninger.

"Det er ikke, fordi tingene er svære, at vi ikke tør; det er fordi vi ikke tør, at de er svære." – Seneca

Opsøgt lidelse er et bevidsthedsudvidende gateway-drug til selvforbedring

Træningsformen er underordnet, det kan være jiu-jitsu, boksning, maraton, vægtløftning eller yoga men det kan også være ting som faste, sauna eller isbade. Det skal bare være så intenst og ubehageligt at det aktiverer de negative stemmer og får dem frem i lyset, så den illusion man har om “sig selv” brister.

 Vi går og tror at vi har en krop og en hjerne med en fri vilje og at vi alene er herre over alle vores handlinger. Men når lortet går ned, ser man i stedet at fornuften ikke er alene, der sidder en hel komite ved et bord som kommer med deres egne egoistiske input, der ikke nødvendigvis er i din fornufts bedste interesse. Uden træning, uden denne bevidsthed, så vil fornuften sidde nede i hjørnet og pille bussemænd når repræsentanten for stress er rasende og råber højest eller når repræsentanten for selvmedlidenhed synes at du skal tømme en Ben & Jerry’s og tager en chiller.

Den kedelige nyhed er at man ikke opnår indsigten om alle disse stemmer uden at man bevidst opsøger fysisk lidelse. Den gode nyhed er at den indsigt samtidig er en vej til fremskridt. At udvikling kommer igennem perioder hvor man holder ud selvom det er hårdt eller røvsygt og man har lyst til at give op. Alle de ubehagelige følelser er en del af denne proces. Man er nødt til at disciplinere og træne sindet hvis det skal være ens ven og makker, ellers løber det løbsk og ender med at trække en rundt i manegen.

Det er den meditative værdi: at man har tillid til sig selv, at man ikke lader sig overtale af sine nedre energier når livet bliver hårdt og uoverskueligt og at stemmernes løfter om lykken ved overgivelse er kortsigtet.

Men fornuften glemmer hurtigt og derfor skal man vælge de små kampe regelmæssigt. Med et konstant vedligehold bliver man komfortabel med at være ukomfortabel, det der er hårdt, er ikke længere afskrækkende. 

Moderne spiritualitets begrænsninger

Moderne spiritualitet bliver hurtigt meget yinagtigt. Det bliver stresshåndtering, wellness og indkøb af duftlys, måtter, krystaller, grøn te og pænt yogatøj, men man mangler yang energien og evnen til, gennem anstrengelse, at sætte sin åndelige del ud over ens fysiske del.
Du får mere indsigt i din sande karakter på de sidste meter af en sprintinterval eller dødløft til failure end nogen terapitimer eller stunder brugt i meditation kan give dig. For at bryde igennem komfortzonen og den mentale barriere så skal sidste gentagelse ikke bare være når man har talt til tolv, men når man rent fysisk ikke kan løfte mere.

Opsummering

Et samfund, hvis primære forhold til det fysiske er forfængelighed, nydelse og komfort bliver uundgåeligt deprimeret, overvægtigt og fyldt af nihilistisk meningsløshed. Mismodsfølelser der symptombehandles med mere nydelse, forbrug og anden materialistisk eskapisme. Godt for BNP’et, dårligt for vores kollektive sjæleliv.

Det korte af det lange: hvis man vil gøre verden til et bedre sted, skal man lige tage en tur på romaskinen ud over hvad der er rart og slutte af med et koldt bad efterfølgende. Namaste