20 minutters læsning

Baggrund, rejsen og ankomst

Jeg er inviteret til bryllup i Casablanca af et perifært britisk bekendtskab. Sidst jeg så ham, var to år siden hvor han var single og boede i Göteborg, nu skal han giftes med en lokal i Marokko. Friskt.
Jeg har egentlig booket to returbilletter, men en skilsmisse er kommet i vejen, så jeg vælger at tage af alene i stedet. Delvis flugt, delvis eventyr. Delvis for nærig til at lade hotel og flybilletter gå til spilde.

Jeg skal mellemlande i Paris. Indflyvning over centrum. Jeg ser Eiffeltårnet hvor jeg for lidt over 14 dage siden spiste medbragt morgenmad, det var en fed tur. Jeg vil ikke til Marokko. Overvejer at stige af.

Klokken er lidt over 19. Jeg er sulten. Det er Frankrig, der må være god mad. En salat der påstår at indeholde kylling til 14 euro. Jeg har glemt mit mikroskop, så jeg kan ikke verificere denne påstand, men protein-til-penge-ratioen er på rundstykkeniveau, uden pålæg, så jeg tager ikke chancen. Jeg satser i stedet og tager det uendeligt lange rullende fortov i håb om at der er et bedre alternativ i den anden ende. Jeg moonwalker forlæns i sprintetempo, jeg mærker en barnlig fryd, men prøver at spille cool og virke uimponeret. For Guds skyld ikke smile fjoget. Hvis gaderne var belagt med disse rullebånd derhjemme, ville jeg gå overalt.
En delikatessebutik der sælger oste, perfekt! Jeg mærker dopaminen skylle igennem ved tanken om de nye kulinariske oplevelser der venter mig. ”Beaufort- Appellation d'origine protégée ”, det er godt har jeg lært. Jeg vender den om. ”Au lait cru”, lavet på råmælk. Vi har en vinder. Det viser sig at være Comtéens uretfærdigt oversete bror. Jeg skyller ned med lakserogn, omega-3 balancen er reddet. Flyet border.
En besked i lommen, livstegn hjemmefra. Bare det ikke er en utilfreds kunde jeg har syltet. ”Du har fået ny Digital Post fra Rigspolitiet”. Sjældent godt nyt. I bedste fald en bøderykker, i værste fald klip i kørekortet. Det kunne faktisk ikke være værre. Sender stillingstagningen ud til mit fremtidige jeg og mit nervesystem byder mig i stedet at jeg forholder til nuet. Jeg har osten med i min rygsæk ombord på flyet. ”Mon de andre kan lugte at jeg har en ost med?”. Jeg bliver pludselig, igen, meget selvbevidst. Mine medpassagerer viser sig at være en meget forhutlet flok, ostelugt er nok den mindste af deres bekymringer.

Jeg lander i Casablancas Muhammed V Airport, kun håndbagage. Jeg er meget træt, frygter for min døgnrytme. Jeg isætter kapgangen mod paskontrollen, denne gang uden assistance fra et rullende fortov. Der er kø. Lufthavnen ligner et projekt der er gået til den mest kreative elev på arkitektskolen i 70’erne. Marmor på gulvene, hvidmalede gipsflader i skiftevis krystalformer og fortolkninger af klassisk arabisk arkitektur. Muligvis cutting edge dengang, i dag virker det kitschet. De brudte flader på de engang kridhvide båse hvor betjentene tjekker pas lader til at have fået konstante tæsk i 50 år og fremstår beskidte. Det viser sig at være et gennemgående tema. Jeg undrer mig over hvordan så mange skosåler er havnet så langt over knæhøjde. Betjentene lader til at være mere trætte (måske af livet?) end mig selv, så jeg tør ikke at fotografere. Jeg består det obligatoriske forhør om mit formål med indrejse og undrer mig over om nogen nogensinde har prøvet at smugle sig ind i Marokko fra Europa.

Jeg havde et spinkelt håb om på forunderlig vis at kunne roame eller bruge WhatsApp, men de drømme brister hurtigt da jeg ser en SIM-kort udbyder dele kort ud ved udgangen. ”Bondefangeri” tænker jeg, naiv i min tro på at jeg nok skal finde en bedre løsning. Jeg klinger mig til min ene skrøbelige WiFi-bar fra lufthavnen da jeg prøver at ringe til den kontakt der skal hente mig og sparre mig et beløb svarende til 50kr i forhold til hvad en regulær taxa ville koste. Han er syg, han sender en ven. Jeg venter. Alle tanker om at virke cool og blende ind viser sig at være ønsketænkning. Jeg bliver konstant antastet. Alt er på arabisk, nogen gange fransk. Jeg aner ikke hvor jeg er og min viden om råmælksoste og evner i at aflæse bistro-menukort uden translate kommer mig ikke til gode her.

En mand der taler forståeligt engelsk kommer mig til undsætning. Han taster nummeret på min kontakt ind. De råber ad hinanden på arabisk. Arabisk er noget man råber, uanset sindstilstand. Jeg har gjort noget forkert, jeg står ikke det rigtige sted, men han er på vej. Min nye ven fortæller sin livshistorie. Han har gået på universitetet, men man kan ikke få arbejde i Marokko. Han tager til lufthavnen hver aften for at hjælpe turister i håb om at få chance. Jeg fornemmer at han gerne vil kompenseres økonomisk. Jeg giver ham nogle ny vekslede pengesedler, jeg vurderer at det svarer til et par ufaglærte dagslønne. Han er meget taknemlig. Han fortæller at han elsker turister, de er så venlige, modsat de lokale der er kyniske og egoistiske og fortsætter derved salget. En født closer. Han fortæller om sine to sultne børn derhjemme. ”Hvornår kommer mit lift?” tænker jeg for mig selv. Han har et taletidskort han gerne vil sælge mig, han har ladet det op så jeg ikke skal tænke på det. Det koster sjovt nok det samme som inde i lufthavnen. Jeg kan ikke gennemskue logikken eller hvordan han forvalter sin privatøkonomi. Jeg kigger ham i øjnene. ”jeg håber ikke at du lyver” ”jeg sværger på mine børn” siger han uden at blinke. ”jeg stoler på dig, tak for hjælpen. Salam alaikum” ”Salam, i love you my friend”.

Endelig kommer mit lift, 40 minutter for sent. Klokken er en del over 23. Han drikker espresso af en to-go-kop. Enten er han immun overfor koffein eller også er han lykkeligt uvidende om alle vestlige anbefalinger om kaffe efter frokost. Bilen lugter af falsk Wunderbaum. Vejen ind til byen er lang, men ekstremt veloplyst. Projektørerne er pyntet som en hyldest til det marokkanske flag med skiftevis grønne og røde LED-stjerner. Det ligner en vandpibecaféejers forsøg på at lave juledekorationer. Der er ørken på hver side af motorvejen så langt man kan fornemme i mørket. Det eneste liv er små knallertboder der sælger kaffe, ligeledes udsmykket med LED lamper. De må gå meget sent i seng hernede.
Jeg aner ikke hvad jeg er kommet ned til. Er det en romantisk tidslomme? Et moderne arabisk land? Vi nærmer os civilisationen, oplyste reklameskilte vil sælge biler, hvedebaserede snacks, skyllemiddel og træningsudstyr. Modellerne er smukke, har tykt hår og hvide tænder, men ser mere spanske end lokale ud. Vi er på en hovedgade, højhuse på alle sider. Dunkin Donuts er åben og sælger kaffe. Det er midnat. Jeg træder ud af den mindst 25 år gamle Renault, den falske Wunderbaum lugt afløses af åben kloak. ”Der må være et rensningsanlæg i nærheden” tænker jeg. Der er beskidt og kaotisk, unge højtråbende mennesker iklædt fake italiensk mærketøj på knallerter spiser shawarma fra LED-oplyste boder. Jeg skynder mig ind i mit 5-stjernede ly. Lobbyen er parfumeret. Det er voldsomt, meget citrusagtigt. Jeg bliver checket ind på formfuldendt engelsk og de konfronterer mig med den barske virkelighed: ”you will be staying with us for four nights, but you are alone?” ”yes” svarer jeg og prøver ikke at lyde grådkvalt. Det virker uoverskueligt. Jeg vil hjem.

Endelig oppe på værelset. Her er også parfumeret, men en anden duft, mere aftershaveagtig, stadig voldsomt. Jeg er ret sikker på at jeg som minimum får en allergisk reaktion i form af udslet eller migræne, måske leukæmi hvis jeg er uheldig, hvis jeg skal indånde det over flere dage. Til alt held finder jeg det der først ligner en varmeblæser, som jeg udnævner til parfumens kilde. Jeg tager den ud af stikket. Fred.

Benene op, frem med telefonen. Intet signal. Ind med det nye SIM-kort, bare min nye ven talte sandt og havde rent mel i posen. Ingen kredit. Jeg bliver lidt ked af det, lidt irriteret og lidt flov over at være blevet bondefanget. Men mest træt. Men jeg har en ekstra livline.

Sorte cirkler, hvis antal jeg ikke ville kunne vurdere uden at lukke det ene øje og tælle med fingeren, repræsenterer den alenlange og unødigt komplicerede håndskrevne wifi kode, som selv Enigma maskinen ville have bøvl med at knække, som jeg har fået med mine key cards. Hvad der er henholdsvis tal og/eller store eller små bogstaver er uvist. I stedet for at gøre mig umage har jeg tastet hurtigt. Forkert kode. Jeg prøver igen. Forkert kode. Denne gang tager jeg mig sammen og bruger alt mit fokus. De må virkelig værne om deres wifi hernede. Welcome to Barcelo Anfa. Succes! Jeg går op og tisser og betragter værelset, det er faktisk pænt. Her kunne man hygge sig hvis man var to. Men jeg er kun en.
En besked. Please det er en pige. ”Rudersdal Kommune har sendt dig digital post.” Det kunne være værre.
Når jeg har sovet i nat, er der kun tre dage tilbage.

De første indtryk

Morgenmaden er ikke inkluderet. I Frankrig ville jeg tage den ude i byen, men her tør jeg ikke at satse. Jeg er samtidig nysgerrig ved tanken om en arabisk morgenmadsbuffet. De er glade for bagværk. Og tørret frugt, hvilket er lækkert, men mest bagværk. Der er også ibericoskinke, også lækkert, men nok ikke lokalt.
Ved morgenmadsbuffeter på hoteller prøver jeg altid at gætte hvor folk kommer fra og hvordan de er endt på samme hotel som mig. Der sidder et par ved siden af mig, jeg tror de snakker hebraisk, men ingen kalot eller davidsstjerner.
Min sidemand dypper brødet i noget der ligner en mellemting mellem hvidløgsflødeost og vandet yoghurt. Jeg er nysgerrig. Manden ligner en nazistisk karikaturtegning af en jøde, svagt foroverbøjet og med stor næse. Jeg bliver flov over den association og håber at de ikke kan læse mine tanker.
De leger åbenbart samme leg og konfererer indbyrdes inden konen spørger hvor jeg kommer fra. Jeg forklarer at jeg er fra Danmark og skal til bryllup, alene, uden at gå i detaljer om hvorfor. Nu er isen brudt og samtalen skal høfligt holdes kunstigt i live for at undgå akavet stilhed. Den forkrampede udveksling af informationer om dagsprogrammet bliver dog for meget og jeg siger at jeg skal videre, slammer min kaffe som et shot og rejser mig. Shalom.

Ud i byen. Jeg skal have et formål, en mission. Jeg har hørt om ”medinaen”, et gammelt byområde fyldt med butikker. Her må jeg kunne finde et traditionelt bryllupsoutfit. Jeg forestiller mig at der også er et autentisk marked med rimelige priser hvor jeg kan købe autentiske retter og eksotiske delikatesser. Jeg har sat gps’en på mens jeg stadig havde wifi, den virker dog som om den er fuld da jeg kommer ud på gaden. Her er varmt og grimt og der lugter stadig af rensningsanlæg. Det er ikke en lokal lugt begrænset til hotellets område men en følgesvend gennem hele byen. Modsat min egen parfume er det ikke noget næsen vænner sig til. Jeg kigger mig omkring og håber at øjnene falder på noget pænt, men uden held. Måske er der noget rundt om hjørnet, eller nede af den der gade. Men nej, alt er grimt. Imponerende grimt faktisk, som om nogen har gjort sig umage med at gøre alt grimt. Grimme bygninger, grimme gader, grimme biler, grimme mennesker, grimme butikker, grimme varer i butikkerne, grim indretning, grim infrastruktur. Man skulle tro det var Nordengland.

Jeg finder dog hurtigt medinaen, der udefra ikke er så grim, men inden i er ret grim. En af de første butikker jeg finder sælger bryllupstøj. Man kan få deluxversionen, som er håndsyet og i langt bedre kvalitet end den udgave jeg ender med at udse mig, efter at have tjekket prisen. Jeg smider en hørskjorte i handlen og får pruttet en samlepris. Jeg får at vide at det ville være rigtig godt hvis jeg køber et par matchende snabelsko, men frygten for social udskamning ved at møde op fejlklædt overstiger ikke min nærighed. 500kr i alt og jeg føler at jeg har gjort en god handel. De griner nok stadig. Alle er glade.

Nu er mit næste problem at jeg er formålsløs. Dagens mission er klaret og det er kun formiddag. Det er for tidligt til frokost. Løsningen må være kaffe. Jeg bevæger mig gennem medinaen. Der er desværre meget lidt autentisk, rigtig meget fake. Det er antageligt billigere end at gå i H&M så det giver fin mening at alle er klædt i Gucci, Valentino og Louis Vuitton krydret med farvestrålende spilledragter fra Chelsea, PSG, Bayern og Inter. Rent stilmæssigt mangler de kun en MATE-cykel og el-smøg for at ligne unge kriminelle fra teknisk skole derhjemme. Jeg føler mig som et omvandrende dollartegn, præcis som da jeg landede i lufthavnen. Butiksejerne bliver sure hvis jeg ikke vil købe noget. Jeg lærer hurtigt at se lidt bister ud og gå lidt hurtigt, som om jeg er målrettet. Undgå øjenkontakt og kig ikke på de udstillede varer. Et kig på en genstand er i deres verden åbenbart ensbetydende med et købsløfte; vreden når de bliver skuffede er ikke til at tage fejl af. Min plan om at virke målrettet bliver desværre afsløret som bluff da jeg farer vild og bevæger mig forbi de samme boder for anden gang. En bodpasser har nu gjort det til sin mission at få mig til at bukke under. Alt fra marokansk olie og Guccitasker bliver tilbudt som gave til en pige derhjemme. Jeg orker ikke at indlemme ham i mit kaotiske privatliv.
”Medina” er muligvis arabisk for ”labyrint”, jeg ender i hvert fald de samme steder igen og igen og har svært ved at finde ud. Jeg føler en mild form for klaustrofobisk panik.

Endelig finder jeg ud, men jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen. Efter at have gået på en grim hovedvej går jeg i retning af et skilt der siger noget i retning af ”turistinformation”. Jeg tænker at man ikke placerer noget hvor turister skal komme hen et alt for grimt sted og tænker at det er min udvej af grimheden. Turistkontoret er lukket, måske bare lige nu her, måse på ubestemt tid, måske for bestandigt. Jeg tror ikke at der er nogen der ved det. Det fører mig dog i retning af et kun mellemgrimt torv. Der er lidt håb. De har i hvert fald kaffe og i dette øjeblik har jeg ikke andre håb for livet. Espressoen er god, betjeningen er flink og prisen er ekstremt rimelig, så jeg køber to. Nu kan jeg ikke vride mere ud af denne formiddag, så jeg prøver at finde retningen tilbage til hotellet så jeg kan reorientere mig og finde et nyt midlertidigt formål.

På vejen tilbage går jeg forbi en mand der råber på arabisk i sin tlf. Det virker dramatisk og jeg prøver at tilpasse min gang så jeg får så meget med som muligt uden at virke overdrevent nysgerrig. Han lader til at være ophidset, men jeg har svært ved at tyde om det bare er de lokales normaltilstand, eller om der er noget alvorligt på færde. Der står en politimand ved siden af, han følger samtalen, det er som om de har en form for interaktion, men han blander sig ikke. Der er en samling stablede brugte bildæk i forskellige højder ved siden af manden, mit bedste bud er at nogen har stjålet nogle af disse brugte bildæk og at dette er årsagen til hans vrede. Det kan virke usandsynligt at nogen vil hidse sig op over stjålne bildæk, men jeg er gået forbi boder i medinaen der sælger brugte kassettebånd, brugte telefonledninger og meget brugte stiger, så jeg ser ikke nogen grund til at brugte bildæk ikke også skulle være en sandsynlig handelsvare og dermed genstand for tyveri. Jeg får dog aldrig mysteriet opklaret, det må stå hen i det uvisse.

Tæt på hotellet går jeg forbi to hunde. Den ene er lænket til et hegn til en tom byggegrund, den anden hænger bare ud med ham ulænket. De gør dovent af mig, men jeg kan ikke se at de skulle vogte noget eller nogen. Det er som om de håner mig, de kan fornemme at jeg ikke hører til og de kan fornemme at jeg er skrøbelig. Som en ny dreng i skolegården der ikke aner hvad han skal gøre af sig selv. ”Skrid hjem!” føler jeg at de vrisser. De mister dog hurtigt energien og interessen. Det er også varmt.

Jeg kommer på hotellet og får wifi. Min vært sender en besked på WhatsApp. ”We’re having lunch, come join us”. Jeg prøver at forklare at jeg ingen jordisk chance har for at finde det sted han har sagt at vi skal mødes med ham og hans venner. Han kommer i stedet og henter mig. Endelig noget menneskelig kontakt der ikke er en handelstransaktion. Vi får catchet op så godt som man nu kan. Der er en elefant i rummet, nemlig at vi nærmest ikke kender hinanden, men det giver en masse at snakke om. Vi har mødt hinanden måske ti gange og været sammen til forskellige begivenheder, men ellers kun haft kontakt sporadisk. Jeg ved meget lidt om hans liv og han ved endnu mindre om mit. Som jeg foretrækker det.
Vi skal mødes med nogen af hans venner til frokost. Nogen er bosiddende expats, andre er importerede fra Europa og de britiske øer som gæster i anledning af det forestående bryllup. Det er en broget flok. Ud fra deres frisurer og påklædning forestiller jeg mig at vi har meget lidt til fælles. Jeg har en indre dialog om at de går op i specialøl, heavy metal bands jeg ikke har hørt om, gammel britisk folklore og forskellige former for rollespil, både live og online. Måske noget med terrarier.

Jeg får en amerikansk bordherre. Gommen, som jeg mødte via hans noget snævre Ph.d.-studie i ”politiets håndtering af hooliganisme til fodboldkampe i Sverige” (lang historie), er blevet skolelærer i Casablanca og denne mand er hans nye kollega. Han er fra Minnesota. Han er skuffet over sine forældre. Han gider ikke at besøge dem og han vil ikke have besøg af dem. Han har et tick hvor han hele tiden skal kaste sit hår væk fra øjnene. Han har den der Nick Carter fra Back Street Boys frisure med midterskilning. Han overvejer børn, men er skeptisk ved tanken om at de skal vokse op i Marokko. Jeg lærer om de bureaukratiske problemer ved at undervise i det offentlige system i et nordafrikansk land. Jeg hører at han er fodboldtræner, om bøvlet med at finde en ordentlig lejelejlighed, kreditvurdering og en masse andet. Det er fuldstændig envejskommunikation. Jeg formår lige at holde samtalegryden i kog med spørgsmål hver gang jeg fornemmer at han er ved at løbe tør for noget at sige, så vi begge undgår den akavede stilhed. Han stiller aldrig et eneste spørgsmål tilbage. Godt det samme, for det eneste jeg kan tænke på er mit forliste parforhold og hvad fanden jeg laver her.

Efter maden vandrer jeg lidt mere rundt. Mine dage dernede smelter sammen i min hukommelse. De går med at gå nogle ture i håb om at finde noget pænt eller hyggeligt. Jeg oplever i stedet bare grimhed, menneskelig armod og en ekstremt ubehagelig form for tiggeri. Det er halvtruende, aggressivt og utaknemmeligt. Da jeg ikke ejer falskt tætsiddende mærketøj, er det umuligt at blende ind. Jeg ligner et nemt offer, en der skal plattes. Jeg vandrer fra kaffespot til kaffespot (normalt cortadoer, men hernede er det espressoer, jeg stoler ikke på deres mælk) hvor jeg skiftevis bruger tiden på at skrive og på at undersøge spise- og træningsmuligheder.
En af mine yndlingsbeskæftigelser når jeg er ude at rejse er at gå i supermarkeder. Der får man en fornemmelse af hvad lokalbefolkningen er sammensat af. I Spanien vil de have skinke, i England vil de have hvidt brød, i Frankrig vil de have ost og yoghurt. Hvad mon de vil have i Marokko? Jeg går på jagt efter eksotiske delikatesser. Men de gemmer sig godt.Kødprodukterne er direkte frastødende og ligner noget fra DDR i 80’erne; umuligt at gætte oprindeldesdyr og sammensætningen af ingredienser.
De eneste oste der er noget værd er discountversioner af franske klassikere. Resten er blege og vakuumpakkede. Det ligner alle de billigste importprodukter fra Lygten Bazaar. Jeg spejder forgæves efter et økomærke eller anden indikation på kvalitet, men forgæves. Jeg ender med at købe en masse dadler, det må de kunne.

Kontrasterne er store. Alt lader til at være nedslidt og i forfald, men pludselig sidder man på en helt nyistandsat kaffebar med wifi og betaler det samme for kaffen som derhjemme. Det er som der er et gennemgående tema: man bygger noget pænt én gang og så lader man det lige så stille gå i forfald. Der findes ikke vedligehold. Det gælder både gammel fransk koloniarkitektur og moderne bygninger i stål og glas.

Tidligere pæn bygning, der nu desværre er grim

Der er en fransk fitnesskæde der har åbnet centre hernede. Den er mellem/high end og kan anbefales (Fitness Park). Den anden store kæde hernede er lokal og er i mellem/discountsegmentet (City Club). Der var en City Club på min daglige rute, så jeg valgte at give den et skud og købe et dagspas. Det var desværre ikke muligt i dette center, da der i dag var kvindedag og alt var afskærmet så man ikke kunne se ind i centeret, endsige træne der som mand. En muslimsk ting. Jeg blev dog tilbudt at træne på en anden af deres nærliggende lokationer. Det kostede mig omkring 100kr. Jeg var på daværende tidspunkt skudt helt af på preworkout kaffe og dadler og havde ingen tid at spilde. Efter små ti minutters gang kom jeg frem til lokationen som viste sig at være en discountudgave af denne discountkædes centre. Jeg spurgte manageren hvor jeg kunne klæde om og han viste mig ud i omklædningsrummet. Der lå en mand og bad på et tæppe på gulvet, toilettet var i stykker og lysstofrøret blinkede. ”Eeehmmm, dont use the closets”. Vi havde begge to profilet gæsterne og alle lignede nogle kriminelle fra den beskidte end af Hovedbanegården og han sparrede mig for at ytre en fordomsfuld bekymring da han tilbød at gemme min taske bag disken.
Selve centret er det værste jeg nogensinde har været i og jeg har trænet nogle smadrede steder. Al polstring var flænset og slidt til ukendelighed. Maskinerne var umulige at justere, skiverne sad løst, kæderne kørte skævt og alt var beskidt. Det var faktisk komisk dårligt. Jeg stod nu i et dilemma: skulle jeg beklage mig til først denne manager og derefter til manageren i det oprindelige center der havde solgt mig et dagspas til et produkt langt under det jeg havde betalt for, eller skulle jeg æde den, bruge mit tårnhøje insulin- og koffeinspike konstruktivt? Jeg var på dette tidspunkt så tilpas presset, så tilpas træt af pis, så tilpas træt af at blive plattet og svindlet hvor end jeg gik hen at jeg gjorde det meget udanske at jeg opsøgte den akavede samtale, det var at forklare at jeg syntes at deres center var noget lort og at jeg ville have mine penge tilbage. Jeg frygtede at han ville sige ”bordet fanger, vi ses aldrig igen”, men til alt held indvilgede han i at betale pengene tilbage. En lille sejr.

Indre og ydre kampe

Jeg havde hjemmefra undersøgt mulighederne for at træne kampsport. De var beskedne, men de var der. Hjemmesiderne er på fransk og det lader til at jeg har to mulige steder at træne her fredag aften. Jeg har dog ikke tillid til at siderne er opdaterede, måske eksisterer klubberne slet ikke længere. Nogen af dem har ikke lavet en update i et par år. Afhængigt af kilden lader de også til at have forskellige adresser. Google angiver ét sted, deres hjemmeside et andet. Jeg stoler på at de selv ved bedst, trods alt, og hvis deres tider også passer, så har jeg lige en halv time. Det giver mig noget tid at slå ihjel. Jeg har egentlig ikke lyst, men jeg er nødt til at smide stængerne op på hotelværelset. Hvis jeg ikke konstant holder mig i gang med et eller andet der føles enten kreativt eller produktivt, så kommer de ubehagelige tanker snigende. Jeg kan kun holde dem på afstand ved at være i konstant bevægelse, mentalt eller fysisk, men det er i sidste ende en umulig opgave. Af og til bliver jeg nødt til at stoppe op og forholde mig til virkeligheden: jeg er midt i at afslutte et otte år langt forhold og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg sidder på hotelværelset og sunder mig. Stanken fra hotellets parfumemaskine ligger i baggrunden, men selv ikke irritationen af at være tvunget til at inhalere hormonforstyrrende kemikalier kan overdøve den larmende følelse af ensomhed der rammer mig nu. Jeg tænder skamfuldt Tinder, der må være noget bekræftelse. Det er en broget flok. Der er mange fuldt maskerede i burka der leder efter kærligheden. Der er også en del lidt emo-agtige piger med tykke brillestel og skarpt klippet hår. Det er også nogen der er usædvanligt smukke. Man får ret mange matches hernede, jeg orker ikke at spekulere i deres motivation for at matche med en de tydeligvis intet har til fælles med, men det er bedre end at føle sig som en henkastet karklud. Det er med en vis form for dårlig samvittighed at jeg sidder og sorterer Lidt fjollet set i lyset af hvad den person jeg følte dårlig samvittighed overfor gik og foretog sig, for jeg var lykkeligt uvidende om at min ekskone, der på daværende tidspunkt teknisk set stadig var min kone, allerede havde fået to kills på kontoen.
Der er lidt en sprogbarriere lader det til, det er svært at få en kommunikation i gang. Den eneste der kan ordentligt engelsk lader til at være en luksus-eskort. Så ensom er jeg trods alt ikke endnu. Det giver lidt dopamin, men den kunne lige så godt være kommet gennem kokain, jeg sidder præcis lige så tom tilbage som inden jeg dødsscrollede. Men så gik der tid med det.

Jeg fik, gennem personalet på hotellet, arrangeret en af deres tilknyttede taxaer og udpenslet destinationen. Den lokale myldretid var ikke til at spøge med og jeg følte et enormt pres for ikke at komme for sent. Jeg ankommer to minutter i den angivne starttid for timen. Stresset over hvorvidt jeg kom for sent til at deltage undskylder jeg mange gange og spørger om jeg kan nå det. Manden bag disken tager det mere roligt og jeg får en QR kode jeg skal scanne for at komme ind. Meget hightech, meget kontrastfuldt til det borgerkrigshærgede nabolag som bygningen er placeret i. Der er allerede folk inde i træningsområdet, men det er børn. Mine bekymringer om at komme for sent viser sig at være ubegrundede for der er stadig et tidligere hold i gang. Det viser sig at der er et meget afslappet forhold til mødetider, alt er vejledende, hvilket også viser sig at være gældende for bryllupper. En gigantisk ung mand af kulsort afrikansk afstamning varmer op. Vi falder i snak, eller rettere vi forsøger at kommunikere. Jeg kan læse og forstå omkring 15% fransk, høre og forstå 2% og formulere cirka 0.3%. Mit arabisk er henholdsvis, 0, 0 og 0% hvilket svarer til hans engelsk, så det er begrænset hvor dybt vi kan lære hinanden at kende, selvom både viljen og tiden er til det. ”Ut et la traineur?” forsøger jeg mig med. Han peger ind i buret, jeg forstår at træneren der skal undervise os, er i gang med ungdomsholdet.

En lille time senere er alle ankommet og vi går i gang. Holdet hed noget i retning af ”MMA-intro” og jeg antager at vi skal øve nogle basale teknikker og muligvis noget let situationssparring. Jeg har ikke handsker med selv, men får lov at låne et par af centerets. De skal dog sættes fast med tape, da velcroen er slidt i stykker og de hele tiden falder af. Det er dog boksehandsker, ikke MMA-handsker, hvilket vanskeliggører enhver form for grappling. Vi varmer op. ”Chassé interieur” jeg bliver straks sendt tilbage til lanciers undervisningen i gymnasiet. Det er cirka 41 grader inde i hallen og ingen ventilation, sveden hagler af mig og jeg har næsten allerede tømt mit medbragte kildevand. Det kan godt blive problematisk i forhold til at dehydrere, men jeg tør ikke at fylde min flaske op fra hanen, selvom de lokale gør det. Jeg tænker at de er blevet immune overfor vandbårne sygdomme som tyfus og hepatitis gennem langvarig gradvis eksponering, men jeg tør ikke tage chancen. ”Chassé exterieur”. Vi hopper lidt videre og efter lidt vindmøllesving med armene er vi klar til undervisningen, tror jeg. Det viser sig dog at fordi det er fredag, så er det åben sparring. ”50% intensitet” forstår jeg træneren understreger på fransk. Jeg har for længe siden lovet mig selv aldrig at lave fuldkontakt sparring igen grundet en række hjernerystelser, men jeg føler ikke rigtig at jeg kan bakke ud nu. 50% virker også rimeligt, men al empiri viser at når folk bliver ramt af adrenalin, så ender det som oftest med 99% intensitet men hvor man lige siger ”sorry” hvis man rammer alt for godt. Min første modstander er en ung arabisk mand. Jeg står i slidt t shirt, normale træningsshorts og med sammentapede boksehandsker og spørgsmålstegn i øjnene, set udefra ligner jeg nok et let offer. Han har julelys i øjnene. Hans ego skal have en hvid pokal. Han spørger på fornuftigt engelsk hvor jeg kommer fra. ”Denmark”. ”Fika” svarer han; han har åbenbart venner eller familie i Sverige, detaljerne fortaber sig. Jeg høhø griner høfligt og nikker anerkendende. Han er god stående, bedre end mig. Vi udveksler lidt slag, det starter med 50%, men for hvert slag er det som om vi eskalerer intensiteten eksponentielt. Jeg vurderer at det er en god ide at tage kampen på gulvet og laver et takedown efter han har sparket til kroppen. Dette irriterer ham tydeligvis, han har ikke mange gulvskills. Jeg kan til gengæld ikke rigtig få fat med mine to indbundne pudehænder og vi ligger bare og bryder lidt. Vi er begge ophidsede og de slag vi hver især kan få igennem er på 100%, ikke meget skandinavisk broderkærlighed her. Tiden slutter og vi bliver skilt ad, han er frustreret over ikke at have fået sin pokal, jeg er frustreret over at have sparret med en hidsig egoist. Vi fistbumper og får en ny modstander. Jeg får en kvinde. Hun ligner den kvindelige UFC kæmper ”Cyborg”. Hun har MMA-kamphandsker på. Hun er dygtig, men både vægt og rækkevidde er imod hende. Runden er ovre og vi får nye makkere. Jeg matcher op med min gigantiske sorte ven. Han er cirka 205 cm, vægten tør jeg ikke gætte på, 100+ i hvert fald. Hvis vægt og rækkevidde var med mig før, står jeg nu i den diametralt modsatte situation. Vi er cirka på samme niveau, men jeg har meget svært ved at komme igennem. Inden jeg når at spekulere over mit næste træk, får jeg et cirkelspark direkte op på venstre kind. Jeg ryger i gulvet uden at tage fra. Jeg når at tænke at jeg nu får jeg et livsvarigt hovedtraume og at jeg er en kæmpe idiot. Jeg sætter mig ud til siden. Samtidig udspiller der sig et drama et andet sted på måtten: mine to tidligere sparringspartnere har mødt hinanden, den unge mand med svenske relationer bliver skældt ud på arabisk. Det er tit tvivlsomt hvorvidt arabere taler sammen eller skændes, det her er helt klart i ”skændes” kategorien. Han har givet en albue i øjet på ”Cyborg”, forklarer hun mig på gebrokkent engelsk. Det er allerede fuldstændig hævet, umuligt at åbne. Så meget for 50% intensitet…

Jeg havde aftalt med mit taxalift at han skulle hente mig en time senere, men i og med træningen startede næsten en time for sent så er der nok ringe chancer for at han stadig sidder ude på den snævre ensrettede vej og venter. Jeg er gennemblødt af sved, jeg er træt, jeg har hovedpine og jeg aner ikke hvor jeg er. Jeg spørger personalet om de kan ringe efter en taxa. ”Det kan man ikke” det giver ingen mening for mig, jeg tænker at der er noget tabt i oversættelsen. Jeg tilbyder dem penge for at ringe, det skaber lidt aktivitet, men det var vist for at høre om en af deres venner kunne give et lift, for taxafirmaer i Marokko har åbenbart ikke en central man kan ringe til!?
Det sender mig i en mild panik, det er mørkt, jeg aner ikke hvor jeg er andet end at det er næsten 45 min kørsel fra mit hotel, hvilket giver mig ringe chancer for at tage den på stedsansen, da jeg ikke kan bruge gps’en på min tlf. Jeg må altså ud på gaden og praje. Det viser sig at være en tæt på umulig opgave, jeg føler mig som en sort mand i New York. I mørket kan de åbenbart ikke se at jeg er et nemt offer for en kæmpe overpris, en overpris jeg er mere end villig til at betale i denne stund, og uendeligt mange taxaer drøner forbi mig.
Endelig forbarmer en mand sig. Han er meget arabisk, gebrokkent fransk. ”Où, où?” gestikulerer og råber han. ”Barcelo Anfa” han råber af mig, det er for langt væk vist, hvilket ikke giver mening da jeg tænker at det må være det fedeste at få en turist ind, der skal langt væk og som tydeligvis ikke aner hvor han er. Eller også forstår han ikke hvad jeg siger. Jeg prøver med vejens navn som hedder Boulevard d’Anfa, men jeg får cirka samme reaktion. Jeg vurderer at denne form for råben og skælden ud er i den venskabelige ende. Han prøver med håndtegn at vise at det er besværligt på grund af ensretning tror jeg, jeg forstår det ikke, men han begynder at køre. Jeg har heldigvis et visitkort til hotellet med som jeg viser ham og siger både hotellets navn og vejen højt. Han giver en sådan ”ahaa” lyd, som om han nu er sikker. Han kører som en brækket arm, jeg er på ingen måde afslappet, selen giver falsk tryghed, men realiteten er at den bil, hvis mærke jeg aldrig har set før, giver cirka lige så meget beskyttelse som en flyttekasse og mine knæ er mast op mod instrumentbrættet. Nu vil jeg ikke kloge mig på hans stedsans, men jeg har alligevel vandret byen tynd i et par dage og vi lader til at være kørt langt forbi alt der virker genkendeligt. Jeg tager kortet op igen og siger vejens navn, han tager det ud af hånden på mig og kniber øjnene sammen. Problemet er at han holder det på hovedet. Min chauffør er tydeligvis kraftigt synshæmmet hvilket ikke hjælper på min nervøsitet. Hvis han kører galt, er der aldrig nogen der finder ud af at jeg er død, tænker jeg. Jeg vender kortet om og hans ansigt lyser op. Han ved hvor vi skal hen og det er heldigvis tæt på. Et par U-vendinger senere og jeg er klar til at kysse den polerede marmor i hotellets overparfumerede lobby.

Jeg hilser altid pænt på hotellets portierer, det er de samme 3-4 mand der er i rotation. Jeg har sat mig et sted i nærheden af hotellet og har slået min computer op og bestilt en kaffe. En af portiererne går forbi. Jeg hilser og han hilser igen. Det er en ældre herre. Han har altid virket flink og sympatisk når jeg er gået ind og ud. Han kommer over og spørger hvordan jeg har det, jeg prøver at small talke og tilbyder en kaffe som han høfligt afslår. Jeg kan mærke han har et ærinde andet en at sludre om mit velbefindende. Jeg orker ikke mere platteri, men han virker oprigtigt presset og former hænderne som en skål. Han fortæller at hans barnebarn skal bruge noget asthma medicin og går i gang med en lang historie, som jeg ikke orker. Jeg spørger ”how much?” lettere irriteret. Han siger et tal jeg ikke kan forstå så jeg beder ham taste det ind på telefonens lommeregner. Det bliver til noget der svarer til 300 danske kroner, hvilket svarer til cirka fire dagslønninger for en mindsteløn i Marokko. Jeg tøver lidt, træt af at blive udnyttet og afpresset. Jeg ender med at give ham lige under 200kr. Han lukker øjnene og der begynder at trille tårer ned ad hans kinder. Jeg fyldes af dårlig samvittighed; her sidder jeg og betaler overpris for en kaffe og jeg har mistænkt denne flinke gamle mand for at være endnu en platugle. Han takker og takker og jeg giver ham hånden. Det føltes godt. Jeg sidder her i mit vestlige træningstøj, hvis indkøbspris kunne redde adskillige af de stakkels skæbner der ligger på gaden, som jeg har trådt hen over på min vej. Men jeg kigger mig rundt og ved siden af sidder en mand med guldur og ryger smøger med sin MacBook og på gaden foran ræser en Range Rover forbi. Jeg har aldrig været et sted med så ulige en demografisk fordeling. 80% lader til at være i spændet mellem underklasse og ludfattig, 19% udgør en form for middelklasse der har råd til at gå i træningscentre, være på Tinder og træne kampsport også er der måske 1% der er stinkende rige og vil skide på resten af deres medborgere. De har i hvert fald ingen skam i forhold til at køre ”oliearving fra Dubai” livsstilen. Jeg kommer aldrig under huden på dette land, jeg kan ikke gennemskue hvem der tager røven på hvem, hvor penge kommer fra og hvem der tjener dem. Der er tydeligvis højhuse der fungerer som kontorer, selvom nogen ser tomme ud; de må være blevet tegnet og finansieret af nogle mennesker som antageligvis har modtaget betaling. Der må være nogle byggefirmaer der har stået for byggeriet og de må have haft nogle ansatte der har styret og udført det. Men overalt hvor jeg kommer ser jeg nærmest kun ekstrem fattigdom. Gadefejere der bruger koste lavet af strå, folk der ligger krøllet sammen på gaden, sorte af skidt, og bygninger der ville være nedrivningsmodne og erklæret uegnede til beboelse i alle europæiske lande. Også i ny og næ en sportsvogn ført af et par solbriller med slikhår og guldkæde som er gjort selskab af et par patter med store læber.

Brylluppet

Dagen for brylluppet er oprindet. Jeg prøver mit festoutfit. Kan ikke dy mig selv for at tag en række selfies, belysningen er svær på værelset. Folk hjemme i Danmark skulle bare vide hvor sjov og eksotisk jeg ser ud lige nu.

Jeg har dog noget tid jeg skal slå ihjel og jeg har allerede trænet, så jeg giver sightseeing et sidste skud. Der må være noget autentisk, charmerende eller pænt. Det eneste jeg kan finde, er turistattraktioner med tvivlsom kulturel værdi for en med mit lokalkendskab. En plads opkaldt efter Muhammed V. Et stadion opkaldt efter Muhammed V. Et teater opkaldt efter Mohammed V. De har også opkaldt lufthavnen efter ham, han må have været en stor kanon. De har også verdens 14. største moske, men den ligger i den anden retning, så den må jeg have til gode.
Jeg sjusser mig frem til retningen og jeg finder ret ubesværet hen til den store plads. Forventningerne var i forvejen lave, så jeg bliver ikke rigtig skuffet over at se en plads med noget springvand og en masse duer. Men der er også lavet en indhegning hvor en masse børn kører rundt i radiobiler. Det larmer og er grimt og plastikagtigt. Der kommer en dame over og tigger surt. Jeg kan ikke mere nu. Jeg vender i retræte tilbage i retning mod hotellet. På vejen finder jeg en slags streetfood hvor jeg bliver enig med ekspedienten om at det han sælger, er en form for organer. Han viser med to hænder at det er enten en lever, nyre eller en blære jeg er ved at købe på spyd. Jeg håber på det første, men frygter sidste. Jeg gik i en form for shopping rus og køber alt for meget mad som jeg bærer hjem i to poser. På vejen bliver jeg igen antastet. Denne gang på engelsk. Han kigger på min tatovering og viser også sine egne. Der er ikke mange der har tatoveringer hernede. Han har boet i Milano forklarer han, charmerende som en brugtvognssælger. Han spørger om han kan låne lidt penge, ikke til ham, men til sin ven, som nu er kommet til. Jeg afviser og siger at jeg ikke har nogen penge. Nu bliver stemningen dårlig, han tror mig ikke da jeg tydeligvis har købt mad. Jeg overvejer hurtigt situationen, jeg er på en ikke-trafikeret lille gade uden andre mennesker. De er to, men de ligner skrald, så jeg vurderer en fair chance hvis det skulle gå galt. Jeg fortsætter mit bluff, men vælger version er en kombination af at puste mig op og samtidig at lyve: ”hør her, jeg har ingen penge, jeg har brugt dem alle sammen på mad til min familie. De venter på mig.” og løfter poserne som et plausibelt bevis for at intet normalt menneske kunne indtage denne mængde mad alene. De lader mig gå.

Streetfood, muligvis organer, samt en roquefort

Så er tiden kommet for turens højdepunkt, nemlig brylluppet. Jeg er blevet inviteret ned i lobbyen til en drink af hans familie. En mor, en tante og en bror. De snakker formfuldendt overklasse engelsk som de gør i amerikanske romantiske komedier hvor der er briter med. De har aldrig mødt bruden og finder hele det her arrangement en anelse uvant, for at sige det mildt. Hans bror er enten homoseksuel eller er han bare naturligt høflig, veltalende og udstyret med en ekstremt god smag samt subtil læspen. Jeg roser hans jakkesæt, der ser ud til at være trådet med en form for silke. Han fortæller at det er en lokal designer der har været bosat i Paris. Jeg tænker ikke at han er mindre homoseksuel efter denne information.

Ok så konceptet for aftenens forløb, sådan som jeg har forstået det, er nogenlunde sådan her: man bliver inviteret til kl 19, det er for at give en buffer på 3-4 timer inden selve ceremonierne kan starte. I den tid går der tjenere rundt og serverer absurd mange forskellige kager, juice og smoothier, kaffe og the. Man går ind ad en form for port hvor der står et band og spiller en sang, super catchy i øvrigt! Jeg spurgte en lokal og han fortalte at de synger noget i retning af “se den flotte fyr der er ankommet, hold kæft hvor ser han godt ud i hans tøj, hvor rart at han er her” (hvis jeg en dag vinder i Eurojackpot så skal jeg hyre det band og bare have det med mig overalt hvor jeg kommer).

Velkomstband

Så er der dækket bord hvor man bliver anvist. Der er dækket fint op og der er et menukort og man tænker at der så nok snart er mad, da der er fem retter på kortet. Man tænker at de nok er i højsædet. Men der sker så ikke rigtig noget madmæssigt fra da af og til kl 23 agtigt, andet end de dessertserveringer der konstant bliver tilbudt. Der bliver serveret en masse forskelligt bagværk, først en masse former for kager. Nogle timer senere bliver det forskellige former for mere salte ting som små samosaer, forårsruller og croquetter og man tænker at nu er der så snart mad, men nej!

Det viser sig at et af de to lokale fodboldhold spiller hjemme i den afrikanske version af Champions League denne aften. Jeg skal ikke sige om det har betydning for den gennemsnitlige ankomsttid, men folk dumper bare sådan lidt ind, mange timer efter. Bruden må man ikke se før ceremonien går i gang. Det kan ikke ske før nogle helt bestemte mennesker er ankommet, så hun sidder altså bare og venter på at de sidste gæster, som man ikke kan starte uden, er ankommet. Det må være nogle meget nære venner eller familiemedlemmer tænker jeg, siden vi nu er fem timer efter det tidspunkt der stod på invitationen. Vestlige som vi er kom vi endda 20 minutter for tidligt, af frygt for at blamere gommen hvis vi kom for sent. Det viste sig altså at være en unødig bekymring.
Det der så sker i det tidsrum, er at to bands spiller. Et med arabisk musik og et med sådan mere vestlige sange. Fælles for de to bands er at de er bakket op af et lydsystem der bogstaveligt talt umuliggør nogen former for samtaler andre end dem man kan have foran orange scene hvor man lige råber et eller andet sarkastisk og folk så enten ryster på hovedet eller nikker mens de smiler i håb om at de har gættet hvad du råbte.
Altså det var ulideligt for mit nervesystem, sjovt lige at se, kunne måske leve med det hvis det var en time og lige danse med lidt, men det bliver bare ved og ved og ved og ved og ved. De lokale sange udmærker sig ved noget vi tager for givet derhjemme, nemlig selve opbygningen. Vi er vant til at musik er inddelt i forskellige sektioner, hvor der bliver bygget op til et omkvæd eller et klimaks hvor man går i fælles ekstase, for så at skabe en kontrast med et breakdown, en outtro eller nogle mere normale vers. Det skaber variation og giver muligheden for at man lige kan samle kræfter og glæde sig til det næste peak. Her er der kun klimaks. Ingen pauser. Det er svært at være så begejstret så længe. Hvis man syntes at nogle af de sange der bliver sunget til danske fodfodboldkampe, bliver trukket i langdrag unødvendigt længe, så blegner det fuldstændig i forhold til det her. Så sidder vi her ovre i hjørnet os vesterlændinge, klædt i fine lokale traditionelle klædedragter (på nær en, antageligvis skotte, der har taget en kilt på). Alle de lokale er derimod mødt op i jakkesæt, flere af dem dobbeltradede med guldknapper og store knapper og loafers uden sokker. De er tydeligvis hjemvante på et dansegulv, de flyver rundt og vrikker med alle kropsdele. De har tydeligvis en fest. Vi derimod, sidder pænt ved bordet og prøver at råbe lidt til hinanden. Jeg spiser normalvis ikke bagværk og prøver at undgå kaffe efter 15, men jeg er ved at gå ud af mit gode skind og alle muligheder for at distrahere mig selv er kærkomne. På et tidspunkt er insulinniveauet dog blevet så højt at min krop skriger på bevægelse. Monotonien, den fysiske uro samt det sociale pres motiverer flere af os til at tøffe lidt med på musikken, som ædru hvide mænd nu gør det værst. Men fem timer er som sagt lang tid at være begejstret. Jeg må udenfor, have luft og hvile mine sanser. Flere af os vesterlændinge kigger på hinanden, nærmest i vantro. Hvad er det der foregår? Er det kun mig der er ved at blive sindssyg? Og meget sulten? Også dig? Pyha.

To af gommens amerikanske expat kollegaer har smuglet vin med som de drikker på parkeringspladsen af røde plastikkopper med hvid kant fra amerikanske collegefilm. De er blege og rødmossede og iklædt fuldt outfit der både har en matchende hat og snabelsko. De ligner nogen der ville blive canclet derhjemme. Min abehjerne vil gerne bedøves. Jeg vidste godt at det ville være en alkoholfri fest, det tænkte jeg ikke ville være noget problem, men lige nu er jeg klar på at gøre min heroindebut hvis nogen tilbød. De er dog meget nærige med deres forbudte dråber. Godt det samme, jeg ville ikke ane hvad jeg skulle stille op med et buzz i det her. Lyden gør det umuligt at socialisere, og jeg er for akavet til at danse med de lokale. Og jeg er skrupsulten.

Endelig starter ceremonien og konen bliver båret ind i en form for trone, akkompagneret af mere sang og musik. Den ser dyr ud. Denne bæring varer måske en lille time hvor hun sidder deroppe og bliver sunget til og danset omkring. Gommen går i forgrunden og ser om muligt endnu mere akavet og misfornøjet ud end de af hans venner der forsøgte at danse til de lokale toner.
Så skal brudeparret fotograferes i en sofa med en lang række af forskellige kombinationer af venner og familie. Dette tager cirka en time også.
Så er alt det klaret og man sætter sig til bords. Man har på det her tidspunkt været der i fem timer og har høfligt spist af de mange ting der er blevet tildelt, men man har ikke fået en måltidsforløsning.

Klokken når at runde midnat før maden er på ens tallerken. Musikken bliver så nu lige skruet helt op så det er helt umuligt at snakke. I stedet for at gøre maden til et centrum bliver retterne serveret af et hold tjenere i pendulfart, forret og to hovedretter og to desserter. Det når kun lige at blive smagt før det bliver fjernet og gjort klar til næste anretning. Ingen langtrukne kunstnerpauser her, hvilket er godt det samme, da man ikke kunne føre en samtale.

Jeg stillede mig udenfor med jævne mellemrum. Det eneste sted man kunne have sit nervesystem nogenlunde i fred, men stadig fuldstændig højt. Forspiste mig i lam naturligvis. Inden desserten skal de så lige bæres ind begge to igen, denne gang tager det dog kun 30-40 min. Mere sang. Mere larm. Under hele måltidet spiller de med samme intensitet og volumen, der var ikke rigtigt nogen vesterlændinge der på noget tidspunkt kunne gennemskue konceptet. Der bliver så spillet høj høj musik med samme iver frem til cirka 02:30 hvor der åbenbart var kage, men jeg så intet efter desserten, for jeg gemte mig bare i engelsksprogede autistsamtaler med alle de andre der havde søgt ly udenfor. Ingen drak. Alle syntes at musikken var meget høj.

Så fadede det lidt ud og aftenen skulle afsluttes med fyrværkeri. Det var så otte romerlys på en parkeringsplads, hvilket jeg ikke tænker var ”Plan A”, men at der var sket noget arabisk med fyrværkeri setupet. Og så blev vi kørt hjem. Jeg var på det her tidspunkt mere smadret, mere drænet, end efter selv den værste teenage J-Dags bytur, ædrueligheden til trods. Alt i alt en meget speciel oplevelse.

For at opsummere oplevelsen ganske kort, så kan det sammenlignes med en tur i Space Mountain i Disneyland: Sjovt at sige man har prøvet, fik det megadårligt, det må i gerne have for jer selv fremover.

Sjælelige tømmermænd

Klokken var over tre da jeg endelig kom i seng og jeg var så overstimuleret at jeg ikke kunne falde i søvn. Jeg vågner desværre til normal tid (halv syv agtigt) og kan ikke sove længere. Jeg har hjemve. Savner at gå i dansk supermarked og holde i kø på Helsingørmotorvejen. Jeg ved at der kommer til at ligge en dis af træthed over dagen, det er min sidste dag, så jeg føler ikke rigtig at jeg har andet valg end at overdosere på kaffe og dadler og låne lidt ekstra energi af dagen i morgen. Der er et sidste gym jeg har siddet og undersøgt på nettet og der ligger et af deres centre tæt på verdens 14. største moske, så jeg tænker at kombinere lidt kultur med en træning. Meget symbolsk for min tilstand ligger der også en dis over byen denne morgen. En tæt fugtig havgus indhyller gaderne og sigtbarheden er lav. Moskeen ligger ud til middelhavskysten og det er et ret antiklimatisk syn. Der er en masse turistbusser udenfor, en lang snoet sti lavet af hoftehøje festivalshegn, men ingen mennesker. Jeg kan skue et skilt med en fornærmende høj entrépris. Jeg vurderer at jeg kan leve uden at have været indenfor og sætter flueben ved at have været her. Jeg orker ikke engang at tage et billede for at forevige øjeblikket.

Træningscenteret er mere vanskeligt at finde. Selvom jeg kan nasse wifi på en nærliggende café, så skifter gps’en hele tiden mening. Når den siger jeg er ankommet anviser den mig til en ny rute ad omveje. Hele området er sådan noget Ørestadsagtig nybyg. Jadefarvede glasfacader og hvidpudsede gavle. Indgangsporte til lejlighedernes forhaveområder med kodelås. Der må bo nogle rige her. Træningscenteret skulle også være beliggende inde i et ”mall”, måske derfor der er noget gps forvirring. Langt om længe finder jeg indgangen. Selvom jeg er nærmest komatøs af træthed, er mine forventninger til dette træningscenter tårnhøje. Billederne på hjemmesiden giver et indtryk af et center uden lige i Danmark. Nu skal jeg bare betale for et dagspas for at komme ind. I centerets lobby står en veltrænet mand og betjener en lille café. Der er smoothies, proteinpulver og dadler. Vist nok også sunde bowler, men dem kan man ikke lige få for tiden. Han er enormt snaksagelig, han spørger hvor jeg kommer fra og nævner som svar at han kender nogen i Belgien. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med den information. Der er ikke meget jeg hader mere end uautentisk slesk small talk, så hellere noget introvert skandinavisk arrogance. Der er ikke grænser for hvor sej og veltrænet han synes jeg ser ud. Det plejer at betyde at nogen vil sælge mig noget. Hvilket han også vil, men jeg vil egentlig bare gerne købe et dagspas og komme ind. Det kan han desværre ikke hjælpe med, han er bare i caféen, der er nødt til at komme en receptionist, men han er lige et eller andet sted henne. Jeg spørger om han kan hente ham eller ringe til ham. Det kan han ikke, men han burde komme igen om lidt. Han bliver ved med at snakke. Jeg køber dadler for at købe fred. Langt om længe dukker en spinkel teenager op. Prisen bliver 350 danske kroner. For én træning, én dag, i Marokko. Jeg ved på dette tidspunkt ikke om jeg skal grine eller græde, men nu er jeg gået så langt og har fyldt min krop med energi der bør kanaliseres ud gennem fysisk udfoldelse. Derudover skal jeg tage stilling til mit liv og resten af dagen hvis jeg ikke bruger en times tid her. Jeg prøver at virke utilfreds og foreslår at prutte om prisen og betale kontant. Han er vild med konceptet, men der skal desværre betales elektronisk. It’s over for the little guy (Sopranos reference). Mit bluff falder til Jorden. Der er faktisk ikke en pris han kunne have nævnt der ville have afholdt mig fra at takke ja, blot fordi jeg havde sat mig i hovedet at træne her. Allerede på vej op ad trappen bliver jeg ramt en lammende resignation. Jeg troede naivt at her ville være pænt og velholdt, men jeg er endnu engang havnet i en omgang marokkansk bondefangeri. Tæppet, der er i en form for orange filt og skal ligne en løbebane er ikke bare smudset, det ligner plader man lægger ud på en festival efter skybrud. Det er det samme mindset jeg oplever alt i deres infrastruktur: byg noget pænt én gang og håb på at det vedligeholder sig selv. Hvis det er helt galt prøver vi os med noget gaffertape. Jeg har det efterhånden som Michael Douglas i ”Falling Down”. Opgivende. Træt af pis.

Der er ikke rigtig nogen mennesker i de her kæmpe lokaler og jeg laver overspringshandlinger i stedet for at træne og begynder i stedet at lede efter steder fra billederne fra hjemmesiden der ikke stemmer overens med virkeligheden. Jeg vil gerne hidse mig selv op, blive forarget. Have en berettiget vrede.

Jeg når at sætte ruten med centerets wifi og føler mig eventyrlysten og finder en anden rute tilbage end den jeg kom fra, der ikke var værd at skrive hjem om. Ironisk nok ender jeg, igen, inde i medinaen. Men i en ende der ikke er tiltænkt turister. Man ved man er dybt inde når der ikke er nogle fake-butikker. Jeg ved ikke om det er søvnmanglen eller flere dages konstant pres på nervesystemet, men jeg begynder at få en snigende paranoia. Hvis jeg stak ud før og følte mig som et omvandrende dollartegn så føler jeg mig nu som en omvandrende sæk organer klar til at høste. Jeg ser allerede overskrifterne i Ekstra Bladet for mig: ”Skødesløs dansk turist fundet parteret på marokkansk losseplads.” Jeg ser kun beskidte, forpibnte mennesker. Ingen vinduer i husene. Der er armod og fattigdom vis lige jeg aldrig har set. Der er konstant scener jeg har lyst til at fotografere, men jeg tør ikke stoppe op. Jeg går i lufthavns-rullefortovstempo.
Det føles uendeligt. Gps’en har givet op og jeg navigerer kun på stedsansen. Der er ingen turister eller bare folk i nogenlunde normalt tøj og jeg føler at alle kigger på mig. Endelig ser et par blege kroppe gå rundt og se forvirrede ud. Jeg tror de snakkede hollandsk. Jeg prøver med mine øjne at signalere at de skal flygte og redde dem selv, men jeg vil ikke skabe en scene. Langt om længe begynder der at komme flere og flere butikker, mere liv. Aldrig har jeg været så glad for at se en samling falske Prada tasker side om side med Barcas udebanetrøjer. Det føles som en fuld cirkel. Jeg kan ikke mere. Udmattet af søvnmangel, af hele tiden at føle at nogen enten vil platte eller true mig. Udmattet af grimhed, ulighed og forskellige lugte.
Jeg giver op. Resten af dagen foregår på en solseng ved hotellets pool.

Hjem igen

En taxa bestilt gennem hotellet ar kørt mig til lufthavnen for præcis den samme pris som den pirattaxa der med møjsomt besvær fik mig ind til byen da jeg landede. Det er sent om aftenen, men der er et festivalsagtigt menneskemylder. Jeg orker ikke flere mennesker og jeg orker ikke mere kaotisk marokkansk autenticitet. At dømme ud fra folks bagage og oppakning bliver det her årtusindets længste check in. Jeg har også set nok ”Grænsepatruljen” til at vide at 90% af de varer og dyr (levende og døde) som folk har med vil blive afvist adgang til flyet og jeg har været længe nok i Marokko til at vide at folk vil brokke sig i det uendelige over de afvisninger. Heldigvis får jeg øjenkontakt med en ivrig lille mand, han vil gerne være min ven, han vinker mig hen. Han fører mig hele vejen uden om mylderet, igennem slangekøen, forbi sådan en snor man hægter af og på med en lås og hen til bagage check in. Maskinen der skal scanne bagage, er i stykker, men han nikker til en mand i officeruniform der nikker tilbage og jeg går lige forbi, Hvor heldig er jeg lige?! Jeg ved naturligvis godt hvad det handler om, men jeg føler at det er på tide at der falder noget marokkansk karma tilbage på mig. Han laver ”betal mig-tegnet” hvor lange-, pege- og tommelfinger leger med fiktive sedler. ”I don’t have any money” kan jeg med fryd i stemmen meddele. Han er ikke længere min ven og forsvinder hurtigt skuffet, men jeg føler en slags poetisk retfærdighed, en slags fuld cirkel på det sted hvor jeg første gang selv blev plattet.

Afslutning og refleksioner

Jeg tog herned med et åbent sind, klar på eventyr og mit eget selskab, men zen følelsen udeblev. Men måske var ”zen” ikke den lektie jeg skulle have med hjem. Jeg havde ikke rigtig gjort mig nogen forventninger, alligevel var jeg skuffet. Jeg kan have misforstået byen og landet fuldstændig, været uheldig med de steder jeg kom og de mennesker jeg mødte. Men jeg sidder tilbage med følelsen af at have være i et hårdt land. Et land hvor alle er sig selv nærmest, et land hvor man er vant til at mangle, hvor man ikke ved hvad morgendagen bringer og hvor man ikke stoler på nogen. Snyd eller bliv snydt, bare du overlever. Måske er Casablanca repræsentativ for den verden vi lever i, der historisk set altid har været hård og brutal og ikke nødvendigvis vil dig noget godt. En verden der, takket være de kapitalistiske kræfter, er mere skæv og ulige end i middelalderen og hvor ting jeg tager for givet som tillid og ordentlig mad i supermarkedet begge er luksusgoder. Måske siger min oplevelse mere om mig end om det sted jeg besøgte, måske er jeg et ekstremt privilegeret menneske der lever i en tid og i et land hvor jeg kan gå og være navlebeskuende og bekymre mig om selvrealisering og eksistentielle spørgsmål, ikke om der er penge til næringsfattigt fladbrød. Jeg forlader ikke landet med nostalgi, men med en følelse af, at livet og verden er uendeligt mere kompleks, end det føles, når man sidder på Lagkagehuset og gennemfører sin e-mailindbakke.

Tak for denne gang.